Gensyn med Weyse

Hans sange er uopslidelige, men det er de trykte noder ikke. I december 2008 kom der endelig – efter over 100 år - en ny udgave af Weyses sange.

Af Jens Cornelius

I Østen stiger solen op. Den signede dag. Det er så yndigt at følges ad. Nu titte til hinanden. Julen har bragt velsignet bud. Storken sidder på bondens tag.
Allerede på Weyses tid var der en opfattelse af at hans sange var klassikere. Sange man ville synge i hundreder af år hvis de blev trykt på noder. En kreds af beundrere udgav efter Weyses død en samling på knap 100 sange som forlaget Wilhelm Hansen genoptrykte igen og igen. Folk sled dem simpelthen i laser, så elskede var sangene.

En schweizisk mæcen
De kendteste af Weyses sange kan man finde i utallige danske sangbøger i dag, men de udgør kun et lille udvalg. Og den nyeste udgave af de originale versioner var indtil for nylig den fra 1881!

I 2001 lysnede det. "Weyse Fonden" blev stiftet af en velhavende, schweizisk Weyse-elsker, dr.phil. Hans Kuhn. Han er professor i nordiske sprog og har forsket i danske sangtraditioner. En ny udgave af Weyses sange skulle være flagskibet for fondens arbejde, og sangpædagogen og musikforskeren Sten Høgel blev udpeget til at redigere den. Alle arkiver blev nu endevendt for at finde sangenes ældste kilder og deres forhistorie.

Originale stemmer
”Materialet i sig selv har været afsindig uhomogent,” fortæller Sten Høgel, der brugte seks år på arbejdet. ”Der er desværre fantastisk få manuskripter bevaret fra Weyses hånd. Morgen- og aftensangene har han formodentlig bare efterladt hos nodestikkeren, og der findes heller ikke noget manuskript til Den signede dag,” siger Høgel om den geniale melodi der er blevet kaldt ”vor kirkelige nationalsang”.

Fordi den nye udgave er lavet på videnskabeligt grundlag, genindfører den Weyses originale, høje tonearter. Det høje leje er en del af Weyses stil. ”Det var diskantstemmer han beskæftigede sig med,” forklarer Høgel. ”Kvindestemmer, fordi det var kvinder der sang i hjemmene, børnestemmer i Morgensangene og tenorer i de kirkelige værker.” Til gengæld har Høgel anvendt moderne retstavning i sangteksterne. ”Ja, det insisterede jeg på. Tanken er at udgaven skal bruges i praksis, og mange unge synes det ser mærkeligt ud med aa’er og ö’er.”

Tekst og melodi smelter sammen
Den nye samling er på ca. 150 sange. Weyse skrev flere end det, men dels er de svageste sange ikke taget med, og de mest opera-agtige arier er kun repræsenteret med nogle få eksempler for at anskueliggøre denne side af Weyses musik.

Fælles for mange af sangene er den blidt gyngende taktart 6/8 og en glasklar enkelhed der ikke er spor naiv, men et udtryk for den skarpeste klassicisme. Sten Høgel fortæller at det er svært at beskrive stilen i Weyses sange. Men han prøver: ”Det er Mozart der står bagved, og også viserne af Weyses lærer J.A.P. Schulz. Weyse var konservativ og afbalanceret, og det passionerede dukker meget sjældent frem. Selv i de sværeste arier finder man en visetone. Koloraturer sagde ham ikke noget.”

”Weyse har været en meget stor sproglig begavelse, og et særligt træk er hans fantastiske tekstdeklamation, altså den måde tekst og melodi smelter sammen på. Jeg kan kun kalde det magisk.”

Levedygtighed
Og Weyses magi virker stadig. Dan Turell har fortalt hvordan han besvimede da han første gang sang Weyse og Ingemanns Lysets engel går med glans, og da den nye udgivelse blev præsenteret ved en festkoncert, kunne Høgel iagttage hvordan de medvirkende operasangere ”blev høje af at synge Weyse”.

Så du er ikke urolig for sangenes levedygtighed?
”Ikke et sekund. Weyses sange er stedsegrønne, selv om udvalget af dem har indskrænket sig meget. Mine forældres generation kunne i hobetal af Weyse-sange udenad.”
”Men fællessangen har da fået det bedre de seneste år, og der er endda kommet hold med salmesang for babyer. Selv hedenske forældre vil gerne have at deres børn kan synge I Østen stiger solen op.”

