Du brummer jo bare!

Fællessang i anledning af Sangens År med deltagelse af bl.a. undervisningsminister Bertel Haarder og grevinde Alexandra

Alle kan synge! - sagde de hos Sangens År. Optakts redaktør stillede sig af bitter personlig erfaring tvivlende. Men hun ville alligevel forsøge. Hun begyndte at tage sangtimer, og læserne kunne i løbet af 2008 følge hendes udvikling - og få tips til sangøvelser.

Af Mette Johansen

"Ja, tænk, jeg troede et øjeblik du lavede lidt grin med mig," siger min sanglærer da vi mødes første gang. "I telefonen lød du umiddelbart som en mand!" Det er ikke første gang jeg hører det. Og jeg har da også tænkt på hvilket instrument jeg medbringer til min første sangtime. Det er i hvert fald ikke en lærke jeg gemmer i mit bryst.

Jeg møder op med nogle grundlæggende spørgsmål: Kan alle synge? Eller nærmere: Kan jeg synge? Kan jeg ramme en tone? Tør jeg synge? Kan jeg overvinde min generthed?
Men jeg har lyst til det. Jeg tror på at sangglæden er medfødt, lysten til at skrue op for sig selv når glæde og sorg ikke længere kan rummes indeni.

Genertheden bliver nu ikke et problem. Det er som hos en ordentlig læge, når man først står der, forsvinder genertheden. Jeg tvivler mere på hvornår jeg vil turde synge i fuld offentlighed. Selv om jeg har hørt det lidt overraskende udsagn fra efterskoleelever at det er fedt at synge sammen fordi man er fælles om noget der er pinligt.

Rejs dig op
Min lærer har et flygel, så det er naturligt at stille sig op ved det og følge det første råd til kommende sangere: Rejs dig op. Det er jo både en fysisk og en psykisk handling at synge, så man skal ikke sidde og krumme sig sammen over et kaffebord.

Min lærer slår en lille tonerække an på klaveret og synger til. Så er det min tur. Jeg bemærker et næsten umærkeligt lille gys i ham, og han afbryder hurtigt: "Du skal lige ramme ... tag den lige en gang til." Han bliver nødt til selv at synge "damestemme" før jeg endelig befinder mig samme sted som tonerne. "Du ramte en helt forkert tone simpelthen. Ja, jeg siger tingene ligeud, du skal lige finde ud af hvad du skal lytte efter." Jeg begynder at koncentrere mig og bliver lutter øre.

Men så sidder den også hvor den skal, og vi tager den op og ned ad flyglet. Jeg udvider fra tre toner til ca. otte. Nu begynder vi at aktivere blæsebælgen. Prøv selv at synge en tonerække med en brummen som en motorcykel, gå så over til det nasale, en ng-lyd, og slut med en i-lyd. Det lukker trinvis stemmelæberne sammen så man skal bruge bugen mere og mere til at presse luft forbi stemmelæberne.

Jeg kan føle det nu. Lyden befolker hele kroppen frem for bare området omkring munden. Forunderligt.

Psykiske reaktioner
Det hænger sammen, og min lærer fortæller mig at der er nogle sanglærere der får folk til at grine så de næsten ikke kan stoppe. En anden kollega har fortalt ham at hendes elever som regel bryder ud i gråd. "Det skal du ikke være bange for her," beroliger han mig.

Det føler jeg heller ingen trang til. Men min sangtime har alligevel aktiveret et stykke barndom. Det var i 5. klasse, og vores sanglærerinde hed frøken Lillelund. Midt under afsyngelsen af Blomstre som en rosengård stoppede hun klassen. Frøken Lillelund havde det med at gå rundt langs bordene mens vi sang. Da alle tav, stod hun bag min stol, og jeg anede det komme. "Mette, du brummer jo bare!"

Jeg får lov at synge en sang til sidst. Det var en lørdag aften. "Ja det er faktisk en god klang!" Fremgang! "Lige da vi begyndte tænkte jeg: Uha nej, da du ramte en helt forkert tone, men du skal bare skoles ind i det," beroliger min lærer mig på vej ud. "Det er faktisk bare nogle reflekser der skal indbygges."

