Nyt liv til glemt musik

29-06-11

Komponisten Leopold van der Pals levede samtidig med Debussy og Mahler, og hans musik er fuldt på højde med deres; alligevel er der ikke mange som kender den i dag. Men det råder den unge danske cellist Tobias van der Pals nu bod på, han har netop udgivet den første cd nogensinde med sin grandonkels musik. ”Den er smuk og følsom med et rigt harmonisk sprog, og den fortjener at komme frem i lyset,” siger Tobias der selv medvirker på cd’en.

Det er ikke så mærkeligt at Tobias van der Pals har haft lyst til at finde ud af hvem hans halvt danske, halvt hollandske grandonkel var. Tobias’ oldefar var dirigenten Nikolai van der Pals som bl.a. dirigerede Berliner og Wiener Philharmonikerne, og Nikolais bror, Leopold, var efter sigende en stor komponist.

Rejsen ind i Leopolds musikalske verden begyndte for alvor for Tobias da han for 11 år siden besøgte et arkiv i Schweiz som rummer samtlige Leopold van der Pals’ værker, alle i håndskrevne originaler. Her var tusindvis af sider med operaer, symfonier, kantater, sange, sonater og koncerter.

”252 værker, summen af 83 års arbejde med musikken, det var fuldstændig betagende, og jeg måtte bare gå i gang med at vække denne musik til live igen,” siger Tobias. Han kopierede straks en del af værkerne og tog dem med tilbage til Danmark.

Tobias var dog ikke alene om interessen for Leopold van der Pals. Den tyske pianist og musikforsker Wolfram Graf udgav i 2003 en omfattende biografi om ham, blandt andet baseret på Leopolds 32 dagbøger, hvoraf det fremgik at hans musik blev spillet af de bedste orkestre i Europa og Amerika mens han levede.

Når Leopold van der Pals alligevel gik i glemmebogen, og hans musik aldrig før er blevet indspillet, skyldes det især 2. Verdenskrig som ødelagde mulighederne for mange kunstnere, især de der ikke kom væk fra Europa.

Det startede i Skt. Petersbog
Leopold van der Pals blev født i 1884 og voksede op i Skt. Petersborg med en dansk mor og en hollandsk far der var konsul i byen. Skt. Petersborg var en levende kulturby, og både komponister som Tchaikovsky, Rimsky-Korsakov og Rachmaninov samt den sidste zar og flere af periodens mest kendte balletdansere kom i barndomshjemmet.

Leopold begyndte at komponere som 12-årig. Kort før den russiske revolution i 1905 rejste han til Europa for at studere i Schweiz. På anbefaling af Rachmaninov flyttede van der Pals efter fire år til Berlin for at studere videre hos Reinold Gliere (som også underviste Prokofiev.)

Allerede som 25-årig fik Leopold van der Pals sin første symfoni uropført af Berliner Filharmonikerne. Pressen tog særdeles godt imod musikken, og i de kommende år blev adskillige af hans værker opført i både Europa og USA. To af hans symfoniske digte blev uropført af New York Filharmonikerne i 1911. The New York Times, The Sun og flere andre internationale medier roste værkerne og sammenlignede Leopold van der Pals med Debussy.

Van der Pals blev gift, fik en datter og flyttede til Schweiz. Da Første Verdenskrig brød ud, havde han stadig en lejlighed i Berlin, og han måtte under stort besvær hente sine ting og køre dem ud af Tyskland gennem skovene på hestevogn mens krigen rasede. Han komponerede under Første Verdenskrig den elegi der er med på Tobias’ cd.

Nomadeliv
Leopold komponerede nu uafbrudt i alle genrer: Koncerter, symfonier, sange, kammermusik mv. Men så blev hans kone syg. Familien måtte flytte fra Schweiz og boede i løbet af de næste elleve år på 80 forskellige sanatorier. Konens sygdom blev værre, og samtidig var livet som hjemløs nomade dybt problematisk for van der Pals. Han fik ikke tid til at komponere, at vedligeholde sine kontakter eller at være til stede og høre sine værker blive opført. Samtidig havde han dårligt råd til udgifterne til de mange rejser og sanatorier.

