Af Claus Johansen
I 1700-tallets København var man dybt bekymret over tidens
virtuosvæsen. Her hos os dyrkede seriøse kunstnere jo det ægte, det
dybe og det oprindelige, sagde man, det var så fremmed med alt det
udvendige - al denne visen sig frem. Men publikum købte billetter, for
det er sjovt at høre virtuoser og se deres hundekunster. Der var f.eks.
violinisten Lolli, som kunne skrive og udføre stykker så svære, at
københavnerne diskuterede, om han var gal eller genial. Nogle kaldte
ham violinspillets Shakespeare, andre kaldte ham en nar. Han spillede
toner så høje, at man knap kunne opfatte dem og dertil dobbeltgreb og
triller uden lige. Han var egentlig en smuk mand, men klædt ud i tidens
nyeste og overdrevne modetøj, så han virkede både latterlig og krukket,
når han med største lethed på sin violin efterlignede lyden af en
fløjte, en lut, en sækkepibe, en hanes galen, en hunds gøen og
naturligvis fuglenes sang. Men de kom alligevel for at se ham, høre ham
og bagefter sladre om ham. Dengang var det en totaloplevelse at gå til
koncert, ganske som det er, når man oplever rytmisk musik i dag.
Majema, majema, huk, huk, huk
I samme periode
kunne københavnerne møde den berømte abbed Vogler, der tryllede på
byens orgler. Hans værker blev kaldt tonemalerier og illustrerede
historiske begivenheder, naturoplevelser som Aftenpromenade på
Rhinstrømmen afbrudt af Torden eller eksotiske situationer med titler
som Hottentotternes Vise i Caffernes Land bestående af tre takter og
ordene Majema, majema, huk, huk, huk. En kritiker spurgte, om Vogler
ikke kunne tænke sig at skrive et stykker, der hed Den overordentlige
Kulde, der herskede i Skt. Petersborg i året 1748. Det er let nok at
gøre nar af en virtuos, men en stor dansk forfatter huskede senere med
glæde på den besynderlige orgelspiller Vogler: "Når han med begge
Armene, midt i den hjertegribende Musik nedtrykkede Tangenterne for at
efterligne Lydene af Jerichos nedstyrtede Mure, saa synes det mig, det
var et dristigt Indfald," skriver Oehlenschläger, og tilføjer:
"Rigtignok hørte jeg mange skjælde ham ud for en Charlatan."
Ekstremsport
Virtuoserne har besøgt os siden
middelalderen, og selv under kriser og krige strømmede de ind og ud af
landet. Fra begyndelsen af 1800-tallet har vi også produceret en del af
dem selv. Det er folk, som kan deres fag og lidt til. De bliver betalt
for at drive deres stemmer og instrumenter til ekstremer. Er de
strygere, skal de gerne op i den evige sne, hvorfra de henter
instrumentets allerhøjeste toner. Pianisterne spiller hurtigere end
alle andre, det skal helst lyde, som om de har mindst tre hænder.
Blæserne holder toner så længe, at man frygter for deres helbred.
Skalaer og treklange vælter ud af deres instrumenter i rasende fart.
Dybe instrumenter som tuba og kontrabas bliver udsat for det, de er
dårligst til: Vilde løb, store spring og uhyggeligt høje toner. Men det
er sangerne, som har trukket flest folk til; især dem med høje lyse
stemmer. Det er kombinationen af lækkert udseende og seksuel
udstråling, som koblet med en erotisk lyd kan få det til at kilde andre
steder end ned ad ryggen. Man går ikke kun ind for at høre en tenor
eller en sopran, de skal også ses, og de kvindelige sangere skal helst
være klædt som filmstjerner, teaterdivaer eller prinsesser i flotte
kjoler og med de dyreste juveler. Det gør ikke spor, at de opfører sig
som det, de er: Primadonnaer. Men hvis en fagottist gør det samme,
bliver han uhjælpeligt til grin.
Koncert og cirkus
Der er noget latterligt over
virtuoserne, men også noget lidt hyggeligt og gammeldags. De er i
familie med varietéernes folk, med tryllekunstnere, hypnotisører og
kortspillere og de har udgangspunkt i gamle dage, da det var en
naturlig ting at gå i kjole og hvidt efter mørkets frembrud. Man
behøver ikke være marxist for at bemærke, at den store virtuostid
begyndte, da industrisamfundets blomstrede op i begyndelsen af
1800-tallet. Borgerskabet ville underholdes, og da de manglede adelens
kulturelle dannelse, skulle de ikke røres og bekræftes, men imponeres
og forbløffes. Afstanden mellem koncertsal og cirkus blev nok lidt
mindre. Koncertsalene blev til gengæld større, instrumenterne
kraftigere og billetpriserne højere. Siden da har musikken været
flottere, kraftigere, længere, hurtigere og i det store hele mere
direkte.
Badutspringere
Trods de mange år bliver der
stadig set lidt ned på virtuoserne. Det kan ikke være anderledes, for
klassiske musikliv er stadig befolket af snobber, og virtuoserne er
stadig omgivet af et skær af cirkus. Sådan var det fra begyndelsen. Den
københavnske Morgenpost sammenligner i 1784 de vandrende virtuoser med
"Bjørnetrækkere, Taskenspillere og Krumspringmagere". Holdningen findes
endnu blandt både musikelskere og anmeldere. Kvalitetsforskellen på et
virtuosnummer og en såkaldt seriøs komposition er imidlertid svær at
finde. Måske fordi den ikke eksisterer. Megen dårlig musik kaldes
seriøs, og megen god musik er bare skrevet for sjov, direkte til en
kunstner, som havde særlige evner. Sådan var det, og sådan er det
stadig.
Mørkemænd
Virtuoserier er nemlig sjældent fine
nok til rigtige koncerter, hvilket er en uundgåelig følge af, at vi de
sidste 130 år har behandlet klassisk musik som noget indforstået,
alvorligt, næsten helligt, der helst skal afvikles for et indforstået
publikum i mørke og tavshed af latterligt seriøse ældre mænd i kedeligt
tøj. Den attitude udelukker megen glæde og skræmmer naturligt nok en
del normale mennesker langt væk. Vi burde snart vokse fra den.
|
|
