Her er et bud på Den Store Nielsen Boks.
Faktisk den største samling af Carl Nielsen-værker der nogensinde er
udgivet under ét. Indholdet er overvejende fra 1970’erne, og kernen er
Radiosymfoniorkestrets indspilninger af de seks symfonier og de tre
solokoncerter, lavet dengang Herbert Blomstedt var chefdirigent. Både
Blomstedt og Radiosymfoniorkestret har hver især indspillet symfonierne
siden da. Orkestret spiller teknisk bedre i dag, og Blomstedts
indspilninger fra 1980’erne med San Francisco Symfonikerne har højere
raffinement. Men på deres fælles plader fra 1970’erne spilles der
kraftfuldt og lige ud ad landevejen, og det er i mange danske lytteres
ører den autentiske måde at spille Carl Nielsens musik på.
Sættet er suppleret med Mogens Wöldikes samtidige indspilninger af
korværkerne Søvnen og Hymnus Amoris og hele Leif Ove Andsnes’ cd fra
1990’erne med udvalgte klaverværker - nok den bedste indspilnng af
Nielsens klavermusik der endnu er lavet. Der er også et par engelske
indspilninger i boksen, bl.a. en strålende Lille Suite dirigeret af
Iona Brown, hvorimod en forældet indspilning af Blæserkvintetten med
Melos Ensemblet burde have været erstattet med en anden af EMI’s
lagervarer. Men det er til at se bort fra – hovedvægten er de seks
timer symfonisk musik dirigeret af Blomstedt. Og boksen er set til bare
250 kr. i handelen.
Carl Nielsen: Orkesterværker
DR Radiosymfoniorkestret. Dirigent: Herbert Blomstedt.
Arve Tellefsen, violin, Franz Lemsser, fløjte & Kjell-Inge Stevensson, klarinet
Leif Ove Andsnes, klaver
EMI 5 19429 2 (7 cd’er)
Carl
Nielsens Violinsonater hører til de mest uregerlige og mindst spillede
af hans hovedværker. Christina Åstrand og Per Salo lavede en
prisbelønnet indspilning for et par år siden (på Decca) som skaffede
sonaterne et større publikum, men for de fleste i ind- og udland vil
det nok stadig være ukendt musik. Og det gælder i endnu højere grad
Nielsens to skæve og virtuose værker for soloviolin.
Dacapo har
interessant nok fordelt sonaterne og soloværkerne på to violinister.
Jon Gjesme spiller sonaterne sammen med Jens Elvekjær på klaver. Det er
hurtige, men meget fint kontrollerede og analytiske fortolkninger der
vælger en anden vej end Åstrands varme og spontanitet. Begge løsninger
er nu faktisk lige gode som håndsrækning ind i musikken. De
Bach-inspirerede solostykker fra 1920’erne, Præludium og Presto og
Præludium, Tema og Variationer (selv titlerne er skæve) spilles med
dødsforagt af Tue Lautrup. Avanceret og vildt virtuos musik, men med
masser af komponistens helt særlige humor.
Carl Nielsen: Kammermusik, vol. 2
Jon Gjesme & Tue Lautrup, violin & Jens Elvekjær, klaver
Dacapo 8.226065
Hvis
der er et sted udenfor Norden hvor man interesserer sig for Carl
Nielsens musik, så er det i England. Martin Roscoe er en engelsk
pianist der i modsætning til mange tyske og franske musikere ikke
finder noget mystisk eller utilstrækkeligt i danskerens musik. Roscoes
nye, komplette indspilning af Nielsens klaverværker er da også
påfaldende straight. Han går ikke planken ud sammen med Nielsens
egensindighed, men teknisk er hans indspilning helt fnugfri. Roscoes
kontrol og naturlige polish kommer til overlegen anvendelse i
storværker som den Luciferiske Suite og Chaconnen der pludselig ikke
længere lyder spor u-pianistiske, men nemme og tydelige at lytte til.
De mindste af stykkerne lyder til gengæld lidt underkarakteriserede.
Alt i alt et interessant sæt som supplement til andre komplette
indspilninger lavet af bl.a. Anne Øland og Minna Miller og af Herman D.
Koppel der som ung spillede alle værkerne for komponisten selv og fik
hans blå stempel.
Carl Nielsen: Klaverværker
Martin Roscoe, klaver
Hyperion CDA67591/2 (2 cd’er)
« Tilbage til Cd og dvd