|
Den estiske komponist Arvo Pärt er kommet til
København hvor han torsdag den 22. maj får overrakt Sonnings Musikpris
ved en koncert i Radiohusets Koncertsal. Mandag kl. 12 var der
pressemøde med komponisten der er notorisk sky. Det gik stille for sig.
Af Jens Cornelius
Stilheden er mere end pinlig. Den er forkrampet, fyldt af
præstationsangst fra alle medvirkende. Man mærker angsten for at få
bekræftet at Arvo Pärt er umulig at få i tale, umulig at lokke et ord
ud af. Skrækken for at opleve ham blive skræmt og gå i sort. Pressen
står og venter ham som en profet. Han venter omvendt på os som en
eksekutionspeleton. Vi står her, der kommer han, og straks indtræder
den kollektive lammelse. En stilhed fyldt med noget.
”Stilhed
er ikke tomhed”, siger Pärt da vi ad omveje nærmer os emnet hans musik.
”Stilheden er fylde. Den kan være fyldt af noget fuldkomment eller af
noget ufuldkomment. Stilheden har mere med ro og uro at gøre end med
klang.”
Derefter stilhed.
I den lille sofa trykker Pärt
sig sammen, forsvinder ind i sin grå vest og den ternede
yndlingsskjorte. Blikket sigter et sted mellem hans knæ og sofabordet.
Sproget er tysk, talt med kraftig accent af en kraftesløs tenorstemme
og med oceaner af stilhed mellem hver sætning. Nogle svar består af
abstraktioner der fordamper undervejs. Andre svar er mere koncise, især
dem af typen ”Det må De ikke spørge mig om” eller ”Det er jeg ikke den
rette til at svare på”.
Vores værste anelser er gået i opfyldelse.
Alle potentielle spørgsmål er allerede dømt banale, forulempende og
malplacerede. Hvem kan gøre noget så ondt ved den ældre herre der
sidder og krymper sig i hjørnet.
Hvad synes De om at modtage prisen, spørger estisk tv.
”En
udmærkelse er som kaffe”, svarer Pärt inden han uden at vide det bruger
en bogtitel af Naser Khader som beskrivelse af sin følelse ved at få
Sonnings Musikpris: ”Ære og skam”. ”Skam fordi en indre stemme siger at
man ikke er værdig. Ære fordi enhver udmærkelse er en gave. Denne pris
er en af de største gaver jeg og min musik kan få. Jeg er meget glad
for den. Tak, Danmark.”
Kan de forestille Dem et liv uden at komponere – og hvorfor ikke?, spørger Politikens udsendte.
”Det kan jeg godt. Er det svar nok?”
Det
var det ikke helt. Pärt må uddybe. ”Der findes ingen adskillelse mellem
at leve og at komponere. Det er det samme. De to ting hænger sammen.
Måske min kone kan forklare det bedre?”
Fru Pärt sidder ved siden
af. Normalt er det hende der fører ordet. Hun er Arvo Pärts faktotum,
forretningsfører, gruppeformand og uundværlige støtte. I dag lader hun
dog sin mand være i centrum. Pärt må klare sig selv gennem de kommende
minutter.
”Jo enklere ens virke er, desto mere lærer man af det.
Man kan lære mere af at passe en have end af at komponere et stykke
musik”.
Mikrofonstangen fra estisk tv svæver faretruende nær Arvo
Pärts pande. Ikke nok med at forsamlingen forventer en strøm af
dybsindigheder og præcise svar. Svarene skal også optages for
eftertiden. Det kan ikke blive værre.
”Hvad sætter gang i Deres kreativitet?”, lyder næste spørgsmål, befriende klart.
Lang,
lang tavshed, mens Pärts pande rynker sig sammen i endnu flere folder.
”Det kræver stor kreativitet at svare på det spørgsmål”, lyder det så.
Pause igen. ”Det kan være en tekst, et andet menneske, glæden ved
livet. Jeg kan desværre ikke svare. Kan De ikke stille nogle sjovere
spørgsmål?”
Vi prøver. Er Deres værker præget af estiske musiktraditioner?
”Det er jeg desværre ikke den rette til at svare på”.
Kan De fortælle lidt om Deres nye værk, ’These Words’?
”Jeg
har skrevet nogle få ord om det i programhæftet.” Han bladrer. ”Her
står det – måske De vil læse det højt?”. Vi bliver hurtigt enige om at
det er bedre at læse det efter pressemødet.
Hvad synes De om Deres tidlige værker fra 1960’erne?
”De
er også mine børn. På den ene side elsker jeg dem, på den anden side må
jeg leve med at de som alle andre børn ikke er fejlfri.”
Lytter De til pladerne med Deres egne værker?
”Det er ikke så nemt. Når en vellykket pladeoptagelse er overstået, er værket færdigt for mig”.
Pärts
søn Michael stiller et glas cola foran sin far. Er det et aftalt tegn?
Formanden for Sonning Prisen, Steen Frederiksen, bryder i hvert fald
ind: ”Så tror jeg vi er færdige for i dag. Vi har talt om hvor længe
dette ville vare, og da jeg svarede at det højst ville vare en halv
time, accepterede han til sidst. Tak, Arvo Pärt, fordi De har besvaret
så mange spørgsmål”.
”Selv tak. Jeg håber ikke jeg har været til ulejlighed”.
Komponisten
indkapsles straks af sin søn til den ene side og den estiske journalist
der til den anden side får stillet et par lavmælte spørgsmål på
modersmålet. Der skrives et par autografer og spises chips. Så rejser
Hr. og Fru Pärt sig, og komponisten giver sin hustru frakken på.
Begiver sig mod døren da han vender om og hurtigt går hen til det
modsatte hjørne af lokalet hvor koncertsalens medarbejder står ved
bordet med drikkevarer og frugt. ”Tak for i dag”, siger Arvo Pärt med
et stort og varmt smil. ”Det var en meget dejlig Coca-Cola”.
|
|
