Optakt har samlet nogle anbefalinger af web-adresser hvor man kan få klassisk musik i lange digitale baner.
A basic guide to downloading
På tidsskriftet Gramophones hjemmeside finder man en virkelig omfattende guide til at downloade klassisk musik. Her er svar på alle de spørgsmål man kan have om hvorfor, hvad og hvordan.
Adagio.FM
Adagio.FM er en internetradiostation som døgnet rundt sender klassisk musik fra middelalder til moderne. Man kan også melde gratis melde sig ind i et forum hvor man kan chatte og ønske bestemt musik spillet.
Man kan streame gennem mediaplayere som Winamp, VLC, Windows Media Player, RealPlayer og iTunes.
BibZoom.dk
BibZoom.dk Streaming tilbyder musik i alle genrer; populært og alternativt, nyt og ældre, kendt og ukendt. Man skal have et login på et dansk bibliotek for at lytte.
ClassicalConnect.com - den virtuelle koncertsal
ClassicalConnect.com er en hjemmeside hvor klassiske musikere kan møde deres publikum. Som klassisk lytter kan man komme vidt omkring både fysisk og genremæssigt – måske få en helt uventet oplevelse når man ”bladrer” rundt på sitet.
Man kan vælge på hylderne som er struktureret efter instrumenter, gå ind på forskellige playlister, stemme, kommentere og sammenligne indspilninger.
Hvis man selv vil sammensætte sin playliste, skal man melde sig som bruger. Derefter kan man få systemet til at sammensætte en række indspilninger efter ønsket instrument. Man kan også skrive sin kommentar (men ”husk at kunstnere kan være meget følsomme”, advarer ClassicalConnect!)
Siden er også tænkt som et fællesskab som skaber kontakt mellem musikere og mellem musikere og deres publikum. Man kan sende beskeder, diskutere opførelser og gøre opmærksom på indspilninger man holder af, og folkene bag siden lover endnu flere muligheder efterhånden.
Gå til ClassicalConnect
HØRbar
Musikbibliotekerne stiller via deres hjemmeside små udsendelser om musik gratis til rådighed. Man kan abonnere på podcasts om Rock og Pop, Jazz og World eller Klassisk og Opera.
Se mere på hjemmesiden musikbibliotek.dk/hoerbar hvor man kan downloade udsendelserne som mp3-filer og få instruktion i at abonnere på en podcast.
Danmarks Radio
Danmarks Radio har på hjemmesiden www.dr.dk/P2 lagt en masse information og links til indspilninger man kan høre og/eller downloade.
Man kan endda høre hele koncerter, for eksempel tre koncerter med Aarhus Symfoniorkester, optaget fredag 9. januar, 4. december og 24. oktober .
Netradioen DR Klassisk spiller hele klassiske værker døgnet rundt og kan høres både på kabel, DAB-radio og nettet. Desuden har DR den rene netkanal DR Allegro der spiller klassisk musik i den lettere afdeling. Læs hvad musikredaktør på DR Medier Hans Peter Larsen skriver om klassisk på DAB og net.
Den 2. radio
Den2radio er Danmarks nye videnskanal om kultur og samfund. Den2radio sender som netradio på www.den2radio.dk. Det betyder at alle udsendelser er frit tilgængelige på internettet for alle uanset geografisk placering.
Hver uge bliver der sendt en ny 4 til 5 timers programflade og det er muligt at finde og genhøre hvert enkelt program i den2radios online arkiv.
Natmusik
Sveriges Radio sender klassisk musik om natten på P2. Programmet hedder Notturno. Det sendes fra midnat til kl. 6 morgen i samarbejde med BBC London, og det kan genhøres når som helst man har lyst via hjemmesiden.
www.sr.se/p2/
Conzertsender
Går man til Holland (og det er jo ingen vej på internettet), kan Optakt anbefale en klassisk netradio fra Amsterdam, Concertzender (www.concertzender.eu). Der er masser af live-musik, både klassisk, jazz og verdensmusik. Desuden er der mange valgmuligheder så man kan finde lige sin egen genre, tidsperiode etc. Der er mulighed for at læse siden på engelsk.
ClassicFM
En læser skriver: Har man brug for let klassisk som behagelig baggrundsmusik, kan jeg varmt anbefale ClassicFM - www.classicfm.co.uk - tryk på Listen Live.
Kanalen kan naturligvis også høres på en Wifiradio. Ja, den er "poppet" og langt fra den sædvanlige akademiske tilgang til klassisk musik, men kanalen har 5 millioner lyttere dagligt i England - 5 millioner! Her når man virkelig ud til folket!
Radio Swiss Classic
Hans Erik Busk har skrevet til os at han varmt kan anbefale Radio Swiss Classic på netadressen: http://www.radioswissclassic.ch/?lang=en
”Ingen snak, bortset fra en nøgtern annoncering (på tysk og fransk) af det spillede før og efter. Særdeles god streaming lydkvalitet (aac+ 64 kbps) og et alsidigt repertoire. Jeg personligt har modtaget programmet via satellit de sidste 8-10 år.”
Man kan se programmet for hele dagen, og man kan søge på sin yndlingskomponist og se hvornår han bliver spillet. På siden er der også mulighed for at læse mere om indspilninger og udøvende, og så kan man købe en del af de spillede cd’er.
Programmet kan modtages på web-radio og mobiltelefon.
Klassisk og spansk guitar
En læser skriver: For udelukkende klassisk og spansk guitar: http://www.sky.fm/guitar/. Mange numre er den ægte vare, dertil dog også en hel del for mig muzaklignende.
Musikportalen last.fm
Last.fm er som MySpace et verdensomspændende socialt netværk med særlig fokus på musik, men det er også en slags internetbaseret radio hvor man kan sammensætte sin helt egen radiostation. Og det bugner med musik i høj kvalitet af enhver type og genre.
Man kan finde masser af musik, lidt oplysninger om komponisterne, og hvis man opretter en gratis profil på siden, kan man spille radio med udgangspunkt i sin egen smag og få forslag til komponister der ligner.
Web-tv
På den svenske portal axess tv finder man tv-programmer om samfundsdebat og kultur, heriblandt en del om klassisk musik. Man finder for eksempel en hel serie ”Det handlar om musik” hvor Sofia Nyblom møder svenske musikere som klarinettisten Martin Fröst. En anden serie hedder "En ryss i musiken", og her tager Michail Kazinik os gennem forskellige komponister og viser deres betydning for den klassiske musik.
Alle de andre steder
Vi hører meget gerne om alle de andre steder på nettet hvor man kan lytte til klassisk musik. Skriv til os ...
Gå til top