KANON!

Hvor mange kan huske kulturkanonens klassiske musikværker i dag? Musikprofessor Mogens Christensen ønsker ikke at kanon-værkerne går i glemmebogen. Han har udgivet en kanon-lærebog der kan bruges som skohorn til den klassiske og den ny kompositionsmusik.

Af Birgitte Antonius

Han har fået børn til at sætte musik til vikingeskibe i Roskilde, til kroppens lyde i Frederikshavn og til Otto Frellos malerier i Varde. Samtidig har han samarbejdet med mange af landets symfoniorkestre og ensembler for at formidle den klassiske og den nye musik til børn. Nu har professor i musikformidling på Vestjysk Musikkonservatorium Mogens Christensen udgivet en lærebog som kan hjælpe både lærere og elever til at komme ind under huden på kulturkanonens klassiske musikværker. Hans hensigt med bogen er at den kan blive et led i musikundervisningen for de lidt større børn. Dem fra 3. klasse og opefter.

Overtoner og rollespil
"Vi ser et knæk i interessen og nysgerrigheden for denne type musik når børnene er blevet for gamle til småbørnsformidlingen. Når de føler sig lidt talt ned til af bamser og remser. Dette er et forsøg på med mere kreative midler at fastholde deres musikalske interesse," siger Mogens Christensen. Han har netop afsluttet dagens kursus for lærerstuderende på Ribe Seminarium. Selv om han har været på det meste af dagen, fortæller han engageret om udfordringen med dele af skolernes musikundervisning som kulturkanonen. Og ikke mindst om kreative tilgange til den klassiske musik. Bladrer man lidt i bogen, kan man finde forslag til at arbejde med Nørgårds 3. symfoni og Carl Nielsens opera Maskarade. Det kan være alt lige fra at spille roller fra operaer til at arbejde med overtoner ligesom Nørgård.

Ingen fordomme
Hvorfor værker fra kulturkanonen?

"Skønt kanonen næsten er glemt i dag - ikke engang fagfolk kan huske indholdet - har de udvalgte værker en kvalitet der gør at de fortjener at flere får lov at stifte bekendtskab med dem. Kanoniserede eller ej," mener Mogens Christensen. De kan ifølge ham danne en udmærket indgang til generelt at vække børnenes interesse for klassisk musik.

"Børn er lette at gøre nysgerrige over for både klassisk musik og den moderne kompositionsmusik. Børn har ingen hårdt optrukne fordomme over for disse musiktyper," siger Mogens Christensen og fortsætter: "Men noget musik har brug for et skohorn. Det gælder både inden for klassisk, jazz og ny kompositionsmusik. Og udfordringen er at give dem et ægte ejerskab til disse genrer og stilarter."

Men han påpeger samtidig: "Der er et modsætningsforhold i at bruge så mange penge på kultur og kanon uden at der er nogen som helst nævneværdige tiltag til at fange befolkningen op og gøre dem interesseret." Derfor håber han at der med tiden bliver uddannet fagfolk som kan formidle musikken. Måske i et samarbejde mellem musikere og lærere.

"Konservatorierne kan måske påvirke seminarieundervisningen i musik. Vi burde udnytte de potentialer der ligger i et samarbejde," siger Mogens Christensen.

De magiske sprækker
Kreativitet kan ikke testes på samme måde som matematik-kundskaber. Men Mogens Christensen påpeger vigtigheden af at kunne håndtere og strukturere sin kreativitet og foreslår "at der ud over skolens faglige rum - hvad skal vi lære? - og pædagogiske rum - hvordan skal vi lære det? - også etableres et kunstnerisk rum." I et sådant rum er videndeling ikke udelukkende tilrettelagt af voksne mennesker, men i et fantasifuldt samspil mellem børn og voksne. "Lærerrollen er her anderledes. Hvis et barn spørger: "Hvordan lyder døden?", bør det ikke besvares med at det ved vi ikke noget om. Børnene har generelt ingen problemer med at udtrykke døden eller tilsvarende emner i musik," mener Mogens Christensen.

"Det handler om at finde nogle magiske sprækker i den viden vi har. I stedet for at gå uden om ting vi ikke ved, burde vi formulere nogle gyldne spørgsmål om netop disse ting. Give børnene en mulighed for at gøre sig tanker, forestillinger og lyde herom.

Det kan f.eks. være et historisk emne om hvordan Grauballemanden kom af dage. Var det et ritual? Et banalt mord? Her er børnenes bud i princippet ligeså gode som de voksnes - og udtrykkes det bud i en lille musikalsk fortælling, ophæves PISA-tænkningens "sandt/falsk" for et øjeblik af kunstens mere subjektive "mening/ikke mening". Musik frembringer hermed en indlevelse," mener Mogens Christensen.

Nogle vil måske mene at den form for "omskrivninger" af historien er ulødigt. "Men de glemmer i så fald at f.eks. Kulturministeriets Kulturkanon jo netop giver en del eksempler på denne form for kunstnerisk indpakning af Danmarkshistoriens gyldne sprækker. Tænk blot på Kongens Fald af Johannes V. Jensen og Heises Drot og Marsk, slutter Mogens Christensen.