Tegning: Gitte Skov
Udøvende
kunstnere må finde sig i at blive anmeldt. Men det er en to-vejs affære
at spille musik for et publikum. Så Optakt har bedt sine fire opdagere
der alle er udøvende musikere, om at vende kameraet 180 grader og
anmelde deres publikum.
- Birgitte Antonius: Slangen i publikumsparadiset
- Lisbeth Joensen: Klassisk musik i høje hæle
- Mikela Mann: Russisk event
- Branko Djordjevic: Ballonfart
Slangen i publikumsparadiset
Birgitte Antonius der
spiller klaver, skriver om en eksperimenterende koncertform -
klavermusik med videokunst - og et diskussionslystent publikum.
Publikum
var ikke stort. Faktisk kun to stolerækker i konservatoriets lille sal.
Men den samlede intelligenskvotient måtte være noget over
gennemsnittet. Her var forskere, musikere og filosoffer. Efter en
højtravende diskussion om fri improvisationsmusik og efterfølgende
kaffe og kage var det blevet koncerttid. Min medspiller (hans
instrument: en bærbar computer) og jeg havde fået den ære at spille for
det veluddannede publikum. Jeg havde lagt mine klavernoder til rette på
flyglets nodeholder. Musikken var af Schumann og Ravel. Men som noget
nyt havde musikken fået ledsagelse af videokunst. Eller det skulle i
hvert fald forestille kunst. Vi havde længe moret os med at lave
videoer som slet ikke passede ind i musikken. Ravel blev ledsaget af
dansende Teletubbies. Schumanns livsglade musik blev akkompagneret af
nødlidende afrikanere.
Publikummet sad andægtige og kiggede på
den tomme skærm. Febrilsk skimmede jeg nodebilledet på Schumann.
Publikum sad meget tæt på os. Jeg prøvede at skjule mig bag det store
flygel, men en dame med et stort fotografi apparat indfangede mig i
adskillige blitzlys.
Jeg satte Schumanns stykke om sommerfugle
an. Publikum begyndte at skramle lidt med stolene. Jeg kiggede op og
opdagede at min medspiller kæmpede en brav kamp for at få videoen med
alle de nødlidende til at starte. "Stop, stop!" råbte han til mig.
Publikum virkede irritabelt. Men endelig kørte det for os. Og efter
otte minutter og en digtoplæsning havde vi gennemført vores bud på
moderne kunst. "Som I sikkert ved, har I fået et meget
diskussionslystent publikum," sagde damen som for nogle minutter siden
havde jagtet mig med kameraet. Min medstuderende og jeg rejste os for
at modtage publikums dom. "Det bedste politiske kunst jeg længe har
set," sagde en kunstner som bl.a. havde lagt musik til Farums
underjordiske gange. Publikummet var nysgerrigt og tog vores
provokationer til sig. Hvordan var vi kommet på idéen? Hvad var vores
mission? Stolte rankede vi ryggen. Det var ikke meget de havde lagt
mærke til musikken. Den var bare underlægning til vores kunst. Ja, vi
var vel nærmest blevet kunstnere! Politiske kunstnere vel at mærke. Men
pludselig rakte en mand på første række hånden op. "Det virker ikke
gennemtænkt. Det er bare en provokation!" Resten af publikum
protesterede, men han blev ved. Sagde at vi egentlig bare var nogle
letsindige unge mennesker som ville lave rav i den. Som slangen i
publikums-Paradiset bed han sig fast og krævede svar som vi ikke kunne
give.
Endelig sluttede seancen. Nogle blandt publikum
udvekslede telefon- numre og mailadresser med os. De ville gerne se os
igen. Jeg trængte til lidt frisk luft, men stødte på Slangen i døren.
Han virkede lidt mere imødekommende nu. "I kunne måske lave et nummer
om mobiltelefonerne der konstant ringer i det offentlige rum," foreslog
han. Jeg påpegede at han ikke virkede særlig begejstret for vores
forehavende. "En skal jo spille Djævlens advokat," svarede han og gik.
