Silvestrov: Bagateller og serenader

Sonning-prismodtageren Arvo Pärt synes selv at den ukrainske komponist Valentin Silvestrov er en af vor tids største. De seneste år hvor Silvestrovs musik er udkommet på plademærket ECM, har resten af verden kunnet få samme indtryk.

Silvestrovs musik er ligesom Pärt rodfæstet i tonalitet og enkelhed. Den raffinerede dyrkelse af tab og savn er han dog alene om. Silvestrovs klavercyklus med 13 Bagateller stræber efter indre ro, men når den aldrig helt. Musikken må undvige, så skønheden forbliver en drøm, og lykken noget der kun anes når øjnene er lukkede. Det er fortryllende sørgmodigt – og meget modigt, for faren for at blive opfattet som kitsch er meget nær når man bygger kunst på kitsch.

På en tidligere cd har man hørt et enkelt glimt af Silvestrov som pianist, og på denne cd får man for alvor bevis for hvor fremragende han er til at spille sin egen musik. Hans helt vægtløse anslag gør musikken til et ”uskarpt daguerreotypi”, som det rammende siges i teksthæftet. Samme fjerlette og slukkede drømme realiseres af Münchens Kammerorkester, især i mesterværket Der Bote hvor Mozart taler til os fra det hinsides. En plade med den mest udsøgte og sarte poesi.

Silvestrov: Bagateller og serenader
Valentin Silvestrov & Alexei Lubimov, klaver
München Kammerorkester. Dirigent: Christoph Poppen
ECM 1988 

« Tilbage til Cd og dvd