Jeg glæder mig allerede til næste gang. Men mon det vil blive ved? Hvor meget kan jeg lære? Tør jeg lægge mine resultater ud på www.optakt.com? Vil jeg nogensinde melde mig ind i et kor? Vil jeg tilgive frøken Lillelund? Følg med i denne spændingsserie i det næste nummer af Optakt.

Månedens sangøvelse
Lad maven falde. Hold hånden på maven lidt under navlen mens du synger. Mærk hvordan maven bliver presset op mod rygsøjlen når du synger. Spænd så af så du nærmest står med maven i hånden. Det er ikke nødvendigt at hive luft ind når bugmusklerne slappes, luften slipper naturligt ind alligevel når der bliver mere plads. Det går ud på at gøre det så ubesværet som muligt at synge og opleve hvordan der er en forbindelse mellem bugmusklerne og det der kommer ud af munden. Hvordan hele kroppen hænger sammen i projekt "Lær at synge".

Kommentar fra olsen.eriksvinding
"Det er fornøjelig, opløftende og spændende læsning. Kan næsten ikke vente på fortsættelsen!"

Kroppen er dum

I går skete det igen. Da jeg i telefonen skulle fortælle en operasanger (!) min e-mail-adresse (mette@optakt.com), kom der en pause. En lidt for lang pause. "Jeg synes bare din stemme var så dyb ..." Men min sanglærer Ib Flemming Hansen vil gøre noget ved det. Han afslører at han er ved at løfte min stemme op. Han viser på flyglet hvordan jeg faktisk nu kan synge "mere til højre fra nøglehullet" der som bekendt sidder midt på klaviaturet. "Den første time befandt du dig udelukkende i det dybe register hvor mænd synger," forklarer han. "Fundamentet i det hele er at man hele tiden får fat på de bugmuskler. Så begynder instrumentet at lukke op i stedet for at klemme sammen fordi man har noget luft det kører på hele tiden."
Yes, take me up where I belong, som Joe Cocker synger. "Det kan nok tage et halv års tid," siger Ib Flemming.

Pagegøjemetoden
Så det er bare i gang. Efter de indledende strækøvelser synger jeg skalaer. I management-teorierne taler man om girafsprog og elevatorsnak. Ib Flemming taler om papegøjemetoden - han synger og spiller en ting, og jeg synger efter. Og det hjælper med lidt overdrivelse og parodi. Tænk på en prærieulv! Tænk på en operasanger! Hvor svært kan det være? "Kroppen er dum," siger han. Den skal have det mange gange. "Men det er ganske enkelt, man skal bare lære at synge med de nederste bugmuskler."

Tøm hovedet
Men vi så vant til at det er hovedet og intellektet der skal aktiveres når man skal lære noget. Jeg har lige været på skiferie, og det har taget mig lang tid at lære at løbe langrend. Man kan ikke tænke sig til det.
Det er kroppens lærdom. Det går først når hovedet bliver tømt og det er fødder og muskler og sener der gør hvad de har lært ved uendelige gentagelser. Vægten på bagskien, lårmusklerne i gang, balance, glid. Man står først godt på ski når man ikke tænker, når hovedet er let og tomt. Man kan heller ikke læse sig til at blive god til at høvle et bræt. Det er hænderne og kroppen der lærer det. Det er hændernes visdom, og det tager tid. Jeg tænker mig at det må være noget af det landets tusindvis af korsangere oplever når de uge efter uge gider gå til kor. Få tømt hovedet og lade kroppen tage over og få fyldt sindet med skønhed.
Jeg bevæger mig opad i tonerne. Jeg synger få toner og spænder af. "Lige som at skrue lidt for med en skruetrækker". Jeg får fat og synger hele tonerækken.

Månedens sangøvelse
Tag fat med begge hænders pege- og tommelfinger i det løse stykke over hofteskålen. Når du synger, skal du mærke hvordan det går udad til siderne. Så har du fat i noget af det rigtige.

