Foto: Juul fotografi
Dette
er historien om en mand som levede sin drøm om at blive violinbygger ud
mens han sad i fængsel - og om det venskab der opstod mellem den
usædvanlige instrumentmager og en musiker som kunne lide hans håndværk.
Af Marianne Ryde
Marianne
Eising er uddannet violinist og har spillet i flere danske
symfoniorkestre. Nu underviser hun i violin, spiller kammermusik og er
drivkraft i Sinfonietta Fredericia. Hun er også glad for at spille
bratsch; den mørke, varme klang tiltaler hende, hun holder af
modstanden i det lidt tungere instrument, og hun er blevet gammel nok
til at kunne glæde sig ved rollen som formidler og impulsgiver frem for
solist.
Rickey Iversen er uddannet dekoratør. I 1997 fik han
en fængselsdom på 16 år. Pludselig sad han der med alverdens tid, og så
begyndte tankerne at kredse om en gammel drøm: At bygge violiner - i
hans øjne det mest sublime håndværk.
Man kan roligt sige at
vejen fra den spirende ide til det første håndgribelige instrument var
lang og trang, brolagt med modstand fra uforstående fængselsbetjente
der ikke mente man kunne tillade en indsat at have knive og høvle -
selv om de var nok så små, og kun kunne bruges til det fineste
træskærerarbejde. Bare det at skaffe en bog om hvordan man bygger en
violin, tog et halvt år, og derefter skulle Rickey selv fremstille
værktøjet fra bunden.
Men tid havde han jo nok af, og vilje
til at blive ved trods alle forhindringerne. Så en dag stod han med et
færdigt instrument - en cello - som han ikke selv kunne prøvespille.
Han måtte finde en musiker der kunne hjælpe ham. Pianostemmer og
instrumentreparatør Benny Frankfurth havde allerede hjulpet med at
skaffe materialer til instrumenterne, og nu skaffede han kontakt til
cellisten Karen Valeur. Kort tid efter var den første violin
færdigbygget, og Benny Frankfurth var igen formidler, nu til
violinisten Marianne Eising.
Rickey-klangen
Og sådan gik det til at Marianne for syv år siden for første gang stod med et af Rickeys instrumenter i hånden.
"Jeg
har prøvet rigtig mange violiner, også billige elevvioliner og dårlige
amatørbyggede instrumenter. De har ofte en høj, skarp og rungende lyd
som man meget hurtigt bliver træt af. Rickeys instrumenter er i en helt
anden klasse. Der er selvfølgelig ting der kan blive bedre,
men grundlæggende har de en dejlig og helt speciel klang, smuk, blød, mørk og meget egal," fortæller Marianne.
I
hendes musikstue står der fire bratscher linet op ved siden af hinanden
på en bænk, og rundt omkring i rummet ligger flere violiner. Ingen
tvivl om at dette er et sted hvor der eksperimenteres med lyd og klang.
Marianne kan lide at arbejde med nye instrumenter og finde ind til
deres sjæl. "Det er som at blive forelsket på ny når man spiller sig
frem til det bedste i et nyt instrument," smiler hun.
Så
Marianne var den helt rigtige til at prøvespille den første violin
bygget i et dansk fængsel, og siden har hun mødt Rickey mange gange,
altid i fængslets kirke, og altid med deres fælles interesse for
strengeinstrumenter i centrum.
"Det er ikke vigtigt for mig
hvad han har lavet før, jeg har altid kun set på ham som et menneske
der havde brug for min hjælp," siger Marianne, og de to har efterhånden
opbygget godt et venskab.
Den røde bratsch
En
af de fire bratscher på bænken skiller sig ud; den er rød og har mange
små fine detaljer: Strengeholderen, som er af håndskåren ibenholt,
slutter med en elegant opadsvingende bue, og i skruerne kan man lige
ane nogle bittesmå krystaller.
"Håndværket er i top, og det er
virkelig håndværk hele vejen igennem, lavet med Rickeys
selvfremstillede værktøj," siger Marianne. "Rickey er perfektionist, og
han kan lide at eksperimentere med former og træsorter, ja selv med
stolens højde."
"Første gang jeg så denne bratsch som han
havde bygget til mig, var jeg overbevist om at jeg ikke ville kunne
spille på den, for strengene gik meget stejlt op over den høje stol.
Men det var faktisk meget let - jeg stemte den, spillede et par toner
og gik så lige ind og gennemførte en koncert. Jeg havde taget mit gamle
instrument med for en sikkerheds skyld, men det blev ikke nødvendigt at
bruge det."
