Ind i den nye musik
| Af Birgitte Antonius I Esbjerg har byens musikhus netop sendt forårets program ud med posten. Jeg bladrer lidt i kataloget hjemme ved køkkenbordet. De farvestrålende pressefotos reklamerer med nytårsmusik af Strauss, operaerne Figaros Bryllup og Barberen i Sevilla. Ligesom til rockkoncerter og stand up-shows bliver det umuligt at opstøve en parkeringsplads i miles omkreds. Billetterne er solgt inden det sidste nytårskrudt er skudt af. Men ville vi være ligeså ihærdige ved billetlugerne hvis musikken var af Rued Langgaard eller Bent Sørensen? Ja, de klassiske danske komponister vel at mærke! I dag er den klassiske musik ikke glemt, selv om den må leve side om side med mere populære og højtråbende genrer. Men hvor man inden for rock, pop og jazz elsker de nye trends i musikken, er det modsat i den klassiske musik. De fleste kan opremse nogle navne på kendte komponister, men det er som regel fra før år 1900. Det kniber straks mere med navne på danske nulevende klassiske komponister. Måske bortset fra Per Nørgaard... Når symfoniorkestrene samler fulde huse, er det tit med de gamle og kendte komponister på programmet. Og gerne med en kendt og køn solist som trækplaster. Måske vover et kammerensemble sig ud i et enkelt programpunkt med ny klassisk musik. Men man ved godt at det ofte ikke er koncertens højdepunkt. Hvorfor har den nye klassiske musik så få lyttere? Et svar jeg ofte hører, er at musikken bliver opfattet som støjende, mærkelig og svært tilgængeligt for den almindelige lytter. Dog har komponisten som regel ikke ment værkerne som det rene støj. Men publikum og komponist kan ikke rigtig nå hinanden. Og det er en skam, for den nye musik åbner for et spændende og klangfuldt univers. Derfor er formidling af musikken måske vejen frem? På konservatoriet i Esbjerg har man taget initiativ til 12 foredrag om ny musik, eller samtidsmusik som der står i deres folder. Serialisme, Stockhausen og Boulez. Det lyder lidt abstrakt. Docent og komponist Jørgen Mortensen lægger ud med at spørge de fremmødte: "Hvad karakteriserer vores tid? Krig, informationssamfund og hurtige forandringer er blot nogle af stikordene. "I dag kan vi selv udslette verden. Og det skaber frygt," siger Jørgen Mortensen og forklarer at frygten og krigen kan høres i den nye klassiske musik. Ligesom i billedkunst og litteratur afspejler musikken den verden vi lever i. Krig kan f.eks. høres i de pludselige udbrud i musikken. Nogle af komponisterne kaldes for serialister. De komponerer i grupperinger så der hele tiden sker noget forskelligt. Helhedsindtrykket er derfor uforudsigeligt. Ligesom det moderne verdensbillede? Musikeksemplerne af bl.a. John Cage og Webern giver pludselig meget mere mening for mig. Og da vi når til komponisten Ligeti, hvisker min sidemand at musikken nærmest lyder som underlægningsmusik til en gyser. Gyserfilm og en verden i krig. Måske er det en overfortolkning af værkerne, eller også er komponisterne bare en del af vores tid. I hvert fald gik jeg ud fra foredraget med et noget andet syn på ny klassisk musik. Den er hverken meningsløs eller kedelig. Men det kræver en ordentligt formidling. Ellers har de fleste lyttere ikke en chance. Måske kunne nulevende komponister give fremmøde. Komme til koncerterne og fortælle om deres tanker omkring musikken. Og dygtige formidlere kunne gøre os interesserede i de nyere, afdøde komponisters værker. Sætter man musikken i et større perspektiv, rækker det ud over musikken selv og når et større publikum. Og det er helt fortjent. |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
