|
Claus Johansen fortæller om den blandede modtagelse Haydns Skabelsen fik ved sin københavnske førsteopførelse.
Skabelsen blev spillet og sunget første gang i Danmark om
eftermiddagen den 14. oktober 1801 af et kor og orkester på omkring 200
personer for mange tusinde mennesker – noget helt enestående dengang.
Det fandt sted i Frue Kirke, og koncerten var arrangeret til fordel for
de sårede og faldne i Slaget på Rheden den 2. april.
Det var
moderne musik de tusindvis af københavnere gik ind til den onsdag
eftermiddag i den kølige gamle middelalderkatedral. Haydns mesterlige
oratorium var blevet uropført i Wien bare tre år tidligere.
Arrangementer for blæsere, kammerensembler, fire- og tohændigt klaver
strømmede ud over Europa. Men originalen er den bedste. Partituret blev
trykt år 1800, og samme år blev den spillet i både Wien, London og
Paris – trods Napoleonskrigene. Det var denne autentiske version
københavnerne fik at høre, ligesom det er den samme version vi
genopfører på Frederiksberg Rådhus den 17.februar.
Oratoriet
beskriver verdens tilblivelse længe før Darwin og uden mindste tanke på
Big Bang-teorier. Teksten er naivistisk og vidunderligt troskyldig.
Haydns musik er alt andet. Han leverede avantgarde-lyd med nye og
ukendte chokeffekter og ganske voldsomme virkemidler, men også med
klassisk skønhed og himmelsk naturidyl. Orkestret maler og beskriver
henover den velkendte tekst, kedeligt er det aldrig. Overalt vakte den
moderne musik sensation.
Det var modigt at man valgte så
avanceret musik til koncerten i København. Indtægterne tilfaldt
Understøttelsesfondet, og opførelsen fandt sted en onsdag eftermiddag i
den gamle Frue Kirke (altså den der senere blev ødelagt under
bombardementet). Det hele blev gentaget 14 dage senere ved en koncert
til fordel for fattigvæsenet. Tilstrømningen var kolossal – man mener
at der kom mere end 6000 tilhørere i alt!
Så stort publikum,
kor og orkester havde ingen oplevet før i København. Kunstnere fra Det
kgl. Teater, musikere fra Kapellet og byens mange dilettanter havde her
forenet sig om udførelsen som oversteg alle forventninger selv om der
ikke havde været tid til ret mange prøver, landet var jo mere eller
mindre i krig.
Folket jublede, men byens konservative
komponister var ikke glade, og smagsdommerne var langtfra tilfredse med
den moderne musik. Den ”gamle Schiønning” var slet ikke glad. Musikken
var på et par numre nær mere kunstig end indtagende.
Kapelmester
Kunzen, der åbenlyst havde munden fuld af sure rønnebær, skriver en
småsur anmeldelse til et tysk tidsskrift hvor han gør opmærksom på, at
denne musik ikke kan have lang levetid. Kunzen var Mozarts mand – ikke
Haydns. Han var i branchen og skrev selv kantater og passionsmusik, men
brød sig slet ikke om kapelmester Haydns mange effekter med hvalfisk,
solopgang, brølende rovdyr, kvidrende fugle og de nyskabte
menneskevæsner Adam og Eva der af den erotiske Haydn fremstilles som
ikke bare forelskede, men faktisk ret sexede.
--- med hvor
megen Flid og Dygtighed end Korene ere udarbejdede, hvor stor
Komponisten end viser sig som Harmoniker, hvor megen Kunst der end er
anvendt i Behandlingen af Instrumenterne, kan man dog ikke skjule for
sig selv, at Musikken ikke passer til Ordene og Ordene ikke til
Musikken, at Deklamationen er skødesløs og forfejlet, at Personerne
ikke ere karakteriserede, idet Englenes sang ofte står tilbage for
Adams og Evas, at Recitativerne ere tørre og knudrede, at Sangstemmerne
ere behandlede som Instrumenter og trykkes sønder og sammen af
Bi-instrumenternes Larm, at Sangen er afbrudt og ikke gør sig
tilstrækkelig gældende, at Mellemtonerne, der ikke ere de favorableste
for Sangerne, ere brugte for meget, at Afmalningen af Sneflokkene – en
usynlig Genstand – af brølende Løver, syngende Lærker, kurrende Duer,
den klagende Nattergal – uagtet Digteren siger, at den den gang endnu
ikke har klaget – og de evindelige Penslerier igen sætte os tilbage i
den Regnbuen malende Telemanns Tider, at Stilen er uens, snart moderne,
snart gammelfrankisk, snart gejstlig, snart alt for teatralsk, at der
heller ikke fattes Reminiscenser, langtrukne Steder, Gentagelser og
Trivialiteter, der stikke så meget desto grellere af mod de ophøjede
Kor.
Der var godt nok ikke meget at råbe hurra for. Men Kunzen
er opmærksom på at Skabelsen betegner en helt ny fase i forholdet
mellem sang og instrumentalmusik – til fordel for instrumentalmusikken
– hvilket efter hans begreber bare er helt galt da det har ”en
uberettiget og revolutionær karakter”. Han indrømmer dog nødtvungent
til sidst at de mange ”fejl” nok mest skyldes digteren, og hvis nogen
skulle sætte den slags i musik, måtte det jo være Haydn og ingen anden,
for hans styrke ligger i intrumentalvirkningen.
Hvad han har
gjort ud deraf, er da også hverken mer eller mindre end en uendelig
symfoni gennemvævet med recitationer og ophøjede kor.
Skabelsens
tredje opførelse fandt sted ved Det kgl. Kapels koncert på Det kgl.
Teater den 21. november 1801, og derefter holdt den sig på repertoiret,
men ikke som i Stockholm hvor den ganske enkelt blev kult. I København
opførte man den gennem mange år blot i uddrag og sjældent mere end en
enkelt af de tre dele.
|
|