Læs mere om Birgittes eksperimenterende koncertform
Klassisk musik i høje hæle
Lisbeth Joensen der er sanger,skriver om en koncert der bryder med publikums forventninger.
På
et umotiveret sted på flygelets åbne låg ligger en rød rose og vipper.
Publikum undrer sig. Hvad laver den der? Det er da mærkeligt! Det er vi
ikke vant til! Sådan gør vi nemlig ikke til en klassisk koncert. Eller
gør vi?
Den klassiske koncert handler i høj grad om publikums
forventninger. Men hvad sker der hvis man fjerner forventningerne ved
en konservatoriekoncert med kendte lieder af Hugo Wolf? Er publikum så
stadig med?
Denne aften er de med. Fra jeg synger den første
strofe til min rose og løfter blikket mod publikum, til jeg breder
armene ud på det sidste høje A, er de med. Tak!
De sidder som
sædvanlig ikke på de første tre rækker. Heller ikke på fjerde række er
der liv, så jeg må hæve blikket en smule for at føle at jeg når dem.
Men der er genklang. På alle besatte rækker. Sommerfuglene i maven
forsvinder hurtigt, og jeg kan fokusere på mit musikalske og dramatiske
budskab. Og når publikum kvitterer med bemærkninger som: "Herligt,
moderne udtryk", "Forfriskende utraditionelt" og "Tænk at du kunne gå
sådan i så høje sko", så har koncerten givet tilhøreren noget sundt at
tænke på.
Klassisk musik kan nemlig godt gå i høje hæle!
Russisk event
Mikela Mann, der spiller fløjte, skriver om at tiltrække publikum og give dem en oplevelse der rækker ud over selve musikken.
Når
man trådte ind i koncertsalen, blev man mødt af kommunistiske flag,
uniformerede musikere og russisk champagne. Koncerten var arrangeret af
det fynske musikkonservatoriums performerlinje og havde russisk musik
og kultur som tema. Som performerstuderende forventes det næsten at man
præsenterer nyere klassisk musik i anderledes konstellationer. Vi havde
forberedt os i mange måneder forinden, sat os ind i det russiske
repertoire samt studeret en smule litteratur. En Ruslands-ekspert havde
været ude at holde et foredrag for os, så vi følte os helt klar til at
præsentere et, syntes vi selv, ret gennemført projekt.
Før
koncerten invaderede vi den lokale cafe og spillede værker af
Gubaidulina og kastede om os med flyers. Vi håbede at det ville skabe
en smule opmærksomhed, og folk ville komme langvejs fra for at høre
vores koncert.
Da jeg trådte ind i koncertsalen om aftenen,
måtte jeg sande at vores lille event ikke havde haft helt den ønskede
effekt. Salen var skam pænt fyldt, men det var hovedsaglig venner og
familie, vores faste støtter!! Cafeens gæster syntes ikke at være
dukket op, gad vide om vi egentlig havde skræmt dem væk, iført vores
sorte bukser, hvide skjorter og røde tørklæder. Mest af alt lignede vi
jo en helt ny dansk kommunistbevægelse.
På selve dagen var jeg
en smule gnaven, vi havde øvet os i timevis på Stravinskijs Four
Russian Songs, og så var vores dejlige sangerinde blevet syg. Men jeg
skulle heldigvis også deltage i andre værker.
Da jeg sad på
scenen, må jeg indrømme at jeg overhovedet ikke bemærkede vores
publikum. Al fokus var på dirigenten, og mest af alt var jeg totalt
blændet af lys direkte i hovedet. Egentlig en kunst at man kan læse
sine noder med så meget frontalt lys. Tricket er ALDRIG at komme til at
se direkte ind i en spot, så er man færdig og praktisk taget blind de
næste 2 minutter.
De resterende kammermusikalske værker blev
spillet rundt om i salen blandt publikum for at skabe en helt intim
atmosfære. Jeg skulle læse nogle digte af Solsjenitsyn, det er altid
lidt mærkeligt at høre sin egen stemme i en mikrofon. Digtene blev
derefter læst op på russisk. Konceptet var gennemført, og publikum nød
et glas champagne i pausen. Da koncerten var færdig, havde vi fået en
lille pige til at dele røde nelliker ud, vi havde hørt at det var
kutyme i det tidligere Sovjetunionen.
Publikum tildelte os en stor applaus og var nok rigeligt mættet på russisk kultur.
Ballonfart
Branko Djordjevic der spiller accordeon, beskriver sit ønske om at nå ind til de dybeste lag af publikums sind.
Psykisk
pres, utallige timers forberedelse, intet socialt liv og dårligt
søvnmønster i mange dage op til koncerten - dette er alt sammen med til
at sikre en god oplevelse for vores kære klassiske musikpublikum når
"dommedagen" endelig er der.
Man står bag gardinerne, er ude
af sig selv af nervøsitet og prøver at følge med i hvem og hvor mange
der er kommet. For hvert menneske der træder ind i salen, pumper
hjertet hurtigere blodet ud til kroppen - hænderne begynder at ryste,
knæene svigter, tankerne flyder. Man er klar til at yde sit bedste.
Det
første indtryk man får når man går ind på scenen, er en teenager der
sms´er, en ældre dame der stadigvæk er i gang med at tage sin frakke
af, og én der er mere opmærksom på det snakkende par bagved end på
mennesket på scenen som er klar til dele ud af sit levebrød. Men man
fortrænger ærgrelsen, skal til at spille sin første tone, og så hører
man ellers døren - KNIIIRK! Én er kommet for sent og vil rigtig gerne
stjæle billedet. Nårh ... Det må han så få lov til. "Nar..."
"Må
jeg starte nu?" tænker man bittert. Man er nødt til at starte fordi man
er ved at sprænges af alle indtrykkene og nervøsiteten på randen af
verdens undergang.
"Endelig!" tænker man, mens "ballonen" er godt spændt. Man er stadigvæk forarget, men nu hjælper det på det.
"Oh,
nej!!! Jeg håber ikke at de har opdaget at jeg har glemt at spille
legato! Oh, nej, oh, nej..." Og så kaster man et hurtigt blik over
publikummet - de er godt med. "Det kan være at det bare var mig der
opdagede det. Men der er én der piller næse! Hvad betyder det? Har jeg
gjort noget forkert? Er måneders arbejde forgæves?!
"Hov! Hvor
langt er jeg kommet i programmet...? Nå, nu klapper de. Op og bukke."
Mens man bukker og tager imod applausen, opdager man hvor begejstret et
publikum man spiller for. "Er det bare det?! Er det takken for alle de
timer jeg har brugt på det? Jeg må hellere tage mig sammen..." Så
spiller man sit livs opførelse og ser at der er nogle der er ved at gå.
På vejen ud skal de lige aftale med deres venner som gerne vil blive,
hvor de skal mødes.
"Nå... Hvis I er uinteresserede, så kan
jeg da også være det... I er ikke de eneste her der kan spille smart!"
Ballonen er sprængt, og man spiller resten af koncerten fuldstændig
uoplagt og ligeglad. Rent rutinejob. "Jeg venter med at give det bedste
til et publikum der fortjener det..."
De mennesker der valgte
at blive, får stadigvæk en god oplevelse, da ens rutine kan række
langt, men koncerten er ikke noget man snakker om. Jeg er godt klar
over at de ting der sker i publikum, ikke er noget jeg skal tænke på,
men man er jo sårbar og meget modtagelig på en scene. Al undvigelse fra
standardopførsel under en klassisk koncert bliver i mine øjne opfattet
som om jeg ikke bliver respekteret, og hvordan kan jeg nå ind til de
dybeste lag af sjælen på et menneske der ikke ser mig som sin ligemand
og derfor er åben for min musik?
Læs mere om Branko Djordjevic - Musiker med krop og sjæl
|
a |
