Ordbog

 

 


a  b  c  d  e  f  g  h  i  j  k  l  m  n  o  p  r  s  t

Partita

Partita betyder oprindelig variation - i flertal partite. Nu bruges ordet om en suite (en række dansesatser). J.S. Bach har skrevet flere partiter for cembalo og for soloviolin.

Partitur

Noder til samtlige stemmer i en komposition opsat under hinanden og med taktstregerne trukket lodret igennem. Man begyndte at bruge partiturer omkring år 1600.

Passion

Et større, religiøst værk om Jesu lidelse og død fra et af de fire evangelier. Findes helt fra middelalderen.
Efter ca. 1700 blev forbindelsen til bibelteksten delvis opgivet, og der blev indlagt frie tekstled som fx i J.S.Bachs ‘Johannespassion' fra 1724 og ‘Matthæuspassion' fra 1729. Efter baroktiden flyttede komponisternes interesse sig fra passion til oratorium.
I det 20. årh. så man forsøg på at genoplive den middelalderlige passionstradition, fx i H.Distlers ‘Choral-Passion' (1933) og K.Pendereckis ‘Lukaspassion' (1965).

Piano

Stille eller svagt. Angives med et p i noderne. Endnu svagere, pianissimo, angives med pp.
Modsætningen til piano er forte (kraftigt), forkortet f.
Piano er også på flere sprog betegnelsen for et klaver. Det er en forkortelse af pianoforte, et navn instrumentet fik fordi det i modsætning til forløberne cembalo og hammerklaver kunne anslås både svagt og kraftigt (piano og forte). Man møder også navnet fortepiano. Klaveret blev udviklet i løbet af 1700-tallet.

Pizzicato

Betyder knipset og henviser til at strengene på en violin eller et andet strygeinstrument skal knipses som på en lut eller en guitar i stedet for at blive strøget med en bue (coll arco).

Podcast

Radio- eller tv-udsendelser, som kan downloades og derefter høres når man vil. Ofte koblet sammen med en form for "abonnement", så man automatisk kun får tilsendt det, man er interesseret i.

Polonaise

En højtidelig og pompøs polsk dans med en karakteristisk trefjerdedels-rytme:

 

Polonaisen er sandsynligvis opstået i forbindelse med hofceremonier og processioner. Først kendt hos J.S. Bach (fx i Fransk Suite nr. 6). Siden udviklet hos blandt andre Beethoven, Schubert, Liszt og især Chopin.

Polyrytmik

En satsteknik hvor flere forskellige rytmearter udspiller sig samtidig, fx en grundrytme med tredeling og en melodi med todeling.

Først brugt bevidst i klassiske værker; romantikerne benyttede sig af dem med forkærlighed. Fr.Chopin (1810-49) for at opnå et improvisatorisk tilsnit i sine melodistemmer, Johs.Brahms (1833-97) som led i et kompliceret kontrapunktisk spil som giver en svævende grundrytme.

 

Præludium

Egentlig forspil - en introduktion til en kirkelig handling eller til en komposition (fx en fuga). Oftest spillet på cembalo, orgel eller lut. Senere brugte især Chopin og Debussy betegnelsen præludium til selvstændige klaverstykker.

Primadonna

Operaens førstedame. Udtrykket blev oprindeligt brugt om den ledende kvindelige operasanger i et operaensemble. Det var oftest en sopran der fik hovedrollerne i operaensemblets opsætninger.
Sangerinderne opnåede i barokken stjernestatus hvorefter nogle angiveligt udviklede nykker. I dag bruger man derfor udtrykket om personer der er meget selvoptagede - de har primadonnanykker.