Fætter Jakobs julestue

Det er min anden gang til sang. Men det har stadig præg af en førstegangsoplevelse. Jeg er lidt spændt. Jeg har det næsten som da jeg tog kørekort i en overordentlig høj alder. Min kørelærerinde fortalte mig at man bare kunne lægge antallet af leveår oven i den almindelige startpakke, så skulle det nok gå. Så det blev en langvarig affære. Og der går heller ikke lang tid før min lærer, Ib Flemming Hansen, opmuntrende siger at jeg, hvis vi arbejder et års tid, nok skal komme efter det.

Vi begynder med øvelser på gulv. Med lidt afstand mellem fødderne strækker vi os op på
tæerne. Og så sidebøjninger. Og små cirkelbevægelser med strakte arme så mælkesyren bliver presset ud i systemet. Det mærkes med det samme, blodet ruller. Man bliver endda lidt svedig.

Så begynder vi at lege humlebi der bliver til en knallert der gasser op. Summe på en stemt tone og så gentage det (sum-suuum!) - uden at ånde ud mellem de to lyde. Så kan man mærke bugen arbejde; maven bliver i to ryk trykket ind mod rygsøjlen. "Og så tab maven!"

Ur-lyden
Jeg tilhører en generation der med undren har oplevet en flok voksne mennesker sidde i yogastilling og sige "om" (udtales aum)sammen i timevis. Denne intetsigende lyd skulle så være stor åndelig næring. Men man skal prøve det selv. Koncentrere sig om at frembringe en enkelt ur-lyd. Hovedet bliver tømt, og lyden bliver interessant med bittesmå detaljer. Lyden bliver ligesom varmet op og elastisk, og man bliver selv som en lyd, en svingning.

Vi arbejder igen med tonerækker ved flyglet. Jeg synger på lyde, på dii og ng. "Lad som om du er en fin dame!" "Lad som om du gør grin med en der snøvler!" Alt efter hvilke lyde jeg synger på, løsnes eller strammes stemmelæberne, og jeg kan hele tiden mærke det i bugen som skal bruge færre eller flere kræfter for at presse luften op gennem åbningen.

En sang
Nogle sanglærere, fortæller Ib Flemming Hansen, bruger kun lyde, "men vi skal nu have sang!" Det skal være Et barn er født i Betlehem. Her har jeg forhånd. Jeg har nemlig været ude at praktisere. Jeg har været til fætter Jakobs julestue - uden hvilken det ikke er rigtig jul for mig.

En løst sammensat gruppe af fætre og kusiner, børn og andre tililende mødes om fætter Jakobs juletræ og spiser æbleskiver, leger tegnetagfat og - synger. Da fætter Jakob og hans søskende er præstebørn fra Jylland, er der rigeligt med salmebøger. De kender deres salmenumre (så meget at et telefonnummer bliver husket som områdenummeret plus Op al den ting.. og Dybt hælder året..). Men religiøsiteten er moderat, og det bliver kun mødt med munterhed at der bliver sunget: En fattig jomfru steg i løn. Men præstebørn har lært at synge til når kirken skulle vækkes. Så tør man godt, når modige mennesker fører an. Det er en himmelsk fryd.

Et barn er født strækker over flere toner end Det var en lørdag aften. Men jeg klarer det efter den megen opvarmning, og i stedet for melodien slår min lærer over i akkorderne med danseskoleswung. Det bliver mere en lydlig dialog end en efterligning, og jeg bliver bedre på stedet.

Timen er forbi, og jeg er også træt af at koncentrere mig. Men måske skulle jeg også begynde at gå til klaver? Og yoga? Sangen åbner for mange ting. Læs videre om min spændende åndelige udvikling i næste nummer af Optakt.

Månedens sangøvelse
Varm op til sang. Stå med let adskilte ben, og stræk dig op på tæerne. Fald så ned på hælene, vip i knæene, men behold hænderne oppe i et stræk. Gør sideøvelser så det knager i ribbenene. Stræk så armene ud til siderne, næsten stift, og lav cirkelbevægelser med hænderne strakt ud, som om man pressede mod en dørkarm. Man kan
mærke mælkesyre gå i gang og blive sendt rundt når man lader armene falde. Ret så op, og træk nakken lidt ekstra tilbage. Se så, så kan vi begynde!

