En søgen efter skønhed
|
Som søn af Herman D. Koppel har Anders Koppel levet et musikliv fra dag ét. Når han sammenligner sin egen og sin fars musik, kan han finde flere lighedspunkter. ”Både min far og jeg går efter at skabe skønhed, balance og orden,” siger han. Af Malene WichmannDet er ikke nemt. Anders Koppels øjne hviler lidt på klaveret, lidt på hammondorglet, lidt på virvaret af partiturer og nodeark. ”Som komponist og musiker forholder jeg mig til musik af alle mulige andre komponister. Men min fars musik … er en del af min person. Det er svært at se det udefra,” siger han. ”Jeg behøver ikke at sætte en cd på. Jeg kender mange af hans værker så godt at jeg kan afspille dem i mine tanker.” Men når Anders Koppel mærker efter, kan han finde mange lighedspunkter mellem sin fars og sin egen tilgang til musikken. Det handler om at kende den udøvende musiker, om at bruge sin musikalske intuition og om at lede efter skønheden med musikken. Barndomshjem med musik dagen lang Anders Koppel kan ikke huske at han nogensinde har levet i en tid uden Herman D. Koppels toner. Når den lille Anders listede op om morgenen, kunne han høre sin far sidde og komponere på klaveret med dæmperen på. Senere på dagen øvede han sig, og om aftenen instrumenterede han eller komponerede videre. For den produktive Herman D. Koppel, der nåede at få mere end 100 opusnumre på værkslisten, optræde som klaversolist og undervise på konservatoriet, stod programmet på musik, dagen igennem, året rundt. ”Der var ikke noget hemmeligt eller mystisk omkring at skrive musik derhjemme,” fortæller Anders Koppel. ”Min far var musiker. Musik var noget man spillede. Hele tiden.” Der var tempo på i hjemmet, og når Anders Koppel tidligt blev inddraget i sin fars kompositoriske praksis, var det simpelthen fordi han var interesseret, og fordi han var i nærheden. Hele familien kommenterede på Herman D. Koppels musik, og der var ikke noget i vejen for at Anders som litteraturinteresseret teenager blev sat til at hjælpe til med librettoen til operaen Macbeth. ”Jeg sad og stregede i Shakespeares tekst og fandt ud af hvad vi skulle bruge,” husker Anders Koppel. ”Det var ikke noget min far tænkte specielt meget over, og det var ikke en del af en plan for min musikalske uddannelse. Jeg var der, det var det. Han stolede på mig, og så var det praktisk at jeg var inden for rækkevidde. Der skulle være et vist tempo når min far komponerede. Han var en meget praktisk mand. Ellers kunne han ikke have nået det hele.” Musikeren er altid med Fordi han selv var pianist, var Herman D. Koppel altid musikernes mand når han komponerede. Og det er en tilgang Anders Koppel har videreført i sit eget liv hvor Hammond B3-orglet og partiturerne står side om side. ”Jeg tror at det betyder noget for ens musik at man er vant til at stå på scenen og ’hente aftenen hjem’,” siger Anders Koppel. ”Musikeren er hele tiden i mine tanker. Jeg er opmærksom på hvordan musikken ligger for instrumentet, og jeg kan ikke få mig selv til at skrive et orkesterstykke hvor tubaen kun skal spille 16 takter i 3. sats og ellers skal sidde og vente og kede sig.” Ligesom Herman D. Koppel blandt andre har tilegnet værker til sine børn, skriver Anders Koppel også tit sine værker til bestemte musikere. ”Når jeg skriver en solokoncert til en musiker, har jeg vedkommendes ’ånd’ i tankerne,” forklarer han. ”Med mine marimbakoncerter til østrigeren Martin Grubinger og mine saxofonkoncerter til min søn Benjamin ønsker jeg at give dem et springbræt til at udfolde sig og udtrykke sig. Hvis jeg kan sætte ild i musikeren, så han kan sætte ild i publikum … Det er det jeg gerne vil. Jeg ser musikken som en energi fra partitur til publikum.” Når energien sættes i gang, mener Anders Koppel at det handler om at give værket liv på dets egne præmisser. Og det er en tilgang han genkender fra sin far. ”Dramatikken i min fars musik er på stykkets præmisser, ikke for effektens skyld. Der er ikke noget ’nu skal jeg fand’me komme efter dig!’ i musikken,” mener han. Noget af det Koppel-komponisterne har til fælles, er efter Anders Koppels mening en stræben efter balance. ”Verdens kunst kan vel grundlæggende deles op i to dele,” forklarer han. ”Der er dem der ønsker at bidrage til verdens skønhed, og dem der ønsker at udtrykke verdens grusomhed. Både min far og jeg går efter at skabe skønhed, balance, orden.” Musikkens balance og skønhed finder Anders Koppel i det melodiske, tonale og rytmiske. ”Hverken min far eller jeg har følt os tiltrukket af andre systemer end det tonale, og vi står begge to på skuldrene af dur og mol. Da min far i sin alderdom begyndte at eksperimentere med 12-tonesystemet, blev musikken lige så melodisk som den altid havde været. Musikken skal være et stykke liv, det skal være organisk. Melodien, rytmen og den ’gode’ akkord var mentoren for far. Sådan er det også for mig,” siger han. Tro på intuition Anders Koppel beundrer sin fars musik og er i det daglige også inspireret af mange andre sider af Herman D. Koppels musikerskab: Hans flid, hans moral, hans arbejdsevne. ”Min far gik ikke på kompromis med sin personlige integritet. Han fandt en personlig tone og stod ved den. Der skulle være dækning for checken,” siger Anders Koppel og fortæller hvordan Herman D. Koppel arbejdede med et stykke musik til han var fuldstændig sikker på at det var som det skulle være. ”Han sagde til mig: Hvis der er en lille sten i skoen, hvis du er den mindste smule i tvivl om en overgang i musikken - så er der noget galt. På den måde har han lært mig at bruge min intuition, tro på min egen musik – og at blive ved.” |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
