Händel her og der og alle vegne
| Forventningerne er skruet op til Händels opera Partenope på Det
kgl. Teater med en absolut stjernebesætning. Optakt præsenterer
ophavsmanden: Tyskeren der komponerede som en italiener og boede i
London det meste af sit liv.
Af Claus Johansen Händel lever fra 1685 til 1759 i den sidste del af den periode vi i musikhistorien kalder barokken. Da han dør, er både Haydn og Mozart så småt i gang med at ændre tingene. 20 år senere lægger Beethoven en bombe under den gamle musik. Men man skal ikke tage fejl, Mozart beundrede hans musik, Beethoven elskede Händel, det gjorde Brahms også. Den mand har været populær siden han begyndte at komponere. Hans musik er ærlig, folkelig, monumental, men aldrig plat. Og den virker stadig. Händel ændrer ikke musikhistorien. Som kollegaen Bach holder han sig til traditionerne, fylder dem med nyt indhold og sætter med sin musik et gigantisk punktum for den gamle tid. En offentlig privatmand Han var højt begavet, umådelig flittig, og hans instrumentale evner var i særklasse. Vi ved meget om ham, for han var en offentlig person lige fra begyndelsen, og alligevel ved vi ikke meget om hans privatliv. Han fik ingen børn, blev ikke gift, var tilsyneladende forbavsende lidt interesseret i kvinder - med mindre han kunne anvende deres stemmer. Han færdedes trygt i mandemiljøer, både hos tyske gejstlige, blandt forfinede kardinaler i Rom og i London i selskab med overordentlig følsomme adelsmænd. Men han gjorde det i en tid hvor man fornuftigvis lod folk have deres lyster i fred – når de tilhørte en af de højere socialgrupper. De kendtes tilbøjeligheder var noget man sladrede om, men ikke noget man skrev om. Italiensrejsen Han bliver kendt meget tidligt. Hjemme i Halle begynder han som 17årig orgelvirtuos. Han går på universitetet og bliver almendannet uden eksamen, så trækker musikken for hårdt i ham. Hamborgoperaen bliver første stop. Her skriver han sin første forestilling og med en del omveje fører operalidenskaben ham til Italien. Han lærer sig sproget, både det de taler, og det musikalske. Egentlige studier bliver det ikke til; han lytter og forstår uden videre. Manden er så begavet at han snart regnes for kollega med giganter som violinmesteren Corelli og operakongen Alessandro Scarlatti fra Napoli. Han spiller også om kap ved en vanvittig cembalokonkurrence med den unge Domenico Scarlatti der dog vinder på hurtighed. Händel skriver oratorier og kantater til kardinalerne i Rom. Han er ganske enkelt anerkendt som moderne italiensk komponist, og hans værker bliver opført i Venedig, Milano og Napoli. Han kommer hjem med hovedet fyldt af den moderne italienske stil, og han har allerede en kolossal viden om operavæsen. Succes i London Ved hoffet i Hannover arbejder han fra 1710. Samme år får han succes i London hvor alle sværmer for italiensk musik. Her er der et stort købedygtigt publikum, så her kan en komponist tjene mange penge. Hans opera Rinaldo bliver et gennembrud. Englænderne oplever importerede stjernesangere, vanvittige scenemaskiner, tordenvejr og som kulmination bliver en flok spurve sluppet løs i teatret. Dertil fremragende musik af en genial ung tysker der komponerer som en italiener. Efter en del rejser og mange besværligheder ser han i øjnene at London er hans by. I 1727 bliver han engelsk statsborger, på det tidspunkt har han gennem 10 år forsynet byen med italienske operaer. Konkurser og oratorier Men branchen er risikabel, og året efter går hans operaselskab konkurs. Han grundlægger et nyt selskab, det går også galt. I løbet af 1730’erne vender han sig mere og mere mod de store religiøse oratorier (det mest berømte er Messias, men der er mange andre fremragende værker). Musikken er ikke meget forskellig fra den han har skrevet til operaen, men udgifterne er mindre, og i oratorierne får han brug for sine enestående evner som kor-komponist. Rækken af operaer stopper ikke. Der er bevaret 45 af dem. Da han sætter punktum for den sidste Deidamia er årstallet 1741 og komponisten 56. Han fortsætter med andre genrer gennem de næste 15 år. Selv om tiden efterhånden løber fra ham, er han til det sidste anerkendt som den store gamle mand i engelsk musik. Han har tætte bånd til hoffet. Underviser prinsesser i cembalospil, leverer gennem mange år underholdningsmusik som Watermusic og officiel festmusik til hoffet. Hans kammermusik bliver solgt over hele Europa. Fra 1751 begynder synet at svigte, otte år efter dør han i London. Partenope Hans opera Partenope (tryk på anden stavelse) er skrevet omkring 1730 midt i karrieren efter kriser og konkurs. Den var sammen med Julius Cesar en af de forestillinger som skulle hjælpe det kriseramte operakompagni på fode. Han fyldte den med gode melodier og halsbrækkende udfordringer til de nyimporterede italienske sangere. Det er en seriøs opera, men ikke uden humor, og historien kunne ifølge samtidens smagsdommere være skrevet af Shakespeare. Hvordan han var? Vi ved det ikke, men musikken fortæller at han havde mere end én farve på paletten. I øvrigt tyder hans breve og beskrivelserne på at han talte engelsk med en stærk tysk accent (som Peter Sellers i Doctor Strangelove). Musikskribenten Charles Burney der mødte ham flere gange, fortæller at han almindeligvis virkede ret sur ”…men når han smilede, var det som når solen kigger frem bag en sort sky. |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
