|
Landet har fået ny
kulturminister. Hun hedder Carina Christensen og glæder sig til sit nye
arbejde. Den første tid vil hendes embedsmænd slå en beskyttende ring
omkring hende; en ny minister skal trods alt lige have en chance for at
sætte sig ind i tingene. Derefter vil hun blive jaget vildt. Her i
landet har vi nemlig altid jagtet vores kulturministre.
Tænk hvor pinligt hvis hun ved mere om badminton end om Rued
Langgaard. Stakkels Brian faldt i fælden et par gange og blev straks
udråbt som ignorant. Også Carina skal mobbes. Rygterne, som i
kulturlivet løber skræmmende hurtigt, fortalte dagen efter udnævnelsen
at hun ikke har den store paratviden om kultur. Undskyld, men hvem har
det? Den som kender Beethovens strygekvartetter til bunds, er vel ikke
nødvendigvis også ekspert i Kjeld Abells skuespil eller nyere østjysk
installationskunst. De første måneder vil Carina undervejs i ethvert
interview blive bedt om at nævne sin yndlingssymfoni, hun vil blive
eksamineret i Det kgl. Teaters repertoire og Skagensmalernes særpræg.
Hun vil svare forkert, og så vil hun blive hængt ud som dum blondine.
Et par af Informations (mandlige) læsere har allerede på forskud
betegnet hende som en gås. Det er ikke risikofrit at være yngre
kvindelig kulturminister.
Udøvende kunstnere er altid
utilfredse med den siddende kulturminister som de af en eller anden
grund opfatter som deres private minister. Manuskriptforfatter Bo hr.
Hansen forklarer i en rundspørge i Politiken, at ”kulturministeren skal
være vores alle sammens forælder,” og med alle sammen mener han ikke
hele befolkningen. Carina skal altså ikke alene være kulturekspert, men
også mor for en flok evigt sultne kunstnere. Hr. Hansens misforståelse
deles af flere kolleger som fejlagtigt tror at kulturministeren er til
for kunstnernes skyld. Komikeren Sebastian Dorset udtaler: ”Det ville
være spændende at trække en fra kulturens verden ind som minister”. Ja
det ku lige passe. Hitler er et godt eksempel på hvor galt det kan gå
når man giver politisk magt til en kunstner. Pianisten Katrine Gislinge
siger: ” …Det ville være fedt med en som interesserede sig bare en
lille bitte smule for kunst og kultur.” Hvem siger at Carina ikke
interesserer sig en lille bitte smule for emnet. Forfatteren Hanne
Vibeke Holst mener at ministeren ”skal bevare bevillingerne og beskytte
kulturlivet som det sarte vådområde det er.” Med andre ord: Giv os
nogle penge, og lad være med at stille krav!
Carina
Christensen er tilsyneladende en kvik dame der ikke er bange for at
arbejde. Hun bliver chef for et ministerium og en række styrelser som
beskæftiger nogle af landets førende kultureksperter. De ved hvad de
har med at gøre, og det kan ingen minister lave om på. Hun er ikke
ekspert, og hun skal ikke være ekspert. Hun er ikke kunstner, og hun
skal ikke være kunstner. Hendes job er at tage ansvar, repræsentere
befolkningen, og holde de love Folketinget har vedtaget. Skulle hun
oven i købet komme med et par nye ideer, ville det da være fint. Med
sin alder og sin baggrund kunne hun blive repræsentant for den nye
generation af kulturbrugere. Det er aktive folk som går mere efter
oplevelser end efter paratviden. Og de er sjældent belastede af
kulturelle fordomme.
Skulle vi nu ikke give Carina en chance, bare til en begyndelse?
Claus Johansen
Brugerkommentarer |
|
