Portrætter af Karajan
| Det er et kup at lade Karajan blive portrætteret af musikere der havde ham tæt inde på livet"Jeg
gik rundt i Salzburgs gader hele natten. Kunne ikke sove," fortæller
dirigenten Mariss Jansons om dengang han havde hørt Herbert von Karajan
dirigere Verdis Otello. Forbløffelsen i hans ansigt 30 år efter viser
at han vist stadig kan ligge søvnløs over den forestilling. Andre sider af den store Karajan er falmet siden hans død i 1989. Den polerede orkesterklang der betog verdens lyttere, kan i dag virke som en forvanskning af værkerne. Stilen i hans indspilninger af Mozart og Bach har ikke noget stort publikum længere, og de mange koncertfilm han indspillede, virker i dag gruopvækkende i deres selvforherligelse. Karajan er med andre ord ved at komme på en afstand hvor man kan tale ligefremt om ham og hans musik. Og det er den helt store succes ved det portræt instruktøren Robert Dornhelm har lavet i anledning af Karajans 100-år. Han får en perlerække af musikere, sangere og dirigenter til at mindes ham på godt og ondt. Også - som noget hidtil helt ukendt i omgangen med denne tyran - med humor. Filmen har ingen fortæller, men bruger kun indirekte kommentarer til at sammenkæde de gamle filmklip frækt og vittigt. Djævelen er i detaljen. Karajans grove replikker og umorsomme vitser får lov til at hænge i luften, og det behøver ingen kommentarer at se ham posere eller høre ham beskrive sin fryd ved at føre an. De unge år gøres der ikke så meget ud af, heller ikke hans opportunistiske medlemskab af nazistpartiet. Derimod fylder hans sidste tid med Berliner Filharmonikerne en del. Det var en hårrejsende magtkamp mellem ubøjelige modstandere hvoraf den ene var alvorligt fysisk svækket. "Jeg har så mange ting at sige endnu at naturen er nødt til at give mig en ny krop," siger Karajan i ramme alvor. Filmen lader den berømte nytårskoncert i Wien 1987 være hans paradisiske forløsning. En levende begravelse i den perfekte klang. Det er et kup at lade Karajan blive portrætteret af musikere der havde ham tæt inde på livet. De taler afslappet og reflekteret om hans svage sider og umenneskelige kontrol ("Karajan svedte aldrig," husker en charmerende og skælmsk Christa Ludwig). Storheden i hans kunstneriske stræben er alle dog enige om. Mest gribende er hans datters erindring om at hun kun så sin far græde én gang, nemlig da han som gammel mand hørte den unge Jevgenij Kissin spille klaver. Derefter genfortæller Kissin selv på fremragende vis dette møde mellem naturbarnet og oldingen der måtte tage solbriller på for at skjule sin bevægelse. "Han vidste at jeg ikke spillede sådan af egen vilje, men udelukkende fordi han var til stede." En anden dokumentarfilm, Maestro for the screen, koncentrerer sig om Karajans orkesterfilm. De mange iscenesatte tv-optagelser han lavede med sit kernerepertoire, var efter hans egen mening af uvurderlig betydning, men er i dag en ret stor klods om benet på hans eftermæle. Når de er værst, er de groteske og utilgiveligt selvcentrerede. Instruktøren Georg Wübbolt forklarer dem som produkter af Karajans teknik-fascination der gik hånd i hånd med hans enevældige musikalske styre. Filmene skulle give ham evigt liv, og han gik ind i produktionen af dem med enestående energi. I et filmklip ser man hvordan hans vision om at blive beundret af millioner tænder lyset i hans øjne på en ret så uhyggelig måde. Undervejs i udforskningen af tv-mediet sled han en hær af instruktører op inden han havde oparbejdet stilistisk og teknisk erfaring til at kunne instruere selv. Det gav ham endelig frit løb. Desværre afslører Karajans dyrkelse af modlys og de evindelige orkesteropstillinger i paradestil at han som billedkunstner var i familie med nazisterne Albert Speer og Leni Riefenstahl. At nyde disse optagelser kræver enten historieløshed eller en stærk abstraktionsevne. Dokumentarfilmen er derimod både nøgtern og afslørende. Hans gamle medarbejdere der husker tilbage, ligner en flok skadede børn der aldrig er kommet sig over en alt for dominerende far. Selv de kan i dag se vanviddet i Karajans egomani og detailfiksering: Skæggede musikere i orkestret blev barberet så de ikke brød den militære uniformitet, og de skaldede fik toupé på. Musikernes stole blev opstillet på centimetermål og fik monteret 250 W projektører under hvert sæde. Når Karajan nu ikke kunne blive sit eget enmands-orkester, kunne hans musikere i hvert fald tage sig ordentligt ud. Karajan ville være den diktator som Tyskland mistede med Hitler, og det lykkedes fordi tyskerne nu engang ønsker en diktator, har den toneangivende engelske journalist Norman Lebrecht sagt. En ting er i hvert fald givet: Siden Karajans død har verden ikke set en podiepersonlighed af den størrelsesorden. Hans model er uanvendelig i dag, men den fascinerer stadig på mere end en måde. Karajan Instruktion: Robert Dornhelm (92 minutter). Deutsche Grammophon 00440 073 4392 Herbert von Karajan - Maestro for the screen Instruktion: Georg Wübbolt (52 minutter). ArtHaus 101 459 « Tilbage til Cd og dvd |
