Sommerstævne
på Askov. For mange amatørmusikere står det som årets højdepunkt. En
uge hvor man spiller fra tidlig morgen til sen nat sammen med en flok
musikentusiaster som en selv.
Af Marianne Ryde
Selv om man endnu ikke er fyldt
20, kan man godt være en garvet Askov-musiker. Sara Friis Bache er
nærmest vokset op med Askov. Hun kom der første gang med sin mor
allerede som 8-årig, og i år bliver det tolvte gang hun skal køre ind
på gårdspladsen med forventningens glæde summende i maven.
Tilmeldingsblanketten bliver returneret så snart den kommer ind ad
døren.
Adgangsbilletten er en cello som Sara behersker på
nærmest professionelt niveau. Hun har spillet siden hun var fire og går
nu på sidste år af den musikalske grunduddannelse, MGK, på Sankt Annæ
Gymnasium. Hun har bestemt også overvejet om musikken skulle være
levevejen, men har gjort op med sig selv at hun hellere vil dyrke
musikken på amatørniveau end at være en del af det præstationspressede
professionelle musikliv.
"Jeg spiller musik fordi jeg elsker
det. Musik skal være lig med glæde og passion, og for mig kan det ikke
forenes med konkurrence," siger Sara der heller ikke har lyst til som
solist at udstille sit helt personlige forhold til musikken. Derfor
satser hun på Copenhagen Business School i stedet for Det Kgl. Danske
Musikkonservatorium. Og derfor er hun også vild med sommerstævnerne på
Askov.
Rummelighed
"Askov er stedet, hvor
der er plads til alle som kan lide at spille, uanset hvilket niveau man
er på, og hvor mange eller få fejl der smutter igennem når man spiller
på livet løs. Her er musikken et ekstra krydderi på tilværelsen og ikke
nødvendigvis et led i en seriøs karriere. Det er et musikalsk frirum
hvor det er musikglæden og ikke præstationen der er i centrum," siger
Sara og glæder sig til Bartók, Nielsen, Mendelssohn, Elgar,
Shostakovich, Beethoven og Mozart som er på programmet i år.
Og
til Schuberts Forelle-kvintet og Carl Nielsens Lille Suite som altid
bliver spillet kl. 23 onsdag aften. Og til Mozarts Eine Kleine
Nachmusik. Og til alle de andre gode gamle traditioner - juleaften gå
hjem og læg dig ...
Jamen, er det da en lukket klub for alle de
faste deltagere? "Der er mange gengangere, men der kommer også nye
deltagere til hvert år, og stævneledelsen gør en del for at få de nye
ind i fællesskabet; hjælper dem til at finde kammermusikgrupper der
passer til dem, og viser dem til rette med det store tag-selv-bord af
et nodearkiv," siger Sara.
Og inden man ved af det er man
blevet en del af Askov. Venskaber opstår, kærester finder hinanden, og
nye musikgrupper bliver dannet - man lærer hinanden godt at kende
gennem de fælles musikalske oplevelser; fra første prøve der "kan lyde
helt sort", til sidste dags koncert hvor man får ros af dirigenten.
"Det er bare så fedt," siger Sara begejstret.
Farvel og på gensyn
Pludselig
er det dagen før man skal hjem. Hvilket også er dagen hvor ens
opfindsomme gave til dirigenten skal afleveres, og hvor man skal holde
koncert og måske optræde med et særligt nummer under aftenkaffen.
Sidste år havde fire cellister klædt sig ud som den finske gruppe Lordi
med vilde masker og heavy rock-musik, året før blev et antal
Beatles-numre udsat for otte celloer.
Der har også været
afrikansk trommemoptog, Brittapolka for messingblæsere i et arrangement
der hele tiden skiftede toneart, og en børnegruppe som dansede til
Britney Spears. Nok er det et "klassisk" musikstævne, men musik er
musik, og musikken har mange ansigter. På Askov får de alle sammen lov
at folde sig ud.
Det første Askov sommerstævne blev holdt i 1948, så i år er 60-års jubilæumsår.
Der er stor rift om pladserne på stævnet, og for mange instrumenters
vedkommende må man trække lod - de uheldige får ekstra chancer året
efter. Messingblæsere er der dog ofte mangel på, især trompeter.
Askov-stævnerne
bliver arrangeret af DAOS, Dansk Amatørorkester Samvirke, som er en
landsorganisation for danske amatørsymfoniorkestre og -kammerorkestre.
Ca. 80 orkestre med tilsammen 2800 medlemmer er tilsluttet DAOS.
Medlemmerne kan låne noder i DAOS' arkiv, og få hjælp til at skaffe
orkesternoder fra tilsvarende organisationer i andre lande. DAOS
betaler desuden KODA-afgiften for medlemmerne.
DAOS udgiver medlemsbladet DAM fire gange om året og arrangerer ud over sommerstævnet flere weekendstævner og kurser.
På hjemmesiden www.daos.dk kan man finde en oversigt over alle tilsluttede orkestre og deres koncerter.
|
|