En velkommen middagsherre
Weyse blev født 1774 i Altona, en handelsby i det tyske hertugdømme Holsten der hørte under den danske krone. Han kom fra en musikalsk familie, og et vidunderbarn blev straks spottet. Lille ”Ernst” Weyse var dygtig ved klaveret og en strålende sopran som var en efterspurgt solist ved kirkelige begivenheder.

Morfaderen ledte efter en rigtig lærer til drengen og spurgte først Bachs søn, Carl Philip Emanuel Bach, der boede i Hamborg, men han ville ikke forstyrres den dag lille Weyse og hans bedstefar kom på besøg. Næste mulighed blev København hvor J.A.P. Schulz havde slået sig ned. Og han sagde ja. I revolutionsåret 1789 flyttede 15-årige Weyse til København og kom til at bo hjemme hos Schulz de næste tre år.

Forsmået kærlighed
Som ung mand blev Weyse organist ved den tysk-reformerte kirke i København, og som 33-årig blev han organist i Vor Frue Kirke, en af landets fineste musikerstillinger. I 1816 fik han hæderstitel af professor, og i 1819 blev han hofkomponist. Weyse var til sin død i 1842 en af de førende personer i samfundet.

I 1801 havde det ellers set sort ud. Weyse blev ramt af en depression efter at rigmandsdatteren Julie Tutein havde givet ham en kurv. I tiden efter bruddet var han med sine egne ord ”kjed af Kunsten, mig selv og det hele Liv, fortsatte ganske mechanisk mine Forretninger for at erhverve Brødet og førte i bogstaveligst Betydning et reent Planteliv”.

Det store comeback, ja nærmest personlige gennembrud, kom i 1807 da Weyse på Det kgl. Teater så den første danske opførelse af Mozarts opera Don Giovanni. ”Ved Gjenfærdscenen blev jeg rystet til inderste Marv, men Rystningen var velgjørende, den vakte min Genius der mægtigere end nogensinde begyndte at røre på sine Vinger," skrev han. Nu kunne han færdiggøre sit syngespil Sovedrikken (med tekst af Oehlenschlæger), og premieren i 1809 var en af guldalderens store succeser.

For lidt østers
Som pianist og improvisator var Weyse i fornemste klasse. Liszt hørte ham i 1841 improvisere en dobbeltfuga på orgel – ”den varede uden overdrivelse en halv time; han rørte mig til tårer og henrev mig til beundring,” skrev Liszt.

Weyse har været uhyre kvik i pæren og var kendt for at være særdeles god underholdning. Aften efter aften blev han inviteret til selskab med den underforståede aftale at han blev overøst med beundring og byens bedste gourmetmad mod at han spillede klaver for gæsterne. Anekdoterne om hans adfærd er mange, f.eks. at han improviserede over tonerne C-A-F-F-E en aften hvor mokkaen var lidt for længe om at komme på bordet. Hvordan aftenerne i øvrigt gik, meddelte han om i sine breve:

”Nu kom jeg hjem fra Adler, god Mad og Drikke, dog nichts extraordinaires og 5 Østers for lidt til mig, thi jeg fik kun 7. Jeg slap lykkeligt hjem uden Spil, thi der var intet Fortepiano, til Oelenschlägers Harme der gjerne havde sat mig i Activitæt.

I morgen skal jeg spise Kramsfugle hos Wulf og overmorgen Macaroni hos Pipina der tillaver dem fortreffeligt, uden mindste Gnalling Smør; bare med Jus og Parmesanost, ret som det smager og behager.”

De geniale pebersvende
Som tilsyneladende kysk ungkarl blev Weyse med alderen mere og mere snurrig. Hans lejlighed i Kronprinsessegade var fyldt med dimser, papirer og tamme fugle der fløj frit rundt. Musikalsk holdt han ryggen særdeles rank og var på sit højeste da han sammen med Ingemann i 1837-38 skrev de elskede Morgen- og Aftensange for børn, men den aldrende herre fremtræder temmelig excentrisk i sine sprogligt virtuose breve der mixer dansk, tysk, fransk og latin med citater, hentydninger og hypokondriske detaljer. Brevene er vittige udtryk for en genial enspænder-tankegang, og som kulturpersonlighed er Weyse på højde med de to samtidige ungkarle-genier Kierkegaard og H.C. Andersen.

