|
Elvi Henriksen (1916-2003), der spiller den rigtige udgave af Matadors kendingsmelodi. Foto Det Kgl. Bibliotek
Gæt
engang hvilken - det er selvfølgelig kendingsmelodien fra den Matador.
Krøniken om Korsbæk som vi alle sammen er lidt i familie med, bliver
ledsaget af enkle og ørehængende toner
Af Jens Cornelius
Lørdag aften 11. november 1978.
Temaet fra Matador høres for første gang og er godt på vej til at blive
en af Danmarks kendteste melodier. Et roligt og enkelt tema spillet af
klaver og et kammerensemble. Egentlig ikke nogen sangbar melodi, men
genkendelig efter første gennemhøring. Udtryksfuld uden at være
sentimental. I pagt med seriens fortidige sceneri. Kort sagt en
kendingsmelodi der løser opgaven perfekt.
Melodien er skrevet af
Bent Fabricius-Bjerre der har lavet underholdningsmusik i mere end 50
år. Han er en god pianist, men det er ikke ham der spiller indledningen
til de 24 afsnit af Matador. Hvem der spiller - og historien bag
melodien - kom først frem i 1994 da Fabricius-Bjerre udgav sine
erindringer Klaver med mer'.
A la Tjajkovskij
Her
kan man læse at instruktøren Erik Balling straks godkendte selve
melodien som Fabricius-Bjerre havde lavet uden anstrengelser. Der var
penge til overs i produktionen, så Fabricius-Bjerre fik frie hænder til
at lave en storladen indspilning med 60 musikere fra Det Kgl. Kapel.
Orkesterarrangementet var skrevet i en fart af englænderen Robert
Cornford, og den fine gamle pianistinde Elvi Henriksen skulle spille
soloen. Klaverstemmen havde Elvi Henriksen selv lavet i overdådig stil
a la Tjajkovskijs Klaverkoncert.
En ommer
"Sikke
noget lort", lød Erik Ballings stemme ude fra teknikrummet da stykket
var blevet spillet igennem. Han krævede en helt anden enkelhed og
slidstyrke af sin kendingsmelodi, og alle blev sendt hjem igen.
Henover
weekenden lavede Bent Fabricius-Bjerre sit eget kammerarrangement for
klaver, strygere, obo og klarinet. Og det kunne Balling bedre lide.
Igen var det Elvi Henriksen på klaver, og førsteviolinen spilles af
entertaineren Kim Sjøgren der dengang var purung koncertmester i Det
Kgl. Kapel.
Aldrig udgivet
I løbet af de
snart 30 år der er gået siden Matador-melodien første gang klang i de
danske stuer, har melodien fået en total udbredelse i det danske folk.
Den er et yndet nummer for musikskole-elever, den høres i stormagasiner
(som hyldest til Mads Skjern?) og har nærmest dannet skole inden for
kendingsmelodier og jingler. Temaet fra tv-serien Krøniken er musikalsk
nært beslægtet med Matador-melodien.
Endnu savner man dog en
forklaring på hvorfor den velkendte version fra tv-serien aldrig er
blevet udgivet på plade. Selv på DR's egen cd med tv-kendingsmelodier,
Toner fra skærmen, hører man en oppustet version med trommesæt. Den
udgave er med Bent Fabricius-Bjerre selv ved klaveret, og spørgsmålet
er om Elvi Henriksen nogensinde har fået ordentlig kredit for sit livs
mest udbredte indsats.
Melodien er hver mands eje - og det er noderne også. Alle kan nemlig
hente klaverarrangementet gratis på nettet hos Metronome der har
udgivet Matador på dvd. Klik http://www.sandrewmetronome.dk/matadoronline/ressourcer/noder.htm - og spil selv!
Elvi
Henriksen (1916-2003), der spiller den rigtige udgave af Matadors
kendingsmelodi, kunne selv have været forlæg for en tv-serie. Hendes
liv var med hendes egne ord delt mellem manegen, tribunen og teatret, i
nævnte rækkefølge. Hendes forældre var fjerde generation af
artistfamilien Braatz Barra og turnerede som musikartister sammen med
deres to døtre. Elvi Henriksen optrådte med klaver og saxofon og blev
som voksen en anerkendt koncertpianist. Hun var repetitør ved Den Kgl.
Ballet og giftede sig med balletdanseren Niels Bjørn Larsen.
|
|