Skrigere og råbere
Tegning: Gitte Skov
De var så glade, instruktør Mikael Melbye og dirigent Frans Rasmussen. For da de annoncerede efter børn mellem 10 og 14 år til Tivolis juleforestilling Oliver, meldte hele 283 piger og drenge sig til optagelsesprøven. Ud af dem skulle instruktøren og dirigenten bare finde 50 med talent for at synge og danse. Det bliver da ingen sag, tænkte de to erfarne herrer som havde annonceret i alle de store, danske dagblade og via kor og musikskoler. Skuffende Men de skulle vise sig at blive skuffede. Meget skuffede. Og chokerede og foruroligede over børns musikalske tilstand anno 2007. ”Helt bevidst havde jeg valgt at børnene skulle synge den sværeste melodi fra musicalen så vi med det samme kunne skille fårene fra bukkene. Og den er svær. Men der var faktisk ingen af de 283, der kunne synge den,” siger Mikael Melbye der selv havde en karriere som operasanger inden han begyndte at instruere og lave scenografi til musikdramatik. ”Faktisk kunne forbløffende mange af børnene overhovedet ikke synge. De stod og nærmest råbte og vidste simpelthen ikke hvad det vil sige at bruge stemmen til sang. Det virkede som om både børnene og deres forældre lige havde rejst sig fra en omgang Stjerne for en aften på tv, og de troede bare at man kunne stille sig op på scenen, og så gik det hele af sig selv,” siger Frans Rasmussen, en af landets mest erfarne og respekterede dirigenter. Melbye og Rasmussen har sat sig i hver sit hjørne af en sofa i et øvelokale bag Tivolis Koncertsal. De har pause mellem to Oliver-prøver og fortæller veloplagt. Men begge ser de helt trætte ud da de mindes hvor mange optagelsesprøver de var nødt til at overvære. Holdet bag Oliver hørte godt 500 børn for at finde de 50 egnede. Det oprindelige krav om at børnene både skulle kunne synge og danse, endte de med at se stort på. Drømmen om at få den rette sammensætning af mange drenge og færre piger gik heller ikke i opfyldelse. ”Når der endelig var en der kunne synge, sagde vi bare haps - ja tak,” fortæller Mikael Melbye. Råbere Erfaringerne fra Tivoli kan mange nikke genkendende til. Ledere af børnekor og -orkestre fra hele landet fortæller med bekymret mine hvordan børn i stigende grad dukker op til musikalske aktiviteter uden nogen fornemmelse af hvad sang og musik drejer sig om. ”Sang er jo noget der skal udvikles hos børn fra de er helt små. Ellers kommer det aldrig. Til optagelsesprøverne mødte vi børn på 10, 11, 12 år som aldrig havde gjort andet end at stå og råbe og skrige foran tv’et eller til en cd. Det betyder at de rent fysisk ikke er udviklet til at synge,” siger Frans Rasmussen. Førhen sikrede morgensang og musikundervisning i folkeskolen at alle børn i Danmark lærte at skabe toner med deres stemmer. Det kunne lyde godt eller skidt, de kunne elske sangen eller hade den. Men alle fik et forhold til dét at synge. I dag er morgensangen imidlertid aflyst på langt de fleste skoler - der er ikke tid, der er ingen lærer til at akkompagnerer, der er ikke et egnet lokale, lyder nogle af forklaringerne. Samtidig er den obligatoriske musikundervisning indskrænket til timer fra 1. til 6. klasse, og musiklærernes uddannelse på seminariet er stærkt forringet. ”En pinlig prioritering,” siger Frans Rasmussen og Mikael Melbye. Det estiske eksempel I Estland prioriteres musikundervisningen helt anderledes. Børnene møder allerede i børnehaven en musikuddannet pædagog som både synger med dem og via leg introducerer dem for toner, tempo, rytmer og dynamik. De første tre skoleår er der to musiktimer ugentligt plus en times kor, og i 3. klasse også to timers blokfløjteundervisning. Fra 4. til 12. klasse (svarende til den danske 3.g) er der én obligatorisk musiktime om ugen, og så vælger langt de fleste også at fortsætte i et frivilligt kor. Alle musiklærere er specialuddannede og skal kunne spille klaver. ”Grundlæggende lægger al musikundervisning op til at børnene skal bruge den til noget. At de skal synge til et forældrearrangement eller for andre elever på skolen, at de skal deltage i en af landets mange musikkonkurrencer eller i vores store korfestival i Tallinn. Derfor er børnene meget motiverede. De føler at de skal nå noget,” fortæller estiske Piret Mägi der er dansk gift og mor til Morten på 12 år. Hun fornemmer at børn i Estland er glade for deres musiktimer - netop fordi de arbejder frem mod konkrete mål og konkurrencer. Men samtidig har sang og musik altid været en vigtig og stolt del af den estiske kultur og folkesjæl, og Piret Mägi mener ikke at børnene rigtig forholder sig til hvorvidt de bryder sig om at synge og spille eller ej. De gør det bare. Ligesom de regner og læser og cykler og går. ”Som forælder synes jeg at musikundervisningen er meget væsentlig. Børnene møder den traditionelle musik som er så vigtig for vores nation og for vores sammenhold. De får noget værdifuldt med sig. De skal jo vide hvor de kommer fra, for at føle sig som del af fællesskabet,” siger Piret Mägi. Den samarbejdende krop Tilbage i øvelokalet bag Tivolis Koncertsal mener Mikael Melbye og Frans Rasmussen tilsvarende at de danske børn og hele samfundet går glip af noget væsentligt som følge af den manglende fokus på sang. ”Rent fysisk er det jo sundt at synge. Lungerne bliver fyldte, og ilt løbet gennem kroppen så den på en måde bliver renset. Børn lærer også noget om deres krop, om hvad den formår når de synger,” siger Mikael Melbye. ”Og så er der hele det sociale aspekt,” tilføjer Frans Rasmussen. ”Man taler så meget om at børn vel lige så godt kan spille fodbold som de kan synge. Begge steder optræner de disciplin og samspil. Men det kan ikke sammenlignes. I fodbold går det hele jo ud på at smadre en modstander, og så har du vundet. Når du synger, vinder du kun hvis du arbejder sammen med de andre om at skabe det bedste resultat. Der er noget helt unikt samlende over at synge.” En ildsjæl i toppen Frans Rasmussen og Mikael Melbye er enige om at folkeskolen er det centrale sted at sætte ind hvis sangens vilkår skal forbedres i Danmark. Men de opfordrer også til at morgensang, og fællessang i det hele taget, bliver mere udbredt på arbejdspladser og ved kulturelle arrangementer. Og i sidste ende lader de bolden lande hos ”mændene på toppen”, som de kalder dem. ”Jamen, vi har mennesker som Plummer og Brian Mikkelsen siddende på nogle af landets vigtigste kulturposter, og de er tilsyneladende bedøvende ligeglade med vores del af kulturlivet. Men kan de ikke se at de skyder sig selv i foden på den måde? Når de er så uinteresserede i det mere klassiske kulturliv og prioriterer det så lavt, så ender de jo med at overflødiggøre sig selv. Hvorimod en ildsjæl og en begejstret person på toppen ville inspirere hele vejen ned gennem systemet,” siger Frans Rasmussen. |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
RABATTILBUD
