Af Claus Johansen
Hvem
kan vise mig en CD med Beethovens Julemusik? Eller for den sags skyld
Mozarts og Haydns? De har vel alle foretaget sig et eller andet
musikalsk i slutningen af december, bare ikke noget som satte sig spor.
Bjældekor og engleklang var ikke blandt deres spidskompetencer, som man
siger. Heldigvis. Til listen over utænkelige juleplader kunne vi føje
"Jul med Maria Callas", "Stockhausens største Julehits" eller
"Toscaninis jul" - den er svær at høre for sig.
De rigtige ingredienser
For
at producere rigtig julemusik som kan sælges i vores forvirrede
århundrede, må man have sans for det naive, og det havde de. Man skal
også helst beherske det spektakulære, og det gjorde de i høj grad. Men
især må man kunne skrive, spille eller synge sentimentalt, og der kan
de dårligt være med. Naive, troskyldige ja måske, men sentimentale
bliver de aldrig. Komponister som Stockhausen og Beethoven sender
ganske enkelt på en frekvens hvor skinnende barneøjne, matrostøj og
blævrende tenorer føles så dejligt overflødige.
Flere af deres
kolleger kan dog vrides på plads i julekonceptet. Tag en god sang af
Schubert, arranger klaverstemmen for symfoniorkester (husk harper!), og
få en tredjerangsforfatter til at lave en kvalmende juletekst. Opfør
den med en fed tenor og nogle tynde drenge i matrostøj, hvor svært kan
det være? Når de nu er i gang, så giv dem et ave Maria af Gounod i
bedste operastil. Og slut af med et musicalagtigt medley over de værste
engelske Carols (husk bjælder og rørklokker som ikke stemmer). Du kan
også samle et effektivt slovakisk eller tjekkisk kammerorkester og
indspille en masse melodiøs barokmusik (en trompetkoncert skader
bestemt ikke). På den sidste skæring indspiller du Corellis såkaldte
julekoncert, giv hele indspilningen en titel på engelsk, og pengene er
hjemme!
Det sikre hit
Hvis du er
koncertarrangør, så lav Händels Messias og bliv ved år efter år.
Oratoriet blev vel skrevet som passionsmusik og er nok tænkt til
påsken, men her i landet har Messias været et julehit siden 1946. Det
år opførte den fine dirigent Walter Mayer-Radon den i Københavns
Domkirke med mere end 200 amatører. Den har gået for udsolgte huse jul
efter jul lige siden. Og i vores tid har Messias-epidemien bredt sig ud
over byen og resten af landet. Den virker - ingen tvivl om det. I de
gode år i Domkirken var der mange, som medbragte kaffe og kager til
pausen. Da man efter engelsk tradition ikke måtte klappe efter det
guddommelige Halleluja-kor, rejste man sig op i stedet. Den tradition
er i Danmark blevet til at man rejser sig op under Hallelujakoret, og
bagefter klapper af sig selv, de medvirkende og Händel. Hyggeligt,
folkeligt og helt i julens ånd. Et ægte alternativ til de stående
ovationer er Bachs tre første kantater fra Juleoratoriet som er mere
sjældne hos os fordi de kræver adskillige dygtige musikere på en række
soloinstrumenter og dermed flere prøver og mange flere penge.
Salmerne
Men
hvad er ægte julemusik? I de rette omgivelser - det må jeg indrømme -
fungerer de gamle julesalmer fremragende. De danner forbindelseslinje
direkte til afdøde forældre og bedsteforældre og (oftest) lykkelige
oplevelser i barndommen som bliver så mærkeligt levende når man synger
dem, især foran et træ med lys. Og de virker faktisk også på folk som
mig der ikke tror.
I øvrigt må jeg må indrømme at når det kommer til julestemning, er
jeg et forhærdet tidselgemyt, men klump i halsen og julelys i øjnene er
det da blevet til et par gange ude på gaden.
Englesang og messingsuppe
Der
var en episode med nogle yderst velsyngende musikstuderende på
Købmagergade. De var unge og glade, og de sang jo som engle. Engle og
hyrder synger altid udendørs, det er derfor i fri luft man møder den
ægte julemusik.
For mange år siden: Blæst og rusk-regn,
stressede mennesker, drankere og narkomaner på Vesterbrogade. Men
derhenne ved kirken på Vesterbros Torv: Et nypudset messingensemble fra
Frelsens Hær. De spillede så smukt og ægte at maven blev blød, og
brillerne duggede. Troende, gravalvorlige, men venlige mænd i
uniformer. Det svingede, og deres musik dansede og sendte bølger af
velklang og glæde ud over en grå by.
En vinter i Rom. To
hyrder med skægstubbe var vandret ind fra bjergene. Der stod de foran
et udendørs alter iklædt lammeskind med strikkede huer og blæste på
sækkepibe og et lille kraftigt instrument som hedder ciaramella. De VAR
hyrderne fra dengang, de spillede dansemusik for Jomfru Maria og det
lille barn. Det var nu og 2000 år siden på en gang. Folk gav dem penge,
og de luskede videre til næste hjørne hvor der stod en mand og solgte
kastanjer. Det var jul, det var Rom, og det var ægte.
Kommentar (A. Heine)
Jeg kom faktisk i
noget, der næsten ligner julestemning efter at have læst artiklen. Jeg
kom nemlig til at tænke på en situation, der minder meget om den
citerede: for flere år siden et sted i København, juletravlhed, dårligt
vejr, træt, masser af (sure) mennesker etc.! Midt i alt dette stod et
messingorkester fra Frelsens Hær. Det var næsten som en åbenbaring.
Sindet faldt til ro, verden omkring mig gik i stå. Det var
Julestemning!
|
|
