Komponisten der blev gemt væk

Paul von Klenau var dansk, men både han selv og hans musik orienterede sig mod det tyske. Det var mellem to verdenskrige ikke noget plus i Danmark. Han blev glemt – men nu er hans værker dukket op fra glemslen.

Af Jens Cornelius

Under en sofa i Wien
I 2005 gjorde Det Kongelige Bibliotek et af de store fund. Under sofaer og lænestole i en lejlighed i Wien lå sirligt ordnede nodemanuskripter af den glemte danske komponist Paul von Klenau. En tysk-orienteret kunstner som man efter krigen ikke har villet kendes ved i Danmark.
Det var hans enke godt klar over, så hun ordnede hans papirer og gav sig til at vente på at eftertiden en dag ville vise interesse igen.
I bunkerne lå symfonier, operaer, orkesterværker, kammermusik, klavermusik og sange. Ingen nulevende mennesker havde hørt værkerne, og mange af dem var slet ikke blevet opført. Krigen og nationale følelser var kommet på tværs. Så betød det mindre at Klenau var en af de dygtigste danske komponister i mellemkrigstiden.

Tysk gift, tyske rødder
Klenau blev født i 1883. Han er ikke så gammel som romantikerne fra Carl Nielsens generation - Louis Glass, Ludolf Nielsen og Hakon Børresen. Kronologisk og stilistisk passer han bedst sammen med den yngre Rued Langgaard. Begge stødte de hovedet mod det lave danske loft, og begge følte de sig forbundet med den tyske tradition. Klenaus slægt var endda af tysk afstamning, og han var tysk gift, så det var helt naturligt for ham at bosætte sig i Tyskland. Allerede som 24-årig blev han kapelmester ved Operaen i Freiburg, senere blev han koncertdirektør i Wien og fik titel af professor. Han beholdt sin base i Tyskland og Østrig selv om han i 1920’erne også var dirigent for den progressive musikforening Dansk Filharmonisk Selskab i København. Først i 1940 - da Verdenskrigen havde raset et halvt år – forlod han det nazistiske Tyskland og flyttede til fredelige Danmark. Under besættelsen skabte det en mistanke han aldrig blev fri for.

Arven
Da Klenaus enke døde, gik materialet under sofaerne i arv til parrets datter og barnebarn. Ad mystiske veje kom samlingens omfang Det Kongelige Bibliotek for øre, og det lykkedes at komme arvingerne så nær at en handel blev arrangeret. Prisen var ”et millionbeløb”, fortæller leder af bibliotekets Musikafdeling, Niels Krabbe.
Det krævede en stor fondsbevilling fra Knud og Dagny Gad Andreasens Fond og penge fra Kulturministeriet før Det Kongelige Bibliotek kunne erhverve sig de ca. to meter bunker med manuskripter. Nu ligger det hele på plads i København og er et materiale så interessant at musikforskere allerede har kastet sig over det.

Ven af Schönberg
Hvordan lyder Klenaus musik så? Stormfuld kan man sagtens kalde den. Den er stor, imponerende og vældig dygtigt gjort. Der er ikke skyggen af ”dansk tone” over den. De tidlige værker lyder snarere af Bruckner og Richard Strauss. Senere bliver Klenau orienteret mod eksperimenterende senromantikere som Zemlinsky og Franz Schreker, og efterhånden især af tolvtonemusikkens skaber, Arnold Schönberg. Klenau havde god kontakt til Schönberg og fik arrangeret at Schönberg i 1922 kom til København og dirigerede sine egne værker.
Noget tyder på at Klenaus egen variant af tolvtonemusikken kom til at påvirke Schönbergs berømte elev Alban Berg, men det er et af de spørgsmål musikforskerne må gå videre med at afklare de kommende år. Et andet spørgsmål er Klenaus spegede forhold til Hitlers nye styre som han åbenbart godt kunne acceptere at leve under.

En sen førsteopførelse
Ved en koncert på Det Kongelige Bibliotek i sidste måned blev de første værker fra Klenau-fundet opført, bl.a. en voldsom og vrængende Klaversonate fra 1943 som aldrig havde været spillet før. Den er skrevet i Klenaus sommerhus i Dronningmølle i krigens hårdeste tid. Af en dansk komponist som ikke satte sit lys under en skæppe, ikke skrev musik i den ønskede stil, havde sine kunstneriske rødder i fjendeland og endda et tysk navn. Der var næppe andet at gøre for Paul von Klenau end at blive hjemme og komponere. Han døde i glemsel i 1946.

 


 


KLENAU PÅ CD
Der findes tre cd’er med musik af Paul von Klenau - og efter nodefundet i Wien er flere på vej:

Symfoni nr. 1 og nr. 5, Triptykon
- samt den symfoniske fantasi Paolo und Francesca over et afsnit fra Dantes Den guddommelige komedie. En cd der viser både Klenaus tidlige og sene stil.

Odense Symfoniorkester.
Dirigent: Jan Wagner
Dacapo 8.224134

Symfoni 7, Die Sturmsymphonie
- samt ouverturen til operaen Den lille Idas blomster, orkesterfantasien Jahrmarkt bei London og sangcyklusen Gespräche mit dem Tod. Klenau pointerede at titlen Stormsymfonien ikke hentydede til andet end musikkens generelle karakter. Den er skrevet i 1941.

Odense Symfoniorkester
Susanne Resmark, alt
Dirigent: Jan Wagner
Dacapo 8.224183

Et 70 minutters kæmpeværk for baryton, kor og orkester til tekst af Rainer Maria Rilke. Et symbolsk krigsdrama skrevet lige efter 1. Verdenskrig. Klenau kaldte det dengang sit bedste værk. ”Et storartet og rystende requiem” lyder det i en af de udenlandske anmeldelser af cd’en.

Die Weise von Liebe und Tod
Bo Skovhus, baryton & Tjekkisk Filharmonisk Kor.
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Paul Mann
Dacapo 6.220532

Strygekvartetter nr. 1-3
Klenau skrev i alt fem strygekvartetter. De to første er tidlige værker skrevet i Tyskland, de tre sidste er skrevet i Danmark under besættelsen.

Sjællands Strygekvartet.
Udkommer på Dacapo ca. 1. juli. Læs nærmere på www.dacapo-records.dk

« Tilbage til Cd og dvd