Det
er knappe tider for kulturen. Det Jyske Ensemble mister en del af deres
bevilling, og det går ikke alene ud over dem selv. Mogens Bloch, der er
amatørfagottist, fortæller hvad det betyder for området omkring Mors i
Limfjorden.
Af Klaus Møller-Jørgensen
"Det bliver fattigere at
bo herude. Som koncertgænger, fordi der er færre koncerter. Og som
amatørmusiker, fordi der ikke længere vil være store projekter at øve
sig op til. Og endelig så mister vi vores højt kvalificerede
undervisere." Det siger Mogens Bloch, pensioneret læge og ivrig
amatørfagottist og korsanger fra Limfjordsøen Mors, ved udsigten til at
regionen mister Det Jyske Ensemble.
For langt væk
"Vi
kører gerne til Århus eller Ålborg når der sker noget rigtig spændende.
Men der er helt klart en smertegrænse på omkring en time for hvor langt
man kan bevæge sig på en hverdagsaften. Inden for den time er det
umuligt for os at nå til f.eks. Århus," siger Mogens Bloch. "Og
Ensemble MidtVest fra Herning kan ikke fylde hullerne ud med alt det de
ellers laver. Det Jyske Ensemble spiller jo ikke kun i Skive og Viborg,
de besøger også en masse små steder som f.eks. Doverodde og Kirsten
Kjærs Museum - hvem skal tage derud og give koncert i fremtiden?"
Kvalificeret undervisning
Men
det handler ikke kun om koncerter. Mogens Bloch har spillet blokfløjte
som barn og begyndte på basblokfløjte som voksen. Da han opdagede at
Det Jyske Ensemble var kommet til egnen, fik han i en moden alder lyst
til at begynde helt forfra på fagot hos ensemblets fagottist.
Kvalificeret fagotundervisning var det ellers umuligt at få i denne
afkrog af Danmark. Siden er det blevet til en masse kammermusik og
orkestermusik i lokalområdet. Fagotten kommer med rundt til
kirkekoncerter og i de lokale amatørorkestre. Et år blev Mogens Bloch
inviteret med til en gymnasiejulekoncert hvor eleverne så fik mulighed
for at opleve en ægte fagot live; sådan en ville de ellers aldrig have
mødt. Og på den måde har følgerne af fagotundervisningen bredt sig som
ringe i vandet i det lokale musikliv.
Samarbejde med professionelle
Som
korsanger har Mogens Bloch været med til at opføre store oratorier og
requier. Koncerterne er kommet i stand via Det Jyske Ensemble og med de
professionelle musikeres medvirken. "Til januar er vi tre lokale
amatørkor sammen med Skive Symfoniorkester og et par professionelle
operasangere som skal opføre uddrag af populære operaer. Orkestret
består dels af ensemblets musikere, dels af dygtige amatører. På den
måde er 100-200 amatører med til at opføre noget musik som vi ellers
næsten aldrig oplever herude. Ensemblet har de forbindelser og den
logistik der skal til, for at sådan noget overhovedet kan lade sig
gøre."
Mogens Bloch har også haft glæde af at kunne hyre ensemblets
medlemmer privat. "Jeg har været med til at arrangere et weekendstævne
for amatørblæsere fra egnen som vi fik Det Jyske Ensembles oboist til
at stå for. Selvfølgelig kunne vi bare have ringet efter en musiker fra
Ålborg Symfoniorkester. Men "vores egen" oboist kender vi, der er meget
kortere afstand til at spørge ham - vi får det gjort, det sker! Skulle
vi have ringet efter en helt fremmed, så var det blæserstævne nok
aldrig blevet til noget."
Skolekoncerter
Som
det sidste nævner Mogens Bloch skolekoncerterne hvor ensemblet ikke
alene spiller for børnene, men også er sammen med dem i længere tid;
børnene får lov at røre ved instrumenterne osv., og det har været med
til at vække mange børns interesse.
Mogens Bloch har boet på Mors hele sit aktive liv og har oplevet
hvordan Det Jyske Ensemble har medført en stor berigelse af egnens
kulturliv. "Ensemble MidtVest, som fremover bliver vores nærmeste
professionelle ensemble, har ingen undervisningsforpligtelse, og de er
ikke specielt indstillede på at arbejde sammen med amatører. Det bliver
et stort tab. Man risikerer også at tabe nye talenter på gulvet når
ikke der er mulighed for ordentlig talentpleje i nærheden. Man fjerner
lokomotivet i området, og det vil have følgevirkninger hele vejen ned
gennem systemet," mener Mogens Bloch.
Musikudvalget
OPTAKT
har fremlagt Mogens Blochs bekymringer for formanden for Musikudvalget
under Kunstrådet, dirigent og operachef Giordano Bellincampi. Han
erkender at det er meget svært at modsige Blochs pointer. Det er uden
for enhver tvivl at den professionelle tilstedeværelse lokalt betyder
meget. Og han medgiver at noget vil gå tabt hvis Det Jyske Ensemble
lukker fuldstændig. Det behøver dog ikke at ende helt så drastisk.
Ensemblet vil fortsat kunne søge tilskud på linje med andre
professionelle ensembler, og med en lokal opbakning, som allerede er
rigtig god, vil det være muligt at videreføre nogle af ensemblets
aktiviteter.
Om baggrunden for det hele forklarer Bellincampi at Musikudvalget er
midt i en større omdefinering af basisensemblernes virke fordi over en
tredjedel af udvalgets samlede budget på forhånd er bundet til driften
af de forholdsvis få basisensembler.
"Det ville være dybt uansvarligt ikke at forholde sig til om
dispositionerne inden for det samlede tilskudsområde er tidssvarende.
Det er vores tunge hverv inden for de givne rammer at finde hvad vi
mener er den rette balance mellem fleksibel støtte, bevarelse af det
eksisterende og helt ny udvikling," siger Bellincampi. "Vi har
prioriteret det højt at publikums mulighed for at opleve
forskelligartet musik skal være så stor som mulig. Det mener vi bedst
sikres gennem en større cirkulation af forskelligartede klassiske
ensembler og gennem en større fleksibilitet i vores muligheder for at
yde tilskud. For fremtiden vil vores støtte være betinget af at
basisensemblerne kompletterer hinanden indbyrdes, og at de ikke kun er
lokalt men også nationalt forpligtet og rejser mere rundt i hele landet
- også til Skive og Viborg. Det er ikke intentionen at udsulte et
bestemt område, og det er vores ansvar at der kommer noget andet i
stedet; pengene forsvinder jo ikke fra Musikudvalgets budget."
Sorteper
I
dét spil blev Det Jyske Ensemble sorteper. F.eks. har Esbjerg Ensemble
fokus på nyere kompositionsmusik, mens Ensemble MidtVest gennem et
samarbejde med andre musikalske genrer udvider forståelsen af hvad et
klassisk kammerensemble kan. Det Jyske Ensemble har ikke på samme måde
sin egen specialitet. Det skulle da lige være på det pædagogiske
område, men også spørgsmålet om det pædagogiske virke har ændret
karakter efter kommunalreformen hvor en masse små musikskoler er slået
sammen til nogle færre og større skoler.
Bag alle disse overvejelser ligger der et forsøg på at indrette sig
på en virkelighed der ser radikalt anderledes ud end for 20 år siden.
På en række områder har musikkulturen ændret sig drastisk, og levende
musik er i det hele taget blevet en mangelvare. "Det er vældig fint at
gymnasieeleven på Mors møder Mogens Blochs fagot - men vi er på et
niveau hvor gymnasieelever måske aldrig møder levende musik
overhovedet. Punktum! Det må vi nødvendigvis have med i en
helhedsbetragtning, og derfor må der stilles andre krav til
basisensemblerne i dag end tidligere," slutter Musikudvalgets formand,
Giordano Bellincampi.
Der er 6 professionelle basisensembler i Danmark. Ud over
Klüvers Bigband i Århus er der tale om 5 klassiske ensembler med
omkring 10 fastansatte musikere hver: Esbjerg Ensemble, Randers
Kammerorkester, Ensemble MidtVest (Herning), Det Jyske Ensemble
(Viborg) og Storstrøms Kammerensemble (Nykøbing Falster).
Tidligere
blev finansieringen delt mellem kommuner, amter og stat. Efter
kommunalreformen i 2007 har staten overtaget amternes del af
finansieringen. Basisensemblerne får typisk mellem 50 og 75 % af deres
udgifter dækket af staten. Det er Musikudvalget under Statens Kunstråd
der fordeler støtten. Udvalget råder over i alt 86 mio. kr. om året.
Heraf bruges de 30 mio. på driften af basisensemblerne.
Musikudvalget
besluttede i oktober 2008 at den samlede støtte til basisensemblerne
fra 2011 skal nedsættes til 26 mio., og at Det Jyske Ensemble skal ud
af basisensembleordningen. Og Storstrøms Kammerensemble skal finde
lokal medfinansiering for at kunne forblive på ordningen.
Brugerkommentarer
| Kommentar
1
-
Bjørn |
07-03-2009 |
| Det
var ikke godt, det er faktisk noget prut!! På den anden side, havde man
kunnet forvente sig andet? Når man ser hvordan alt muligt andet
værdimæssigt forringes. Hvordan skulle man så kunne forestille sig, at
der kunne blive 1,50 kr til lidt trutteri ude i provinsen. Atb Bjørn |
|
|