Bog om Pärt af Henrik Marstal - v/Nina Ørum

12 dage før estiske komponist Arvo Pärt får overrakt Leonie Sonnings Musikpris 2008, udkommer en ny bog om ham, skrevet af musiker og forfatter Henrik Marstal. Optakt har mødt forfatteren.

Af Nina Ørum

Han er ydmyg og pressesky, siges det. Han viser sig sjældent i officielle sammenhænge, og han kommenterer aldrig sin musik. Således er rygterne mange når talen falder på Arvo Pärt, estisk komponist og modtager af Leonie Sonnings Musikpris 2008. Men kun de færreste kan udtale sig om hvordan komponisten i virkeligheden er. For én ting er ganske vist: Arvo Pärt er ikke et menneske man sådan lige får en frokostaftale med.
Det gjorde Henrik Marstal imidlertid. Flere aftaler endda. Arvo Pärt fik nemlig nys om at den danske musiker og forfatter ville i gang med at skrive en bog om den kommende Sonningpris-modtager, og så ville 72-årige Pärt godt lige se danskeren an. De mødtes første gang i København i september sidste år da komponisten alligevel var i byen. Efterfølgende blev Henrik Marstal inviteret til Tallinn flere gange så de to kunne fortsætte snakken.

En uskyld
”Arvo Pärt er venligheden selv. Han er usnobbet, skrøbelig, og så er der en uskyld i hans blik og i hans måde at møde andre mennesker på. En uskyld som man ellers kun finder hos helt små børn. Han er virkelig inspirerende at være sammen med,” siger Henrik Marstal en eftermiddag i april mens regnen siler ned uden for hans Nørrebro-lejlighed.
For godt ti år siden afleverede Marstal sit speciale om Pärt på Københavns Universitet. Nu har han lige afleveret godt 250 siders manuskript med titlen Arvo Pärt – længslen efter de hvide tangenter til trykkeriet. Bogen udkommer på Gyldendal 9. maj og bygger blandt andet på efterårets og vinterens samtaler med komponisten.
”Jeg havde slet ikke forestillet mig at han selv ville medvirke. Men skrives skulle bogen – uanset hvad. Og så faldt han nok for min ide om at jeg ville skrive for den yngre generation. For dem i 20’erne og 30’erne som måske har sunget Pärts musik med et kor, eller som bare kender og holder af den. Det er jo sådan med Pärts værker at de virker dragende på de fleste. Han er den mest opførte komponist i verden lige nu, og også den mest indtjenende, især fordi musikken ofte bliver brugt i film. Altså mødtes vi flere gange i Tallinn. Jeg overværede orkesterprøver på hans musik hvor han selv var til stede og rettede og rettede i noderne. Og så talte vi sammen over te og søde sager eller en frokost, og altid med hans kone Nora ved siden af,” fortæller Henrik Marstal.

Uden for tiden
Hvorfor er Arvo Pärts musik så populær – så dragende, som du siger?
”Den er altid velklingende. Tit er værkerne for stemmer, klaver, strygere, og man hører kun sjældent skraldende messingblæsere eller larmende slagtøj hos Arvo Pärt. Musikken udstråler en alvor, den maner til eftertænksomhed og giver indtryk af at stå uden for tid. Pärt trækker på stilarter fra tidligere epoker – fra 1000-tallet til barokken – men arbejder samtidig med en meget stram systematik så musikken virker ren. Jeg tror at lytteren føler at der er plads til vedkommende i Pärts musik. I min bog citerer jeg f.eks. Björk der siger: ”I meget klassisk musik er man henvist til bare at sætte sig ned og lytte. Men i Pärts musik kan man gå ind og bo der.” Som lytter føler man sig som en slags medskaber fordi musikken bare sætter en ramme. Det er vel også derfor Pärts værker så tit bliver brugt i film, dokumentarer og teaterforestillinger,” siger Henrik Marstal og nævner bl.a. Hamlet-forestillingen der åbnede det nye skuespilhus i København for nylig. Her var Ofelias ledemotiv musik af Arvo Pärt.

