Amerikanske Legender
|
Leroy Anderson: "Lærer Andersen" blev han tit kaldt i Danmark * Paul Robeson: en stemme der kommer fra jordens indre
“Lærer
Andersen” blev han tit kaldt i Danmark. Hans forældre var svenske
udvandrere, men Leroy Anderson blev selv så amerikansk som apple pie.
Hans mange orkesterstykker er et originalt amerikansk bidrag til
orkesterrepertoiret – ”Concert music with a popular touch” var
Andersons egen rammende beskrivelse. De kendteste stykker er Sleigh
Ride og det uforglemmelige opus for skrivemaskine, The Typewriter.
Andre af hans hits er Blue Tango, Sandpaper Ballet og The Syncopated
Clock.
« Tilbage til Cd og dvdAndersons musik fra efterkrigstiden er i dag kitsch, men ikke kun. Man må beundre hans melodiske åre, hans humor og usvigelige greb om de tre minutters varighed. Kun ganske få gange overskred han stilen, men også det kunne han: En lille Klaverkoncert er ganske fin, og i forskellige suiter viser han både en mere klassisk og en mere eksperimenterende side af sig selv. Leroy Anderson indspillede mange af sine stykker i 1950’erne. På de nye cd’er er Leonard Slatkin en dygtigere dirigent, men kan ikke helt efterligne den vidunderlige stil på de gamle indspilninger. Både det gamle rytmiske swing og de instrumentale spillemåder er uddøde. Af de mange forsøg man siden dengang har gjort på at lave gode Leroy Anderson-plader, er Slatkins serie fra Naxos dog klart den bedste. Vil man kun have en af de tre cd’er, skal det være vol. 3 som er bedst spillet, har bedst lyd og en pragtfuld blanding af kendte favoritter og nye overraskelser. I år ville Lærer Andersen for øvrigt være fyldt 100. Leroy Andersen: Orkesterværker vol. 1-3 BBC Concert Orchestra. Dirigent: Leonard Slatkin Naxos 8.559313, 8.559356 & 8.559357 Det er en stemme der kommer fra jordens indre. Kæmpestor og med en naturlig kraft som aldrig svigter. Paul Robeson var et fænomen. Ikke kun som sanger, skuespiller, sportsmand og sproggeni, men som ikon for USA’s pinefuldt langtrukne vej mod ligestilling mellem racerne. Han var en fremtrædende borgerrettighedsforkæmper og dertil overbevist kommunist. Fik inddraget sit pas og blev ydmyget offentligt gang på gang. Men Robeson svarede altid igen og var umulig at kue. Han tog både håbet og tragedien på sine skuldre og viste det frem i de spirituals han sang. Fra 1928 til 1939 indspillede han 170 sange for pladeselskabet EMI (dengang His Master’s Voice). Ikke nogen egentlige ”værker”, men netop sange af enhver art: Sprituals, salmer, slagere og musicalnumre. Ol’ Man River og numre fra Gershwins opera Porgy & Bess er det mest finkulturelle, men tegner ikke det generelle billede der er fyldt godt ud med en blanding af kitsch-rædsler og dybt bevægende øjeblikke. Gennem det hele går Robesons ærlighed og kolonorme basstemme der bliver bedre år for år. Som musiker følger Robeson ukunstlet den vej hans fysiske muligheder lagde ud for ham. Han ville have lydt mærkeligt i en opera af Richard Strauss eller i lieder af Hugo Wolff, men i det folkelige amerikanske repertoire bliver Robeson selve symbolet på kampen for retfærdighed. Det trænger igennem næsten alle numre i denne uoverskueligt store samling musik. Sæt en af cd’erne på og lad den rulle, så hører man The Voice of America. Paul Robeson – The complete EMI sessions 1928-1939 Paul Robeson, bas EMI 2 15586 2 (7 cd’er) |
