Hardcore Holmboe
| Af Birgitte Antonius
En improviseret operaforestilling, kunstværker i dialog med levende musik og DJ Katrine Ring. I Horsens sætter man for 10. gang fokus på komponisten Vagn Holmboe og den klassiske musik ved Holmboe-festival 2009. Arrangørerne håber at festivalen får flere til at interesse sig for Holmboe og klassisk musik generelt. Og de vil gerne tage uvante metoder i brug. ”Det behøver ikke være en festival som alle mulige andre. Det må gerne være en anderledes oplevelse, og der må gerne være nogle mere alternative indslag,” mener festivalkoordinator Lene Bjarke Skov. Hun peger bl.a. på et britisk ensemble som blander teatersport med en traditionel operaforestilling, samt Århus Sinfonietta der tager publikum på en musikalsk rejse blandt malerierne på Horsens Kunstmuseum. Men der er også plads til traditionelle koncerter. ”Man kan bl.a. opleve pianisten Christina Bjørkøe og violinisten Johannes Søe Hansen spille værker af Holmboe,” fortæller Lene Bjarke Skov. Holmboe og Berg i pibeduel Til de mere alternative indslag hører DJ Katrine Rings optræden i foyeren på Horsens Ny Teater. Her kan publikum opleve Holmboes værker i et utraditionelt remix blandet med andre stilarter som jazz og hip hop. I København sidder hun midt i arbejdet med Holmboes musik da Optakt fanger hende over mobilen. Selv om hendes musikalske baggrund bl.a. er jazz og elektronisk musik, interesserer hun sig også for det 20. århundredes klassiske komponister, heriblandt Holmboe. ”Jeg synes at Holmboe og jeg har mange fælles referencer. Han lyttede bl.a. til meget af det samme musik som jeg. Derfor føler jeg at forstår ham lidt bedre,” fortæller Katrine Ring og fortsætter: ”Min opgave er at lave et mix af hans musik og samtidig bruge nogle af de samme principper som han brugte som komponist. Han arbejdede f.eks. meget med reallyd, blandt andet gaderåb. Jeg bruger også reallyde i mit mix. Desuden var han piberyger ligesom sin kollega Gunnar Berg. Derfor lader jeg dem mødes i en musikalsk pibeduel. Min arbejdsmetode er at tage enkelte elementer fra Holmboes musik og sprede det ud i et længere musikalsk forløb.” Flydende grænser Katrine Ring er ikke ene om at mixe den klassiske musik med rytmiske stilarter. I dag er grænserne mellem kunstarterne, f.eks. klassisk og rytmisk musik, ofte flydende. ”Jeg sidder i Kunstrådet, og her er alt traditionelt opdelt i billedkunst, litteratur og musik. Men det er håbløst at arbejde ud fra den skelnen da der er så mange blandfarver. F.eks. blandes billedkunst og film. Derfor diskuterer vi ofte hvad der er hvad.” Det er ifølge Katrine Ring ikke blot den rytmiske musik der stjæler elementer fra den klassiske verden. ”Noget af den klassiske musik kan være ekstremt jazzet. Jeg har lige hørt violinisten Anne-Sophie Mutters nye Vivaldi-cd. Og det er fuldstændig forrygende jazzet så man tror det er løgn! Det gælder både fortolkningen og produktionen. Vivaldis musik var på mange måder popmusik i forklædning. Ligesom popmusikere brugte han det samme tonemateriale igen og igen. Den samme sang i nye forklædninger. Man kan jo altid høre at det er Vivaldi,” mener Katrine Ring. ”Gennem de sidste 50 år er alle stilarter blevet blandet. Derfor er det upraktisk at sætte kunstarter i kasser.” Koden til den klassiske musik Vil en anderledes formidling mon få flere til at lytte til klassisk musik? ”Det er mit ydmyge håb at det gør. Jeg håber det er en anbefaling at jeg som DJ går ud og spiller klassisk musik,” siger Katrine Ring. Hun har tidligere beskæftiget sig med formidling af subkulturer som f.eks. punk og moderne jazz og mener at det gælder om at få knækket koden til de forskellige stilarter. ”Mange folk siger at de ikke kan lide jazz. Men de kan på den anden side godt lide Louis Armstrong. Det er det samme for klassisk musik. Mange tror at man skal være opvokset med det. Det bliver en psykologisk barriere man skal overvinde. Men publikum skal opleve at genkende nogle koder og dermed genkende musikken,” mener Katrine Ring. Hun påpeger samtidig at det kan have noget med vores kultur herhjemme at gøre: ”Jeg havde en interessant oplevelse i Berlin. Her stod jeg halvanden time i kø til en klassisk koncert. Køen var udendørs og i november måned. Og der var ikke én person over 50 år. Man dyrker nemlig klassisk musik anderledes i Tyskland. Teenagere og personer i 20’erne har et ubesværet forhold til det da de har haft klassisk på skolepensummet siden barndommen.” Katrine Ring håber at folk i højere grad vil tage Holmboes musik til sig, og opfatter koncerten i Horsens som et formidlingsprojekt. ”Jeg synes at Holmboe lavede fantastiske ting. Folk må gerne komme i gang med at høre ham noget mere. Han var jo langt fremme i skoene,” slutter Katrine Ring. Holmboe i Horsens 2009 Det er tiende gang at Horsens afholder musikfestivalen Holmboe i Horsens. Festivalen løber i år af stabelen den 13. - 15. marts. Den lokalfødte komponist Vagn Holmboe er på programmet sammen med enkelte andre komponister. Festivalen veksler mellem traditionelle og mere eksperimenterende koncerter, foredrag og workshops. Koncerterne holdes forskellige steder i Horsens, bl.a. på Horsens Ny Teater og Horsens Kunstmuseum. Horsens Kommunes Kulturafdeling er hovedansvarlig for festivalen der bygger på kommunal bevilling og private sponsorer. Se hele festivalens program og flere informationer på: www.holmboeihorsens.dk |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.