Pigekoret

Det er utroligt så mange lyde man kan lave med munden. Jeg har tidligere fortalt hvordan jeg har lært at sige som en knallert der gasser op. Der er gået et par ekstra uger siden sidst på grund af ferie. Det driller når jeg skal synge lyde, summe og rulle med tungen på r'erne ("Næh," siger Ib Flemming, "nu bruger du drøblen... "). Jeg må se det for mig og tænker på en cykel med papstykker hæftet på egerne med tøjklemmer. Sig sådan! Tænk på små drenge der knap har et sprog. Når de får noget firehjulet mellem hænderne, kommer det ganske af sig selv. Brrrr! Brrrrr! Som afrikanske drenge med en pind og et hjul. Fuldkommen opslugt af at rulle af sted og holde hjulet kørende med ledsagende motorlyde.

ABC
Det var i Afrika jeg mødte mit favoritpigekor. Det var lokale skolepiger der kom forbi om aftenen for at se på den store hvide kvinde. De følte sig forpligtet til at bidrage til festen, så de sang flerstemmigt, og drengene trommede på plastikdunke.

Det var vældig fint. De sang frimodigt og havde selv lavet sangene, både tekst og melodi. Jeg regnede med at det var børnesange. Jeg spurgte min 14-årige tolk og guide Ronald om hvad sangene handlede om. "Det er ABC-sange," forklarede han. Altså ikke Halfdan Rasmussen, men anti-AIDS kampagnen i Uganda. A for abstinence (afholdenhed), B for Be faithfull (vær tro) og C for (hvis A og B ikke slår til) Use a condom (brug kondom). "Vi laver dem sammen henne i skolen. Denne her handler om hvordan forældre skal plante mange bananpalmer så børnene har noget at leve af når far og mor dør."

De piger havde ikke ret meget, de fleste havde ikke engang forældre. Men de havde deres stemmer og brugte dem til at formidle simple leveregler der skulle sikre at de ikke selv skulle dø unge og efterlade sig et kuld forældreløse. I deres levetid er det endelig lykkedes Uganda at bremse spredningen af AIDS. Bl.a. med sang.

Opløftende
Vi har varmet så meget op med lydene, så da jeg endelig får lov til at synge (Det er hvidt derude, endnu en gang), lykkes det mig at synge højere. Og Ib Flemming behøver ikke "synge for", jeg klarer mig med klaverakkompagnementet. Det lyder lysere og næsten pænt da jeg genhører det på lydoptagelsen. Spændende - og opløftende.

Månedens sangøvelse: Grin. Det hele går ud på at få kroppen til automatisk at bruge de rigtige muskler. Det er bugen der skal presse luften op og forbi stemmebåndene. Læg mærke til hvilke muskler du bruger når du får dig et godt grin. Det er de samme muskler man skal bruge til at synge med. 

Elastiklyden

Min sanglærer Ib Flemming Hansen bruger mange billeder for at få mig til at forstå den dybere mening med sangteknik. F.eks. hvordan man legede med elastikker som børn, hvordan man kunne få forskellige lyde ud af den alt efter hvor meget den blev strakt, og hvor lang eller kort den var. Og så kan man høre det for sig: diing diing eller boing boing. Så skal man i kontakt med stemmebåndet, musklen i halsen, og træne den i at strække sig.

Hunden gør
Et andet billede er en hund der gør. Den anstrenger ikke stemmen, for det er tydeligt at se at det er bugen der går på den.

Når mine bugmuskler presser luften op gennem struben, skal musklerne ind og "kysse rygsøjlen". Det kan lyde noget anatomisk, men faktisk er jeg lidt træt i ryggen når jeg har sunget.