Stilhedens komponist
Ligesom så mange andre partiturkomponister i det 20. og 21. århundrede arbejder også Arvo Pärt med stilheden i musikken. Først en frase, så sekunder af stilhed der giver tid og ro til at fordøje det netop hørte. Pärt har udtalt at stilhed er mere fuldkommen end musik. Og når han komponerer, forsøger han ikke at overgå stilheden, men at komme med et kvalificeret bud på noget alternativt til den.
”Pärts værker har lært mig at stilhed aldrig er musikkens modsætning, men tværtimod musikkens forlængelse. Og hvordan arbejder han så med stilheden? Jo, helt konkret står der piano og pianissimo (musikalske betegnelser for svagt og meget svagt, red.) mange, mange steder i hans partiturer. Men det er også noget med at Pärts musik påvirker publikum indvendigt,” siger Henrik Marstal.

Skrøbeligheden
På en bar i Tallinn mødte han en pige som fortalte at hun havde været til en koncert hvor Arvo Pärt spillede egne værker på klaver. Og hun havde været kraftigt generet af en mand bag hende hvis ur tikkede. Ikke fordi lyden var voldsom eller overdøvende, men den havde virkelig distraheret hendes oplevelse. Violinisten Gidon Kremer berettede om lignende oplevelser da Henrik Marstal interviewede ham til Pärt-bogen. Kremer sagde at når han spiller Pärt, bliver der stille i koncertsalen på en helt enestående måde. Anderledes end han erfarer med al anden musik. Han oplever det som om publikum bliver stille indeni.
”Der er en skrøbelighed over Pärts musik,” siger Henrik Marstal. ”Det er også derfor han ofte overværer orkesterprøver og undertiden korrigerer i noderne både under og efter opførelserne, som jeg oplevede det i Tallinn. Ser man hans partiturer, står der typisk 9. eller 12. version. Pärt er aldrig sikker på hvordan musikken lyder før han hører den spillet. Han ved ikke hvordan musikerne opfatter det han har skrevet. Og netop fordi Pärts udtryk er så skrøbeligt, er det altafgørende at musikerne rammer det helt præcist.”

Trøst og forsoning
Henrik Marstal fortæller at Pärts værker kan opfattes som en slags lidelsesværker. De er komponeret i direkte kristent fodspor som en musik der skal trøste menneskeheden - få os til at forsone os med vores skæbne, nemlig at vi skal dø.
”Når Pärt, hans kone og jeg mødtes, betonede han ofte de mystiske kvaliteter ved musikken som ikke mindst gælder for hans egen musik. Han er meget optaget af den omstændighed at musikken bærer på nogle hemmeligheder som gør den magisk, og som det ikke tilkommer os at forsøge at afdække. Det kunne være virkelig syret. Men så er det at Nora altid sidder ved siden af som en slags oversætter for ham. Hun uddyber, perspektiverer eller forklarer hvad Pärt lige har sagt,” fortæller Henrik Marstal.
Musik så mystisk når komponisten en sjælden gang selv sætter ord på den. Musik så enkel, skrøbelig og ren når man spørger Pärts millioner af fans verden over. Unge som gamle lytter til og bruger hans værker. Selv den etablerede rockverden dyrker ham. I USA findes der pladeforretninger der udelukkende sælger rytmisk, elektronisk musik - og så Pärt.
”I den fortravlede, delvist rodløse virkelighed vi lever i i dag, tilbyder Pärt en musik der ved hjælp af stilhed og afdæmpethed åbner for lytterens eftertanke og øger dennes sensibilitet,” mener Henrik Marstal. Musik man kan søge ind og bo i, som Björk har sagt.

Bogen
Henrik Marstals ”Arvo Pärt - længslen efter de hvide tangenter” udkommer på Gyldendal 9. maj.

Priskoncerten
DR Vokalensemblet, DR Radiokoret, DR Radiosymfoniorkestret. Dirigent: Tönu Kaljuste

Arvo Pärt: Cantus in Memory of Benjamin Britten for strygeorkester og klokke (1977/1980).
Arvo Pärt: L’Abbé Agathon for cello-oktet og sopran (2004). Solist: Patricia Rozario.
Arvo Pärt: ”These Words …” for strygeorkester og slagtøj (Uropførelse. Bestilt af Léonie Sonnings Musikfond)

Musikprisen overrækkes af Esben Tange

Pause

J.S.Bach: Singet dem Herrn ein neues Lied. Motet.
Arvo Pärt: In principio for kor og orkester (2003).
Radiohusets Koncertsal, torsdag den 22. maj kl. 20

Koncert i Garnisons Kirke, tirsdag den 20. maj kl. 20 med Athelas Sinfonietta og Ars Nova Copenhagen
Dirigent: Paul Hillier