Weyse på cd
Weyses klaversonater er indspillet af Morten Mogensen (Kontrapunkt 32284 & 32323) og Thomas Trondhjem (Dacapo 8.224140). Bohumila Jedlickova har indspillet de 12 etuder som er den mest virtuose danske klavermusik fra klassikken (Dacapo DCCD 9307).

At Weyse havde skrevet symfonier, kom bag på de fleste da Det Kgl. Kapel i 1990’erne indspillede dem alle syv dirigeret af Michael Schønwandt (Naxos 8.550714, 8.550620 & 8.550516). Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen har siden indspillet nr. 1 og nr. 7 i helt anderledes udførelser (Classico CLASSCD 399).

Weyses kantater var højt elskede i 1800-tallet, men gik siden i glemmebogen. To af dem er indspillet af Michael Schønwandt og Tivoli Symfoniorkester (Dacapo 8.224049). Weyses orgelstykker findes på antologien Dansk Orgelmusik i 400 år spillet af Sven-Ingvar Mikkelsen (Classico 528-30). En milepæl i Weyse-diskografien er den første indspilning af Sovedrikken dirigeret af Giordano Bellincampi (Dacapo 8.224149-50). De øvrige syngespil og operetter har aldrig været indspillet.

De berømte Morgen- og aftensange (med bl.a. I Østen stiger solen op) er indspillet af Mathias Hedegaard og Else Torp (Dacapo 8.224714) og i korudgaver af Musica Ficta og Bo Holten (Naxos 8.554961).

Weyse på noder
De to bind ”C.E.F. Weyse - Sange med klaver” udkom i december sidste år. Sten Høgel har redigeret udgaven som er beregnet til praktisk brug. Bøgerne rummer grundige forklaringer om Weyses arbejde med vokalmusikken, og der er detaljerede noter til hver sang. De to bind er illustreret og koster i alt 550 kr. udgivet af Edition SAMFUNDET. Man kan læse mere på Weyse Fondens hjemmeside www.weyse.dk.

To af Høgels kolleger fra Københavns Universitet har tidligere taget sig af instrumentalmusikken: Gorm Busk har udgivet den komplette udgave af Weyses klaverværker i tre bind med alt fra den mindste fuga til de sværeste etuder. Weyses syv symfonier er udgivet af den nu afdøde musikforsker Carsten E. Hatting der var specialist i 1700-talsmusik. Begge udgaver er trykt i den musikvidenskabelige serie Dania Sonans.

Kort sagt er Weyses vigtigste musik nu lagt frem så man de næste mange år bare kan stille noderne op på stativet og gå i gang med at spille. På den måde har Weyses musik faktisk bedre forhold end nogensinde.

Katteduetten er af Weyse, ikke af Rossini
Sten Høgel forklarer i den nye udgave at den verdensberømte ”Rossinis Katteduet” som er udødeliggjort af divaerne Elisabeth Schwarzkopf og Victoria de los Angeles, oprindeligt er skrevet af Weyse som en parodi på Rossini. Siden har andre komponister broderet videre på den, selv om det ikke er helt klart hvordan Weyses vits nåede rundt i Europa. Men genial er den – helt i Victor Borges ånd – og nu kan den igen fås på noder.

Weyse som bog
Weyses breve blev udgivet af Sven Lunn og Erik Reitzel-Nielsen i 1964. Et to-binds værk der er en efterspurgt sag i antikvariater. Med lidt held kan de findes, men prisen kan være høj. Prøv på www.antikvariat.net

Weyses liv og musik er omtalt i værkerne Musikkens historie i Danmark af Niels Schiørring og Dansk Musiks Historie af Kai Aage Bruun. De over 100 år gamle biografier af Carl Thrane og af Weyses elev, komponisten A.P. Berggreen, er værdifulde og stadig læsbare. Weyses besværlige samarbejde med H.C. Andersen er godt beskrevet i Inger Sørensens bog H.C. Andersen og komponisterne.

Weyse på film
I 1940 var der premiere på Jeg har elsket og levet eller ”Weyse-filmen”, som den bare blev kaldt. Erling Schrøder spiller Weyse, men hovedattraktionen er tenoren Aksel Schiøtz, som i sin eneste filmrolle skal forestille en af Weyses studenterkammerater. I forskellige scener får man kringlet det sådan at Schiøtz synger nogle af Weyses sange, f.eks. Gud ske tak og lov, vi så dejligt sov som han synger under morgenbarberingen. Den yndige sopran Edith Oldrup har rollen som Weyses store kærlighed, Julie Tutein.

Filmen er ikke udsendt på dvd.