Vi er blevet enige om også at arbejde med at lægge min talestemme lidt op. Den kan virke mørk og monoton når stemmebåndene er slappe og tykke. Det bliver en del skaberi, men det hjælper at lege den fine telefondame: Det er Optakt! De taler med Mette Johansen! Og faktisk kan man mærke det ligesom man kan mærke at det er nemmere at løbe når musklerne er varme.

Bogstaverne
Hvis jeg skal bruge et billede, er at gå til sang ligesom at lære at skrive. Man får lært bogstaverne, men de glider ikke ud af pennen på en. De er kantede og klodsede. Jeg kan mærke at jeg har udvidet mit repertoire med hensyn til tonerne, men det flyder ikke frit. Man kan godt læse og forstå hvad en ni-årig skriver, men skriften fortæller en at det lille menneske ikke er færdigt med at vokse.

Det høje register
Ib Flemming Hansen presser mig som en god lærer skal. Det river lidt i halsen, men enkelte gange når jeg det høje register. Det er som om stemmen skifter gear. Som når mænd prøver at tale som kvinder. Men en ting er at komme derop, noget andet er at få det til at lyde godt og flyde frit.

Månedens øvelse
Gå på internettet! Sangens År (www.sangensaar.dk ) tilbyder nu sammen med DR Undervisning sangundervisning. Her kan du varme op sammen med søde unger, og der er masser af billedsprog ("Nu skal vi plukke de æbler der hænger allerøverst oppe.."). Og det er ingen undskyldning, at man ikke kan sidde foran sin computer og synge alene. Der er indspillet flere kor, man kan deltage i, så det lyder lidt bedre.

Der er masser af video og lydklip, og det er unægtelig en hjælp når man prøver at løse sangens gåde. Kan du ikke lige finde linket på Sangens År, er den direkte vej her: www.dr.dk/skole/kulturliv/tema/syng_dig_glad  

Og så er det godt mod astma

For nogle uger siden refererede Politiken fra Medical News Today at det er sundt at synge. Ja, der er faktisk ingen ende på hvor godt man har det når man synger, blodtrykket falder, energiniveauet stiger sammen med lungekapaciteten, og astma og kropsholdning forbedres. Desuden har folk der deltager i organiserede sangaktiviteter, generelt større selvtillid, færre depressioner og en fornemmelse af øget opmærksomhed og i det hele taget en mere positiv indstilling til livet!
Jeg får også tit sved på panden når vi gør de indledende øvelser. Men på den fede måde. Det er som sport, det er først og fremmest leg. Og nu synes jeg der er en sammenhæng mellem bugen og stemmebåndet. Jeg er tuben, og sangen er tandpastaen. Lufttrykket ruller op igennem kroppen og passerer stemmebåndet og bliver til sang.

Den vigtige forskel
Jeg er ved at nå et halvårsmærke i min undervisning, og jeg ville stadigvæk blive rød i hovedet hvis jeg skulle synge alene.
Jeg har prøvet at genhøre de første optagelser fra den første tid. Og yes, der er en forskel. Der er kommet forstærkning på. Jeg synger så det kan høres. Måske ikke altid lige rent, men jeg har fundet forbindelsen. Og så er det blevet højere. Både i volumen og register. Og så er det som om jeg ikke lyder så blufærdig mere. Kroppen er gået ind og har afhjulpet et psykisk problem.
Det er til at forstå at sang også hjælper mod depression. Hvem kan græde mens man synger? Hvem har nogensinde set nogen slås mens de sang?

Sjove lyde
Jeg synger ikke overdrevent meget til timerne. Det er vel som at lære at cykle, man skal først lære at holde balancen før man kommer nogen vegne. Så min lærer Ib Flemming Hansen bruger god tid til at træne underlige lyde med mig. Når man hviner huuuiii, kan man slet ikke lade være med at lade lydbølgen rulle. Man har det i sig, også de høje toner.

Sonofon godaften
Vi arbejder også med min stemme til hverdagsbrug. Så bliv ikke forskrækket hvis du ringer til redaktionen og "Det er Optakt!" nærmest bliver sunget ud. Det er jo ganske banalt - man skal også være bevidst om at sætte volumen på dagligsproget.

Månedens øvelse
Ræk efter tæerne med hænderne, og lad hovedet hænge slapt ned. Træk vejret gennem næsen, og rul langsomt lidt op mens du ånder ud. En gang til lidt længere, og så en sidste gang helt op at stå lige. Ligesom man pumper en luftmadras op. 

Løft i flok!

Jeg har besluttet med mig selv at jeg ikke er solosanger. Kun når jeg står i trygge private rammer hos min sang-guru, Ib Flemming Hansen. Så jeg stiller mig selv en udfordring og tager til et arrangement der lover fællessang. Det er en præsentation af en ny cd fra Dacapo med sange af Otto Mortensen sunget af sopranen Signe Asmussen og tenoren Jakob Næslund Madsen.

Det er en udmærket sal - Kuhlau-salen i Lyngby Kulturhus - der er kun en fejl; den er for stor til arrangementet. Der er nogle usynlige regler for hvornår man er en flok og dermed kan løfte sangen i flok. Tre mennesker kan godt være en flok hvis de kommer væltende op fra en beværtning og synger Jeg ville eje millioner, hvis tårer var guld. Men en storslået kirke kan komme til kort som rammen om en flok hvis de 12 troende sidder for spredt.

Til koncerten med de udmærkede sangere sidder vi spredt ved borde. Sangerne er fine, og vi skal ganske rigtigt slutte med fællessang, det ultimative Otto Mortensens-hit, Septembers himmel er så blå.

Generthedsfaktoren
Så var det vi godt kunne have brugt en musikpædagog til at tage styringen. Ryk sammen! Og rejs jer op! Lad os brumme lidt sammen for at varme stemmerne op! Vi er allerede blevet alt for bevidste om at solisternes klare stemmer er et uopnåeligt ideal. Vi sidder for langt fra hinanden og kigger ned i de omdelte tekster.

Generthedsfaktoren sætter ind. I hvert fald hos mig. Og jeg har ellers netop øvet på Septembers himmel hos Ib Flemming. Det jeg kan høre på lydoptagelsen, er at jeg ikke synger ud. Det er helt klart mere frimodigt end før jeg trådte ind i sangens univers, men genertheden presser på fra oven, og jeg kan ikke vriste mig fri af den. Kroppen bestemmer. Der bliver ikke lukket op, og jeg kan høre hvordan jeg mister lysten til at sætte mig igennem. Det første vers er næsten rent, men så falder tonerne også, og det er faktisk ikke noget at skrive om.

Gruppeliv
Gruppeliv er en sart størrelse; det ene øjeblik er det som en flok hundehvalpe i den samme kurv, og det næste øjeblik bliver man grebet af selvbevidsthed og individuelle kvababbelser.

Jeg overlever dog aftenen uden varige psykiske mén fordi jeg for et års tid siden var til en konference om musikpolitik hvor vi også sang Septembers himmel. Der var rigeligt med musikpædagoger, så alle sprang op da der skulle synges. Og mere end én turde tage lederskab. Det gav på fem minutter den vidunderlige klare fornemmelse af
fællesskab, glæde og skønhed som kan holde sig resten af dagen.

Månedens øvelse
Al fysisk øvelse begynder med at strække sig, hænderne samlet over hovedet og så ræk efter himlen, gerne op på tæerne. Gør det mens du synger, når du kommer til de farligt høje toner. Det hjælper faktisk! Halle - (op med armene!) luuuuu - ja!

Fokusér!

Jeg spørger min lærer Ib Flemming Hansen om hans uddannelse. Og han fortæller, kun afbrudt af: Det kan du gøre bedre! Det skal knage i skulderbladene! Hurtigere! mens jeg varmer op. Ib Flemming Hansen fortæller om det svære valg mellem at synge og at spille violin. Han vidste godt, at det ikke nyttede at gøre begge ting. Det blev sanguddannelsen der vandt og nu spiller han kun kammermusik privat. Jeg ved det også godt selv, man bliver nødt til at fokusere, hvis man vil være rigtig god.

