Kino-orgelet

Af Jens Cornelius

Det er årtier siden, men hvis man nåede at opleve det store kino-orgel i den københavnske biograf Palladium så glemmer man det aldrig.
”Hvad er et kino-orgel?” vil de fleste andre spørge. Historiens gang har også på dette område gravet en afgrund mellem før og nu. Men kort fortalt:

Storhedstiden
I store biografer fra 1920’erne til 1950’erne havde man orgel. Et kino-orgel. På kino-orglerne spilledes der underholdende musik inden filmforestillingen gik i gang. Historisk set var det et levn fra stumfilmens tid hvor man havde en pianist eller måske et helt orkester til at spille ledsagemusik til de tavse forestillinger. Kino-orglerne var den æras tekniske kulmination. De lød så godt og farverigt at publikum ikke ville undvære dem, selv da lydfilmen var blevet opfundet. I stedet for at spille på orglet under filmen, begyndte man derfor at lave en lille orgelkoncert før filmen. Man kunne dog sagtens opleve at orglet supplerede filmen med ekstra lyd, f.eks. interessante lydeffekter der i stigende grad blev bygget ind i instrumenterne.

Det roterende orgel
Kino-orglet i Palladium var et af Europas flotteste og største. Der var i det hele taget ikke sparet på noget i denne teknologisk avancerede biograf der åbnede i 1938 og var designet i overdådig art deco stil. Kino-orglet var en af biografens største attraktioner, især fordi det blev kørt op af gulvet på en roterende, motoriseret platform. Ren science fiction. Organisterne var blandt byens kendteste musikere, og stjerne-kinoorganister fra USA og England gav gæstespil i biografen under stor opmærksomhed. Selv tenorhelten Aksel Schiøtz indspillede plader med ledsagelse af Palladiums kino-orgel.

I dag står resterne af Palladiums kino-orgel på Musikhistorisk Museum. Nede i magasinet. Da biografen pillede orglet ned i 1960, blev det købt af en herre fra Slangerup som opbevarede det i sin kælder. Nu er det i bedre hænder selv om det desværre aldrig vil kunne blive samlet igen. Der er for mange dele der mangler.

Forsamlingshuset ved Vejle
Heldigvis er det alligevel muligt at opleve et førsteklasses kinoorgel i Danmark. I et nedlagt forsamlingshus udenfor Vejle har organisten Anton Stormlund opstillet et engelsk kino-orgel fra 1927 der er fuldt funktionsdygtigt. Han demonstrerer det gerne for grupper på over 12 personer (bestil tid i forvejen, anbefaler han). Læs mere på hjemmesiden www.kinoorgel.dk og i den udtømmende bog Stormlund har skrevet om emnet (”Kino-orglet”, udgivet 2007 på eget forlag).

Man kan også læse om kino-orglerne hos Den Danske Orgelregistrant og på hjemmesiden for orgel-entusiasten Johannes Wienberg-Larsen, der har skrevet sine erindringer om miraklet i Palladium www.wienberg-larsen.dk.
 

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.

 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: