Det høje c

Af Jens Cornelius

Luciano Pavarottis død faldt sammen med det danske gennembrud for amatørsangeren Paul Potts, og i en sensommer-uge havde Danmark tenorer på hjernen. Pavarottis plader slog alle salgsrekorder i butikkerne, der meldte om 100-dobbelt salg, og både BT og Ekstra Bladet ryddede forsiden, efter at Paul Potts havde sunget sine to numre på Rådhuspladsen i København. "REN MAGI" skrev BT, og Potts blev straks engageret til en Danmarksturné i 2008. Billetterne til Potts' turné koster 525 kr. og går som varmt brød. De to tenorer er nemlig ikoner for opera - tykke mænd, der har fint tøj på og synger høje toner - og sammenfaldet mellem den enes død og den andens brød fik det til at se ud som om, Paul Potts skulle bære arven videre.

Kongen af det høje c
Pavarotti blev ved sin død udråbt af den samlede presse som den største operasanger nogensinde. Det var han sikkert også - men i den periode, han var en folkelig operasanger, var han langt fra sin fortids højder. Kongen af det høje c endte med at være tilfreds med at være et ikon.

De danske aviser måtte i mangel på egne fagjournalister trykke en nekrolog skrevet af Ritzaus Bureau, hvor en faktaboks opsummerede Pavarottis karriere. Her fik danskerne at vide, at Pavarotti var søn af en bager, og at han slog igennem i operaen Regimentets Datter, hvor han sang ni høje c'er. Pointen var tilsyneladende, at høje c'er er noget, en tenor synger i opera, når han har lyst, og hvis han kan. Men nu var manden, der kunne det, død, og gratisavisen Metro Xpress konkluderede på forsiden: "Aldrig mere højt c". Med Pavarottis død var den magiske tone simpelthen gået tabt for menneskeheden. Og det gjorde Paul Potts' ankomst så velsignet - tenoren er død, tenoren længe leve!

Alternative noder
Her er det så, at en syrlig stemme må melde sig. Pavarotti sang ingen høje c'er i sine sidste mange år. Og Paul Potts har endnu ikke gjort det. Faktisk er det ganske udbredt, at tenorer rykker de højeste arier ned, så musikken havner i et mere overkommeligt toneleje. Mange tenorer rejser rundt med alternative noder til orkestret, så dagsformen kan bestemme, hvilken toneart, musikken skal synges i. José Carreras gør det i udstrakt grad. Den franske tenorstjerne Roberto Alagna er en del friskere, men sætter alligevel de mest krævende arier en halv tone ned.

Er der andre tenorer, der snyder på vægten? Det Kgl. Teaters operadramaturg Henrik Engelbrecht tøver ikke med sit svar. "Det er der rigtig mange, der gør! Puccinis opera La Boheme er et godt eksempel. Mange tenorer sætter den berømte arie Så kold den lille hånd er en halv tone ned, så den ikke når op på det høje c. Det er et problem, hvis man opfører operaen i sin helhed, for der er ikke noget godt sted at skifte toneart lige inden arien. Kender man operaen i forvejen, lyder det mærkeligt. Men til en koncert, hvor arien er taget ud af sammenhængen, er det selvfølgelig ikke noget problem."

Hvornår sang Pavarotti sidst det høje c?

"I hvert fald ikke de sidste 10 år. Måske skal man helt tilbage til slutningen af 1980'erne. I 1995 sang han nogle katastrofale forestillinger i New York, hvor han prøvede at gentage sin succes med Regimentets Datter. Da gik det op for alle, at han ikke magtede det længere."

Ingen højdeproblemer
Vil man høre det høje c, må man altså enten finde Pavarottis gamle indspilning fra 1960'erne frem eller købe billet til en levende tenor, der ikke har højdeproblemer. "Mange tenorer kan synge et højt c, selv om det findes i forskellige kvaliteter," siger Henrik Engelbrecht. "Nogle nøjes med at markere tonen et øjeblik og gør alle tilfredse med det, andre må klemme den ud. Placido Domingo har altid skullet kæmpe for det. Han har aldrig haft et naturligt højt c, for han er egentlig en baryton, der har lært at synge tenor. Juan Diego Florez har til gengæld ikke nogen problemer overhovedet. Hos ham er der så til gengæld ind imellem udsolgt i det dybe mellemleje, men han befinder sig helt naturligt i højden. Rolando Villazon kan det også, og han er jublende glad, hver gang han har mulighed for at synge et højt c."

Et alternativ er at købe en cd med en helt anden slags musik, for både Sting, Stevie Wonder og mange heavy rock-sangere sprøjter om sig med høje c'er. Den magiske høje tone er ikke forbeholdt buttede mænd i kjolesæt, men sådan har vi vænnet os til, at den skal iklædes. Og synet er ofte nok - så tænker vi os til resten.

Hør det høje c
Luciano Pavarotti: La Boheme af Puccini(Decca 421 0492, optaget i 1972). Regimentets Datter af Donizetti (Decca 414 5202, optaget i 1968). Så kold den lille hånd er (Che gelida manina) fra La Boheme og de forrygende c'er i Ah, mes amies fra Regimentets Datter kan også høres på opsamlings-cd'en Luciano Pavarotti - The Best (Decca 475 6816) med blandede numre fra Pavarottis lange karriere.

Juan Diego Florez: Arias for Rubini (Decca 475 9079). Vor tids store højdesanger. Der er høje c'er - og endda d'er - i hver eneste arie uden problemer.

Paul Potts: På Rådhuspladsen sang Paul Potts et flagrende h (en halv tone under det høje c) i slutningen af Puccinis Nessun Dorma, men højere end det har ingen endnu hørt ham. Se hans optræden på nettet: http://politiken.dk/poltv/?ExtID=2191

Brugerkommentarer