Opera som samlingspunkt

Billedet er fra indvielsen af Birkerød Idrætscenter

I den nye Rudersdal Kommune bruger de opera som middel til integration og kultursamarbejde på tværs. I 2007 blev Mozarts Tryllefløjten sat op med over 150 medvirkende, og august 2008 arrangeredes en sommerhøjskole hvor amatørmusikere, -dansere og -malere samarbejdede om at få Purcells Dido and Aeneas stablet på benene i løbet af en uge.

Af Marianne Ryde

Ideen til det samlende kulturprojekt opstod hos operasanger, sangpædagog og instruktør Kirsten Schultz Hansen der underviser og bor i kommunen. Det slog pludselig ned i hende at et stort operaprojekt som Tryllefløjten ville kunne forene musikalske og kreative sjæle fra de to kommuner, Birkerød og Søllerød, der skulle sammenlægges.

Det blev en stor succes, og året efter blev Birkerød Idrætscenter indviet med et andet stort projekt der både involverede musikere, sangere, flamencodansere og fægtere i scener fra operaerne Tryllefløjten og Carmen.

Sommerhøjskole august 2008
Næste projekt løber af stabelen til august når de mange skønne kræfter skal samles om at sætte Purcells opera Dido and Aeneas op.

Deltagerne er amatørsangere som har lyst til at prøve evnerne af i scenisk sammenhæng, mens alle instruktører er professionelle: Operasanger Kirsten Schulz Hansen, dirigent Kaper Beck Hemmingsen, danseinstruktør Lars Bjørn, akkompagnatørerne Knud Rasmussen og Ole Worm samt Marcus Stolk der står for scenografi og malerworkshop.

"Ud over et mindre strygerensemble er sangere fra alle kommunens kor inviteret til at deltage, og vi har også inviteret unge dansere - og malere som blandt andet skal arbejde med marmoreringsteknik," fortæller Dorte Storm fra OPERAkompagniet.

Prøverne til Dido and Aeneas starter søndag den 3. august 2008, og så går det ellers løs hver dag lige til fredag den 8. hvor det hele skal være færdigt til præsentation kl. 18.


Se også www.operakompagniet.dk  
 

Send en kommentar til denne artikel

Optakt forbeholder sig ret til at sortere i kommentarerne.
 
*Navn:
 
*E-mail:
 
*Kommentaren gælder artiklen:
 
*Kommentarfelt: