Musik på tværs af genrer
|
Pernille Sejlund er 28 år og komponist. Hun har valgt en uddannelse som komponist fra et klassisk musikkonservatorium, men synes egentlig ikke at der bør være skel mellem klassisk og rytmisk musik.
Af Cecilie Fabricius Ifversen Selvom Pernille går på komponistlinjen på et klassiske konservatorium, er hun langt fra en traditionel klassisk komponist. Og med så forskellige inspirationskilder som Queen, Knut Nysted, Steve Reich og Debussy, er hendes musik vidtfavnende og mest af alt utrolig svær at sætte i bås. Den eksisterer på grænsen mellem kormusik, minimalisme og noget der minder en del om pop.
”Altså, ordet komponere betyder faktisk bare at sætte sammen, der er
i hvert fald ikke nogen rammer, og man burde kunne sætte sammen som man
har lyst.” Inden hun kom på konservatoriet havde Pernille Sejlund allerede skrevet massevis af sange og lavet arrangementer, og den dag i dag har hun bibeholdt en forholdsvis impulsiv tilgang til musikken. ”Jeg er meget intuitiv og holder meget af at bruge ord, handlinger, stemninger eller følelser som inspiration, og jeg improviserer mig tit ind i musikken. Jeg har selvfølgelig en vis struktur, men det er helt klart ikke den jeg først tager fat i,” forklarer hun. ”Det kan være noget med at synge samtidig med jeg læser teksten – hvis der altså er tale om et digt - eller spiller nogle akkorder. Faktisk har jeg tit en tilgang som minder om den de rytmiske sangskrivere har,” siger Pernille. Selvom tiden på konservatoriet har givet hende nogle flere redskaber, og hun i dag oftere gør sig tanker om formen, kan hun stadig bedst lide når det kommer lidt af sig selv. ”Ligesom da jeg skrev historier i de små klasser. Der var ikke lagt noget fast, og jeg var ikke sikker på hvem morderen var før jeg nåede hen til sidste side.”
Vokal- og filmmusik De seneste år har inspirationen fra blandt andre den amerikanske minimalist Steve Reich og filmkomponisten Thomas Newman, der blandt andet har komponeret musikken til spillefilm som American Beauty, fyldt en del. Hun er derfor meget glad for at det endelig lykkedes filmskolen at skabe kontakt til konservatoriet og stable et seminar på benene. ”Jeg synes jo bare at det vi mangler er en filmkomponistuddannelse,” siger hun. Forholdet mellem film og musik der kræver indføling i en historie og en stemning, synes Pernille Sejlund nemlig er helt fantastisk. Og det er netop i samarbejdet med andre kreative mennesker på tværs af fag og genrer at hun for alvor synes det bliver meningsfuldt at komponere. |