Siden er den røde bratsch kommet med på mange af de opgaver som ikke kræver den store, gennemtrængende lyd.
"Rickey-instrumenterne
har stadig et svagt punkt i lakkens transparens, og deres lyd er så
blød og mørk at de har svært ved at trænge igennem i et stort orkester;
men så er de gode til en hel masse andet," siger Marianne. "Jeg er
spændt på det næste instrument som snart er færdigt. Her har han prøvet
at forbedre noget med tykkelsen af træet."
Musik i afmålte doser
Rickeys
ideal er bestemt heller ikke den store, gennemtrængende lyd. Faktisk er
han mest til stilheden, hører kun musik når Marianne spiller for ham,
og foretrækker at se fjernsyn uden lyd.
Så hvordan finder han
ind til den bløde klang når han bygger sine instrumenter? Det kan han
faktisk ikke svare på. "Det er en fornemmer", siger han, "jeg mærker på
træet, holder det op mod lyset." Det sidder simpelthen i hænderne på
ham.
Han kan heller ikke udtrykke hvor bevægende det er, når
Marianne bringer tonerne ud af instrumentet. Musikken er i det hele
taget kommet til at spille en ganske stor rolle for Rickey under
fængselsopholdet. Han har lært sig at spille klarinet og guitar, og han
har ikke mindst deltaget i
Fangekoret som har fået stor succes med
kirkekoncerter rundt omkring i landet og endda en cd-optagelse som
Marianne også medvirker på.
Fremtiden
Rickey
har været i fjernsynet, der er blevet skrevet om ham i forskellige
blade, og det har blandt andet givet ham bestillinger, også fra
professionelle musikere, til flere års arbejde. Om et halvt år
bliver
han prøveløsladt fra det åbne fængsel hvor han er nu, og så skal det
vise sig om han faktisk kan få opbygget en tilværelse som violinbygger.
"Jeg ville ønske for Rickey at han kunne komme til Italien og
besøge nogle af de store violinbyggerværksteder. Han har brug for at se
en masse forskellige instrumenter. Og hvis der så bare kunne blive tid,
plads og hjerterum hos en anden violinbygger hvor Rickey kunne få lov
at folde sig ud. Men det er svært når han ikke har den klassiske
violinbyggeruddannelse," siger Marianne der er en lille smule bekymret
for sin violinbyggende ven.
"Det er ikke nemt at komme ud af
fængslet efter så mange år. Jeg synes ikke der bliver gjort nok for at
forberede fangerne til livet udenfor."
Men Marianne vil hjælpe
ham så godt hun kan, tage hans instrumenter med til professionelle
violinbyggere for at få gode råd som han kan bygge videre på, sige
ærligt hvad hun selv synes er godt og dårligt.
"Jeg har den
vane at forestille mig i hvilken tidsalder mennesker jeg møder, ville
have passet ind. Rickey kan jeg tydeligt se for mig som kunstner i
renæssancen."
Du kan kontakte Rickey på violinbyg@hotmail.com
Brugerkommentarer
| Kommentar
1
-
Kommentar fra Arild Hein |
04-04-2008 |
| Synes
at det er en god artikel. Men vil lige gøre opmærksom på, at der findes
noget der hedder Violinbyggerforeningen i Danmark. Den forening vil
Rickey kunne få stor glæde af. Her er et forum, hvor alt kan
diskuteres, og der er medlemmer der er nystartere og nogle som er
utrolig dygtige til alt med strygeinstrumenter. > Mange medlemmer er
en slags filosoffer, de har deres egne hemmeligheder.................
Det er også typisk, at byggere ikke kan spille på instrumentet, måske
lige ganske lidt.................... En enkelt har skrevet en bog om
violinens konstruktion udfra geometrien. Fantastisk. Man starter med
den bredeste del af violinen, og så kører den bare derudaf med passeren
og blyanten. Har selv prøvet. Jeg har selv været medlem i mange år, og
halvvejs gennem bygningen af et instrument. Men da tiden er en
knaphedsfaktor, har jeg valgt at koncentrere mig om selve
violinspillet. Så hjælper jeg til gengæld nogle byggere, der bor i
nærheden med at afprøve deres nybyggerier. Jeg har også besøgt byggere
i Mittenwald og Cremona. Foreningens hjemmeside er
www.violinbygning.dk. Venlig hilsen Arild Hein |
|
|