75 minutters indre stilhed

12.10.2012

af Louise Skovbæch

Arvo Pärts Passio er et af det 20. århundredes helt store mesterværker. Uforligneligt smukt, foruroligende og stærkt.

Passio er om noget det værk, der viser Pärt som enkelthedens mester. Teksten er Johannesevangeliets dramatiske beretning om Jesus, der bliver svigtet af sine disciple og spottet af sit folk. Det er historien om Pilatus, der vakler i sin dom men alligevel ikke forhindrer korsfæstelsen, og det er billedet af Jesus, der dør på korset. Alt er kendt på forhånd, men bliver nyt igen.

Pärt lægger evangeliets ord frem i enkle og stringente former – men ikke som vi kender det fra Bach. Her er kun Jesus og Pilatus enkeltpersoner, der har deres medstemme i orglet, mens evangelistens stemme er en kvartet af solosopran, -alt, -tenor, -bas på den ene side – varetaget af Theatre of Voices - og obo, fagot, violin og cello på den anden – varetaget af estiske NYYD Ensemble. Folkeskarens skrig og beskyldninger, Peters fornægtelse, Pigen og Soldatens spørgsmål – de er alle lagt i korets hænder – Ars Nova Copenhagen.

Den engelske dirigent Paul Hillier dirigerer igen værket her i København, hvor han har opført det 2 gange tidligere – begge gange i en fuldstændig udsolgt Marmorkirke.

Paul Hillier har forestået flere end 50 af værkets første opførelser og dirigerede ECM-udgivelsen fra 1988, der for alvor gjorde værket kendt med hans Hilliard Ensemble. Og dengang som nu, er det Pärt-specialisten Christopher Bowers-Broadbent, der spiller orgel.