Træblæsere og strengeinstrumenter
Og jeg føler mig en smule skyldig, for min sangundervisning er blot endnu ét instrument i den perlerække af musikinstrumenter, jeg har kastet mig over i mit liv. Min sjæl er redebon, men der har manglet fokus. Der var skoleinstrumentet blokfløjten. Rigtig kærlighed blev det ikke til. Så arvede vi et klaver og det skulle jeg også lære. Men læreren havde ikke Ib Flemmings kvaliteter og jeg kom ikke længere end Otto Mortensens gule øvebog, før den lokale organist og jeg måtte skildes uden vi havde sat varige spor hos hinanden.

Jeg tilhører en generation hvor en guitar hørte med til festpåklædningen. Det var mere nøjsomt dengang, alle kom ikke med deres transportable minijukebox i ipod'en. Jeg fik lært 'The house of the rising sun', den indskrænker sig nemlig til tre akkorder. Desværre fik jeg også næsten lært at synge som Eric Burdon. Så undskyldte min guitarlærerinde sig med en tiltagende graviditet til at afbryde lærer-elev forholdet.

I gymnasiet trådte jeg frisk ind i skoleorkestret for at lære at spille tværfløjte, det var der lidt hippieromantik over. Men det blev ikke til så megen undervisning og da der var en anden fløjte, der kunne, gemte jeg mig lovlig meget bag ham. Men på det tidspunkt var jeg begyndt at ane noget om at fokusere, så jeg begyndte efter gymnasiet at tage undervisning hos en konservatoriestuderende. Han undslap ved at give debutkoncert og kaste sig ud i en mere professionel karriere.
Og det er bare de mere seriøse instrumentforhold. Jeg skal ikke her komme ind på mundharpen, jødeharpen og saven.

Mindre multi-tasking
Hvis nu jeg havde haft gode lærere (og de havde haft en mindre multi-taskende elev) var jeg måske blevet hængende som hos Ib Flemming. Hvor lige meget hvor rustent det lyder, kan han finde en fremgang. Og hvor jeg altid går derfra opløftet fysisk og psykisk efter at have koncentreret mig om muskelgrupper og svingninger der når øret.
Jeg synger Septembers himmel er så blå. Fordi den er det, og fordi poesien i ordene også er musik, der er med til at løfte stemmen. "Du presser ikke stemmen op mere. Stemmen er blevet lettere," siger Ib Flemming og jeg fornemmer det.

Månedens øvelse
Vi har prøvet det før; at pumpe sig fuld af luft som med en luftmadraspumpe. Men nu sætter man sig på en stol og lader sig hænge fremover, med lange arme ned til gulvet. Så fylder man bugen med luft gennem næsen og lader kroppen blive fyldt ud i tre tempi til man sidder opret på stolen. Og man ruller ikke op til opret, hvis man ikke fylder luften på fra neden af. Det skal komme nedefra som når man presser på en tandpastatube. Det er sådan man synger, ikke med brystpartiet.

Sæt an!

Det har været sommerferie og stemmen skal lige finde ind i det "indvundne land", det højere register. Sol og saltvand har næsten gjort min stemme stenaldergryntende igen. "Det kniber lidt med at sætte an ... ," siger min lærer Ib Flemming Hansen bekymret. Der er meget der afhænger af, at man rammer den tone, komponisten nu har bestemt at sangen skal begynde på. Begynder man forkert, så er det hele forkert. Man siger at nogen ikke har en tone i livet. Og det er det afgørende - hvis bare man har én tone og det er den rigtige, så skal resten nok gå.

Blokfløjter
Jeg er begyndt at få et forhold til noderne (i Den danske Melodibog, længere er jeg ikke nået). Jeg har lært noder i skolen (og i forbindelse med min sporadiske klaverundervisning), men det er godt nok længe siden. Det nærmeste forhold jeg fik til dem, var da jeg nogle år plagede mine omgivelser med en blokfløjte. Det var et gængs skoleinstrument og vældig enkelt og pædagogisk at lære noderne og deres lyde at kende på. Jeg havde en ordentlig fløjte hjemmefra, men en del af klassen tog til takke med, hvad skolen kunne byde på. Man
skal virkelig elske børn for at finde fornøjelse i blokfløjteorkestret fra 4.A på Espergærde Kommuneskole.