Efter hans elskede hustrus død i 1935 boede van der Pals en tid i Ascona ved den italienske grænse hvor han skrev 80 digte til hendes minde mens han sørgede. Kort derefter valgte han 45 af disse digte og skrev musik til dem: Dem Geiste meiner Frau (Min kones sjæl), sangcyklus opus 96.

Verdenskrigen kom i vejen
Fyrre år gammel fik Leopold van der Pals gennem sin bror, dirigenten Nikolai van der Pals, mulighed for at komme tilbage til musikken via en koncert med Wiener Symfonikerne. Her blev van der Pals’ anden symfoni uropført, og den blev en kæmpe succes.

Bedst som tingene var ved at vende til det bedre for van der Pals, brød Anden Verdenskrig ud. Store dele af Europa blev ødelagt, og der var ved krigens afslutning så godt som ingen musikere, ingen instrumenter og ingen koncertsale tilbage. Mange kunstnere opgav ævred og gjorde aldrig comeback. Andre flyttede til USA og fik genstartet deres karrierer, bl.a. Bartok.

Men ikke Leopold van der Pals. Han blev i Schweiz og komponerede indtil sin død. Her skrev han musik som var romantisk-impressionistisk, men som blev overskygget af den nye wiener-skole.

Da Leopold van der Pals døde i 1966, 83 år gammel, havde han skrevet 252 værker, heriblandt 9 operaer, 4 symfonier, 500 sange, sonater og kammermusik i alle de etablerede besætninger. I 1905 var van der Pals blevet bekendt med Rudolph Steiner, og inden for antroposofien er Leopold van der Pals’ navn stadig velkendt gennem musik, han skrev til Eurythmi og antroposofiske højtider.

Hør musikken – spil musikken!
Tobias van der Pals har spillet cello siden han var 6 år gammel. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har studeret hos Morten Zeuthen. Naturligt nok er Tobias startet med den musik Leopold van der Pals skrev for celloen.

”Det er ikke de vægtigste værker der er med på denne første cd. Cellosonaten skrev han på bare tre uger, og i det hele taget har vi jo kun kunnet få en lille brøkdel af hans musik med,” siger Tobias. ”Men det er en begyndelse, og vi har allerede planlagt endnu en indspilning næste år hvor jeg tager fat på hans kammermusik sammen med pianisten Kristoffer Hyldig og violinisten Elisabeth Zeuthen Schneider.”

”Indspilningerne er et vigtigt nyt kapitel i historien om Leopold van der Pals og et stærkt supplement til biografien som jeg i den grad synes musikken fortjener. Jeg håber vi kan åbne andre musikeres øjne for den; det er en fornøjelse at spille den, for den rummer så mange klangfarver og modulationer og derfor så mange muligheder for at man kan fortolke den efter sit eget musikalske temperament.”

------------------------

”Leopold van der Pals – Works for cello and piano” udkom den 20. juni og blev lanceret i Steingraeber Haus i Bayreuth med gode anmeldelser.

Værkerne er indspillet i Bagsværd Kirke af Tobias van der Pals og Cathrine Penderup i samarbejde med komponisten Thomas Agergaard som bl. a. har været producent.

Cd’en er udgivet på Tobias van der Pals’ eget selskab, Polyhymnia med støtte fra blandt andet det kendte flygelbyggerfirma Steingraeber & Söhne og distribueres af Gateway Music. Musikken er tilgængelig på iTunes i både Europa og USA og kan høres og købes på hjemmesiden vanderpals.com

 

 

 

 

Bookmark and Share

”Leopold van der Pals – Works for cello and piano”.

Værkerne er indspillet i Bagsværd Kirke af Tobias van der Pals og Cathrine Penderup i samarbejde med komponisten Thomas Agergaard som bl. a. har været producent.

Cd’en kan høres og købes på hjemmesiden vanderpals.com

Musikken på YouTube: