Unge musikere til kamp mod ligegyldigheden

De vil nå et publikum, som egentlig ikke gider høre klassik musik! Og samtidig udstille det absurde og meningsløse i det medieflimmer, der er en del af vores virkelighed.

Af Marianne Ryde

Springende delfiner, rullende bølger og storladne bjerglandskaber - i hurtige glimt flimrer sorthvide billeder hen over storskærmen mens pianisten kalder Debussy's sunkne katedral frem fra dybet. Da den er forsvundet igen, læser hun digtet Plasticsolen af Michael Strunge, og pludselig er vi i en krigszone, krydsklippet med billeder af sultne børn. Over det hele svæver pianistens hænder som nu spiller Niels Viggo Bentzons Toccata og derefter Schumanns Papillons mens video-jockeyen læser op fra konservatoriets hjemmeside om mission og mål.

Vi er til koncert med videoakkompagnatør Andreas Busk-Jepsen og pianist Birgitte Antonius, to studerende ved Vestjysk Musikkonservatorium. Andreas har spillet rytmisk guitar og går nu på konservatoriets Tonespace-linje, hvor man arbejder med alternative former for musikformidling. Birgitte er på vej til at blive musikformidler med klaver som speciale.

De to musikere har fundet sammen om lysten til at udtrykke sig, gerne på en provokerende og grotesk måde. Og de har erfaret at en koncertform der blander billeder, musik og lyrik er fantastisk til at få publikum i tale.

"Vi provokerer mange, men det betyder jo også, at vi har ramt dem. Folk ved det ikke på forhånd, men vi tror det er sådan mange ønsker koncerter skal være," siger Andreas.

Ambivalente følelser
Tilsammen kalder de sig Ambivalentica.

"Vi vil blande modsatte følelser og på den måde give et stærkt udtryk for livets mangfoldighed og samtidig komme med en indirekte kommentar til medievirkeligheden," fortæller Andreas og Birgitte. "Vi bliver hele tiden bombarderet med indtryk: Stand-up med hurtige punchlines og masser af ironi, quizzer og programmer med ligegyldig small-talk, tv-aviser med billeder af krig og elendighed som vi indtager sammen med aftenkaffen. Modsætningerne springer i hovedet på os, men alt for ofte sluger vi bare det hele råt."

"Vi vil bekæmpe pusse-nusse-kulturen og udstille dobbeltmoralen som lurer når man reagerer enormt stærkt på små ting som guldfisk i en blender, men accepterer at Danmark deltager i Irak-krigen."

Derfor får man stærke billeder af krig og hungersnød til Schumanns dansende sommerfugle når man går til koncert med Ambivalentica.

Koncert med plads til fejl
Noget andet som optager Andreas og Birgitte, er at gøre op med den stive koncertform "hvor de udøvende nærmest er nervevrag fordi de vil spille fejlfrit, og publikum har distance til det der foregår på scenen, og tænker mere på om fremførelsen er teknisk perfekt, end på oplevelsen," som de udtrykker det.

Andreas og Birgitte ser sig selv som performere, ikke kun musikere, og de koncentrerer sig om at skabe en fælles følelse i stedet for at forlange perfektion af sig selv.

De vil ud med deres musik og bruge deres evner til andet og mere end at undervise på musikskoler, og de har ikke tid til ikke at have et publikum. Derfor kaster de sig ud i at eksperimentere med koncertformen, og det virker!

"Vi får altid respons fra publikum; mange kommer op bagefter og vil diskutere koncerten. Det er bare herligt, når folk siger til os, at vi har ramt lige ind i deres følelser."

Leg og alvor
Indtil videre går Andreas og Birgitte ud fra det materiale de har til rådighed, det vil sige den musik Birgitte har indstuderet, digte og andre tekster som de synes passer til den stemning de vil have frem, og filmstumper og billeder Andreas finder på websitet YouTube.

"Vi sidder nærmest og jammer os frem til ideerne. Birgitte spiller, samtidig med at jeg surfer rundt på YouTube," fortæller Andreas, og de nyder begge at have en fortsat samtale i gang om musik og udtryk.

Andreas sammensætter ikke en færdig videosekvens før koncerten. Han vil selv have en aktiv rolle på scenen og lader sig inspirere af øjeblikket til det rette miks af videostumper, billeder af Birgitte optaget under koncerten, og stillbilleder med sentenser som 'Alt skal nok ordne sig' eller 'Gud frelser'.

Programmet der gør dette muligt, hedder ArKaos og er skabt til at mikse billeder og effekter på stedet. Andreas kalder sig video jockey med et udtryk videreudviklet fra det mere kendte disc jockey. Begrebet knytter sig også normalt til en helt anden musikgenre end den klassiske, så Andreas har ikke rigtig nogen læremester.

"Vi kaster os bare ud i det og udforsker mulighederne for at opnå det maksimale udtryk. Vi vil klæde os ud og indføre kranier, brudekjoler og røgmaskiner i koncertsalen, blande klassisk musik med rock'n roll og i det hele taget lege os frem til en koncertform som passer til det vi vil udtrykke."

Ikke noget med at sidde og vente på at engagementerne skal komme til dem. Andreas og Birgitte har kun været i gang med deres specielle koncertprojekt et halvt år, men stiler mod en optræden i Planetariet - og meget gerne med videoer de selv har optaget, og måske musik skrevet specielt til dem.

Glæden og entusiasmen ved deres fælles projekt er ikke til at tage fejl af. "Det er vigtigt for os at have det sjovt, men også at udstille meningsløsheden i de mange ting, der sker på en gang omkring os. Og så håber vi selvfølgelig, at vi vil kunne leve af det en dag," slutter de.