Poul Ruders remixed

21-03-11

På hjemmesiden Mixtoverdener.dk kan rytmiske musikere og fans lege med mindre bidder af klassisk kompositionsmusik og mixe sig frem til helt nye musikalske udtryk. Projektet er nu gået ind i sin anden sæson og har fået nye partnere, for eksperimentet lader til at være en succes med 120.000 besøgende indtil nu. Det seneste ”hit” er et mix af Camille Jones’ single ”The Streets” og en sats fra Poul Ruders’ ”Concerto in Pieces” der i øvrigt selv er én lang omarbejdelse af et Purcel-tema.

Fokus er i denne sæson på danske komponister fra Carl Nielsen til i dag. Oh No Ono, Mikael Simpson, Fallulah, Spejderrobot, The William Blakes, Who Made Who med mange flere skal således i løbet af det næste år møde komponister som Rued Langgard, Vagn Holmboe, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Peter Bruun, Alpha Trio og Karsten Fundal.

Lige nu kan man høre resultatet af mødet mellem Camille Jones og Poul Ruders. Under indspilningen af albummet ”Did I Say I Love You” sagde Camille Jones nemlig ja til at lave et remix af en sats fra Poul Ruders’ Concerto in Pieces der faktisk selv er én lang omarbejdelse af et Henry Purcell-tema skrevet af Ruders til det traditionsrige Last Night of the Proms tilbage i 1995 – 300-året for Purcells død.

Poul Ruders er begejstret
Camille Jones og hendes producer Per Ebdrup valgte at tage udgangspunkt i den allerede indspillede ”The Streets” og lave et komplet mashup med Ruders’ komposition. Og resultatet er virkelig godt efter Ruders’ mening. Rasmus Ardahl har snakket med ham.

Hvad er overordnet set dit forhold til rytmisk musik - og din mening om forholdet mellem rytmisk og klassisk?

- Det er jo i grunden to stærkt misvisende betegnelser, altså rytmisk vs. klassisk. De to musikformer opstilles altid som var de hinandens fjender. Bare ordets klassisk antyder, at musikken selvfølgelig er finere end den rytmiske, altså den såkaldt populære genre. Og i samme åndedrag antydes det jo også, at den klassiske musik ikke er rytmisk, hvad der er noget vrøvl. Det eneste, der tæller for mig er, at musikken, hvad enten den er fuldt nedskrevet i partitur eller improviseret, er skabt med glød, kærlighed og oprigtighed.

Hvad synes du om Camille Jones' brug af din Concerto in Pieces?

- Det er fantastisk som de udvalgte lunser fra både Camilles og min musik smelter sammen til noget helt, helt nyt - og anderledes. Selve ’moderstykket’, Concerto in Pieces taber jo ikke i egenværdi- og det samme gælder jo også ”The Streets”. Jeg er helt vild med resultatet.

Hvad synes du om om remix-disciplinen og et projekt som Mixtoverdener?

- Hvis de fremtidige remixprojekter har samme høje musikalske kvalitet som det Per Ebdrup og Camille Jones har præsteret her, så bare klø på. Men det kræver selvfølgelig, at de to verdner man mixer har noget at sige hinanden, før ’ægteskabet’ indgås. Ellers bliver det pjat.

Nu hvor du bl.a. har lavet musik til Dancer In The Dark, som jo i en udstrækning må klassificeres som populærkultur, kunne du så forestille dig også at lade dig inspirere af populærmusikken? Enten indirekte eller i et konkret samarbejde?

- Min opera har nu skiftet titel til ”SELMA JEZKOVÁ - an opera in one act based on the film Dancer in the Dark by Lars von Trier”. Den nye titel, som egentlig er den første (men vraget af Det Kongelige Teater), kan så forhåbentlig medvirke til, at man ikke - hvis man ellers skulle være så fantasiforladt – tror, det er filmen, bare med en anden musik, man går ind og ser og hører.

Selv om jeg faktisk godt kunne lide Björks musik, havde den overhovedet ingen betydning for mig, da jeg skrev operaen. Jeg er et helt andet sted henne. Men jeg er åben for alt - våd og villig - men jeg ved også, at jeg skal være meget sparsom og forsigtig med hvad jeg hører. Alt går ind ad det ene øre - og bliver der. Men decideret samarbejde? Nej. Jeg er trods alt for rodfæstet i den gammeldags kompositionsproces.

Hvad arbejder du med for tiden?

- Et større ’nummer’ for Radioorkestrets samlede blæserbesætning, krydret med slagtøj, harpe og klaver. Og ved du hvad? jeg kan godt love at det bliver rytmisk...

Bookmark and Share

Mixtoverdener.dk

Mixtoverdener startede som et samarbejde mellem Danske Bank, BandBase.dk og DR med udgangspunkt i Danske Bank-kampagnen ”Det bedste fra to verdener”.

Nu er projektet inde i sin anden sæson, og kredsen af partnere er udvidet med KODA, Dacapo Records og Dansk Komponist Forening.

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.

 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: