Hvis
du synes at dit flygel er blevet kedeligt at se på eller drømmer om at
have dit eget kunstværk stående hjemme i stuen, skulle du prøve
følgende forslag. I løbet af en times tid bliver flyglet forvandlet til
et stykke moderne installationskunst med lyde og klange der rækker
langt ud over avantgarden!
Af Birgitte Antonius
Før du går i gang, skal du lige et smut forbi det nærmeste byggemarked og handle ind.
Indkøbsseddel:
23 skruer
10 bolte
3 store bolte
5 mellemstore bolte
1 lille bolt
6 møbelbolte
Desuden: 15 stk. viskelæder (i små størrelser), en plasticdunk, saks, hammer (ikke for stor) og et målebånd.
Hvis
der ikke lige står et flygel hjemme i stuen, så udvælg et. Det kan
f.eks. være Steinway, Hornung & Møller eller Yahama. Ejeren bliver
måske ikke glad for resultatet lige med det samme, men en dag vænner
han sig sikkert til det. Dette gælder også for offentlige institutioner
som f.eks. musikskoler, musikforretninger og musikkonservatorier.
Nu
har du alt hvad du skal bruge! Åbn flygellåget på vid gab så du har
frit udsyn til strengene. Læg de forskellige skruer, bolte og
viskelædere i bunker efter størrelse. Tag saksen frem, og klip
plastikdunken i små firkanter, og læg dem ved siden af de andre bunker.
Nu skal du have alle skruer presset ned i strengene. De skal primært
være i det høje register (de høje toner) på flyglet. Tag målebåndet
frem, og find B (Bb hvis du er mere vant til jazz-sprog). Tryk tonen
ned, og find de to strenge der tilhører tonen. Herfra måler du 10
centimeter ud på strengen. Når du er kommet 10 centimeter ud, tager du
en skrue i hånden og presser den alt hvad du kan ned mellem strengene.
Stop når du kan mærke at den sidder nogenlunde fast. Det gør ikke noget
at den svajer lidt fra side til side. Placér resten af skruerne mellem
de andre strenge. Gerne med en afstand på mellem 3-10 cm. De højeste
toner på flyglet er især velegnede til skruerne.
Viskelæder
klæder i særdeleshed de dybe toner. Men her skal du være opmærksom på
at de går i stykker hvis du presser dem ned mellem strengene. Placér
dem derfor under strengene. Her kan du gå op til 15 centimeter ind på
strengene.
Nu er turen kommet til de forskellige bolte. Her er det
ligegyldigt om de placeres på de høje, dybe eller mellemste toner. Dog
kan det volde problemer at presse de store bolte og møbelbolte ned. Her
kan hammeren være en hjælp. Med et par små slag på boltene glider de
sikkert og nemt ned mellem tonens to strenge.
Nu mangler du blot
plastic-stykkerne. De kan klemmes ned mellem de strenge der ikke har
fået en skrue, en bolt eller et viskelæder. Det kan godt lade sig gøre
at bøje plasticstykkerne rundt om strengene uden at knække dem.
For
at fuldende kunstværket kan du pynte flyglet op med målebånd og hammer,
og de resterende plasticstykker kan drysses rundt om flyglet.
Nu
er kunstværket færdigt. Hvis du trykker tonerne ned, lyder de ikke helt
som de plejer. Men nu er du klar til at spille værker i bedste
avantgarde-stil som John Cage. Hvis du er mere til den gængse klassiske
musik, venter der også en stor musikalsk oplevelse med værker som Für
Elise eller Måneskinssonaten. Hvis du gerne vil spille sammen med
andre, kan du invitere en perkussionist til at spille rytmer med
hammeren på selve flyglet. Måske kunne du invitere dine venner og
familie til koncert? Mulighederne er bestemt mange for dem der tør.
Den amerikanske pianist og filosof John Cage (1912-1992) har
været en vigtig inspirationskilde for den europæiske avantgarde-musik.
Hans grundtanke var at musik er lyde. Han forsøgte konstant at udfordre
lytternes forudfattede mening om musik, f.eks. ved at sætte
metalstykker, søm og skruer mellem flyglets strenge. Pludselig lyder
det mere som et mini-slagtøjsorkester. Hver tangent frembringer sin
egen støjprægede klang. Cage ønskede at forsvare slagtøjet mod tonernes
og harmonikkens overherredømme.
Ideen med at præparere/ forberede et flygel med ting fra
isenkræmmeren har Cage bl.a. brugt i værket Sonatas og Interludes for
prepared piano fra 1948. Efter Cages detaljerede anvisninger i
partituret fylder man flyglet op med søm og skruer og måler afstandene
med målebånd.
Læs også om en online version af det præparerede klaver
|
|