Men ikke flere onde ord om blokfløjter! For nylig hørte jeg Bolette Roed spille i radioen og det var som om, at det var selve træerne, ahorn og rosentræ, der sang. Så faktisk tror jeg, jeg vil finde fløjten frem som hjælpeværktøj i min udforskning af noderne.

Julekalender
Det er uimodståeligt arrogant når Maria Callas ligesom glider en lillebitte anelse ned til tonerne, selv de højeste. Det går i hvert fald ikke at forsøge at skubbe sig opad til tonerne. Det kommer til at minde om et hysterisk anfald. Vi almindelig dødelige skal gøre vores bedste for at ramme hver enkelt tone præcist. Og ikke bare skrue op for presset fra mellemgulvet. Tonerne skal ikke presset op, men løftes op. "Hver enkelt node har sin egen hylde, som bag lågerne i julekalenderen," forklarer Ib Flemming Hansen.

Det lykkes mig at komme op på et des, selv om det lyder noget tyndt og dirrende.

Måske skulle man indrette en sikkerhedslås til sit hjem, der reagerer på stemmegenkendelse OG at samme stemme rammer en særlig tone, fx kammertonens 440 svingninger. Så kunne man få det lært.

Månedens øvelse: Lær noder!

Ingen oversidder

"Du er ikke den nemmeste stemme jeg har arbejdet med," indrømmer min sanglærer, Ib Flemming Hansen. Han er jo lærer, og så har jeg umiddelbart et klassesystem i baghovedet. Skal jeg gå året om? Nej, nej, det er ikke den slags skole. Der er ikke tale om klassetrin. "Jeg hører på den enkelte elev," siger Ib Flemming Hansen, "og hører mig frem til hvor der er bid, så går man ind og arbejder med det."

Global krise?
Jeg følger ivrigt med på Sangens Års hjemmeside(www.sangensaar.dk), min oprindelige inspiration. Og det er åbenbart ikke blot et dansk fænomen at man er blevet bekymret for om en tusindårig kulturkompetence (undskyld ordet!) er ved at forsvinde og derfor kræver en hel folkebevægelse at redde på målstregen.

I Norge har de sat damp under sangen, endda i hele tre år, fra 2007-2010. I England vil den britiske regering bruge 400 millioner kr. i en stor 'Sing-up'-kampagne (www.singup.org)  som over de næste fire år skal styrke sangundervisningen i skolerne.

Bødkerhåndværket
I pessimistiske stunder minder det hele mig om bødkerhåndværket og P2. Når traditionen ligger på sit yderste, er der altid nogen der synes det er for dårligt, og at det burde indføres som obligatorisk fag i folkeskolen. På det tidspunkt er det som regel for sent. Alle mumler sympatisk, og det koster heller ikke noget. I deres stille sind ved de fleste at de vil købe en den langt billigere plastiktank til regnvand.

Lad os håbe det ikke går så galt med sangen! Den er nu heller ikke blevet erstattet af et billigere produkt fremstillet i Kina - der er jo stadig masser af musik og sang. For mig at se er forskellen at den individuelle sang har afløst fællessangen. Vores verden (altså den rige, vestlige) er blevet individuel.

Der er ingen uskyldig uvidenhed mere med nutidens medier. Jeg skal ikke spare sammen til en båndoptager, vente til Maria Callas kommer i radioen og så optage hende. Nu er hun kun et par klik med en mus væk. Det går alt for hurtigt med at komme til kort når man ubesværet kan sammenligne sig med verdensstjerner og ikke bare med klassekammeraterne.

Det kunne resultere i en global generthed over at synge! Da jeg var barn, fløjtede håndværkerne på stilladset. Nu tænder de for en transistor.

Månedens øvelse
Lad teksten ligge og syng sangen med vokaler. Og her er forskel; a er det sværeste, fordi der kommer meget luft med. Y (eller dyy)er langt nemmere.

Sig nærmer tiden