|
Det kgl.
Teater opfører i februar 2008 Benjamin Brittens første kammeropera,
Lucretia. Britten var den mest betydende engelske komponist i det 20.
århundrede og uhyre produktiv, også som dirigent, pianist og
festival-leder. Men vejen til anerkendelse var ikke let; han var en
outsider, og det går igen i hans operaer.
Af Claus Johansen
Allerede
som ung gik han på tværs. Han var et besværligt vidunderbarn og en
talentfuld, men antiautoritær elev. Det kostede venskaber når den unge
mand kaldte det engelske musikliv afsondret, selvtilstrækkeligt og
dilettantisk. Han var træt af den blege britiske musik og dyrkede de
store fra fastlandet: Mahler, Berg, Stravinsky. Det var nogenlunde det
værste en engelsk komponist kunne gøre. Ikke nok med det: Han var
erklæret pacifist, også under Anden Verdenskrig da det kostede. Dertil
kom at han var homoseksuel, og at han kom en del længere ud af skabet
end andre turde – dengang.
Senromantik og modernitet
Benjamin
Britten: Vidunderbarn, pacifist, bøsse, klavervirtuos, komponist. Han
skrev 800 stykker musik før han var tilfreds nok til at udgive sit opus
1. Så kom musikken strømmende, adskillige værker i samarbejde med
forfatteren Auden. Alle kontroversielle, mange med politisk indhold,
ikke så få inspireret af tolvtoneteknikken, men alle naturligt
strømmende, uteoretiske og ikke mindst smukke. Brittens musik lyder
godt, kortere kan det ikke siges. Her går senromantisk og moderne
musik hånd i hånd. Han kunne skrive for både skoleorkestre og for
verdensvirtuoser, og han gjorde det.
Livsven og samspiller
I
1937 indledte han sit livslange forhold til tenoren Peter Pears som
inspirerede ham til en række mesterværker. Gennem årene blev det ikke
bare til fine sange og kantater, men også til mange koncerter hvor de
to opførte lieder. Deres Schubert- indspilninger står stadig som et af
de mest originale og vellykkede bud. Som akkompagnetør var Britten
uovertruffen. Han var desuden en stor dirigent, og hans
Mozartindspilninger er helt i top. Som klaversolist var han i
verdensklasse på trods af at han aldrig havde tid til at øve sig.
Kammeroperaerne
I
slutningen af 30erne begyndte de store værker at komme: Violin-
koncerten, Variationerne over et tema af Frank Bridge, A Ceremoney of
Carols. De er blevet moderne klassikere, og de kan høres overalt i
verden. Det store gennembrud kom i 1945 med Peter Grimes som var en
fornyelse af hele operabegrebet. Men både den og Britten mødte en del
modstand. Han trak sig bort fra London og dannede Den Engelske
Operagruppe som rejste rundt med forestillinger Britten designede for
minimalt orkester og få sangere. Det blev til mange operaer. Flere af
dem er blevet klassikere, som f.eks. Billy Budd (1951) og Skruen
Strammes (1954). Fælles for dem er at de kredser om en outsider, en
person som bliver misforstået eller udelukket af et uforstående
samfund. Rejser til Østen inspirerede til en hel serie eksotiske værker
der både lyder af Japan, Bali og Suffolk. Til åbningen af Katedralen
i Coventry skrev han sit War Requiem der er et langt forsvar for
humanisme og pacifisme.
Festivalen ved havet
I
Aldeburgh nordpå langs den østlige kyst og dejligt langt fra London
fandt han fred, ro og udsigt over det hav han ikke blev træt af at
beskrive i toner. Her grundlagde han en festival der begyndte i det
primitive, og som endte som et af Europas musikalske brændpunkter. Der
blev spillet andet end Britten, men det var hans og Pears’ smag som
herskede – og de havde god smag. Det lykkedes dem før nogen andre at
få en række af de helt store Sovjetmusikere til England. Det førte til
nye kompositioner til cellisten Rostropovitj, udveksling af ideer med
komponisten Sjostakovitj og guddommeligt firhændigt klaver- spil med
klaverlegenden Richter. Ofte spillede de to improviserede koncerter
uden prøver og endda direkte ind på grammofon eller i transmissioner
på BBC. Der forekommer gale noder på de gamle optagelser, men
vitaliteten er enestående. I 1970erne satte han musik til Thomas Manns
sensuelt morbide Døden i Venedig. Han elskede den drømmeagtigt disede
by, og over- værede selv premieren på Fenice- operaen. Det blev hans
sidste opera. Han der var tvunget til at leve dele af sit liv skjult,
sagde som regel nej til hyldest, titler og udmærkelser. Men han blev
stolt da dronningen ud- nævnte ham til Baron Britten af Aldeburgh.
Udnævnelsen kom i sidste øjeblik. Billederne viser en træt,
sammensunken mand der dårligt kan bevæge sig uden stok. Han gjorde den
lille kystby verdensberømt, og nu ligger baron Britten på dens
kirkegård ved siden af sin ven Sir Peter Pears.
|
|
