Politianmeldelse
| Af Mette Johansen Der er noget der hedder en sund latter. Derfor må der også være noget der hedder en usund latter. Det er muligvis den der trænger sig på når jeg læser en giftig anmeldelse hvor anmelderen spidder pennen og udfører et elegant formuleret karaktermord. Det usunde kommer af at det går ud over nogen. Måske har de fortjent det, måske har de spildt et højt betalende publikums tid, måske har de skændet anmelderens yndlingskomponist med dårlig forberedelse og misforstået fortolkning. Men måske havde de bare ikke dagen, de gode ben, inspirationen eller evnerne – men de forsøgte dog. Tænk at være de skuespillere og den instruktør der i sin tid blev anmeldt kort og fyndigt af Hans Brix således: ”Anmelde forestillingen? Det skulle da være til politiet.” Jeg kan se en stor fornuft i at anmelde bøger, film, teater og opera. Det er forbrugeroplysning og tit fornøjelig læsning. Men en klassisk koncert er som oftest en engangsforestilling som man ikke kan låne på biblioteket om 14 dage og selv sammenholde med anmeldelsen. Desuden er en klassisk anmeldelse ikke kun en oplevelse hørt og set gennem et temperament. Det er også en bedømmelse farvet af anmelderens forudsætninger der som regel overstiger læserens. Det var tit en stor (og informativ) fornøjelse at læse Hansgeorg Lenz’ anmeldelser, men ve de stakkels musikere der altid, selv om det var et underbetalt provinsensemble, blev sammenlignet med Berlinerfilharmonikerne og derfor ikke overraskende ofte faldt igennem. Det er heller ikke så sjovt at blive skældt ud for ikke at have været til stede, selv om det måske VAR for dårligt at et af de mest spændende navne i Tivolis Pianoforte-serie Marc-André Hamelin ikke fik den fulde sal han fortjener, bare fordi han ikke er så kendt i Danmark som f.eks. den aldrende Pollini. Men hvem andre end den vidende anmelder kunne have fortalt os det på forhånd? Det kan have den samme effekt som når sognepræsten benytter juleprædiken til at skælde menigheden ud for deres manglende tilstedeværelse resten af året. Her i Optakt har vi ikke anmeldelser, vi har anbefalinger, omtaler (af cd’er og dvd’er) og koncertoplevelser (vor fynske reporter Mikela fortæller i dette nummer om en af sommerens koncerter på Hindsgavl). Det er der forskellige grunde til. Det kan være svært at yde bred retfærdighed uden flere ansatte til at høre koncerterne og skrive om dem. Og vi er et månedsblad, så vi vil som regel være for sent ude under alle omstændigheder. Men først og fremmest fordi formen, anmeldelse, ikke passer os særlig godt. Vi er ikke smagsdommere, selv om vi har smag. Det vi tilbyder, er spalteplads og synlighed – i alle fald i vores koncertkalender. Lad mig slutte som Anders Rou Jensen, en af Politikens rockanmeldere der engang havde en rigtig skodaften i Lille Vega. Bandet var under lavmål, teknikken elendig og fadøllet dovent. Han endte sin anmeldelse med: ”Må jeg gå nu?” |
Send en kommentar til denne artikel
Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
RABATTILBUD
