Kvinder på dvd: Arabella og Manon
|
Richard Strauss: Arabella med bl.a. Renee Flemming * Massenet: Manon med bl.a. Anna Netrebko
Arabella er komtesse i en wienerfamilie som nærmer sig fallitten. Derfor forsøger hendes forældre at gifte hende til så rig en bejler som muligt. Fra sidelinien ser hendes lillesøster Zdenka til og brænder inde med alle de følelsesnuancer hendes storesøster ikke fatter. Den retskafne, men fattige officer Matteo er det rigtige parti for hende, mener Zdenka, men Arabella nyder bare den frie flirt med de mange forelskede herrer. Personinstruktionen er detaljeret helt ned i de mindste roller på denne flotte Arabella-dvd. Den er filmet ved en luksusforestilling i Zürich instrueret af Götz Friedrich, dirigeret af Franz Welser-Möst og med primadonnaen Renée Fleming i titelrollen. En uhyre velsmurt og ubesværet opsætning. Scenografien er minimal, domineret af samme lyseblå farve som Renée Flemings øjne. Hun er centrum i forestillingen og den fødte Arabella. Det kan dog ikke skjules at hun nu er blevet en del år ældre end den ugifte komtesse, men hun spiller overbevisende med en piget sødme og tusind varianter af smil og blikke. En doven skønhed der med forsinkelse opdager sin egen selvstændighed.
Selv om Renée Fleming er trækplastret, synges og spilles der på et
højt niveau over hele linien, ikke mindst af Julia Kleiter i rollen som
Zdenka. Hun er en overvældende god og præcis sopran, og Cornelia
Kallisch er morsom og karakterfuld som den bekymrede mor. At den danske
baryton Morten Frank Larsen har rollen som den mystiske adelsmand
Mandryka der får Arabella til sidst, har mere end lokal interesse. Han
er nu valgt af Renée Fleming til at være ”hendes” Mandryka når hun
senere skal synge forestillingen på Metropolitan Operaen i New York.
Eneste minus ved dvd’en er en unaturlig lydproduktion der
overeksponerer stemmerne og klemmer orkestret. Denne prangende opsætning fra Berlin sidste år blander kukkasse-klichéer med Hollywood-erotik. Meningen med spektaklet er Anna Netrebko, den russiske glamoursopran som vist vælger sine roller efter hvor flatterende hun kan fremtræde i dem. Operaen drejer sig om en 16-årig pige som på vej i kloster ender i Paris’ selskabsliv fordi hun overstråler alle med sin sexy skønhed. Netrebko nyder hvert sekund at de indsmigrende sanglinier og mange muligheder for exhibitionisme er som skræddersyet til hendes særlige talenter. Instruktionen spilder ingen muligheder for at lade Netrebko svinge sine flotte lår på borde, senge osv. Når man tror man har set alt, topper Netrebko det hele med en omgang pole dance i næstsidste akt. Hendes medspiller er endnu engang tenoren Rolando Villazon der bruger sit dramatiske naturtalent gavmildt, og som ren stemmefest er de to sangstjerner en kæmpe fornøjelse. På dvd’ens bonusafsnit siger dirigenten Barenboim lige ud at uden sangere af deres kaliber ville der ikke været noget tilbage af operaen.
Instruktøren har rykket handlingen fra klunketiden frem til
efterkrigstiden. Det reaktionære kvindebillede er dog stadig ren
klunketid, og selv en opera om græske guder kunne nemmere gøres
relevant for et moderne publikum. Kvindeskæbne – ja, den kvinde hvis
skæbne man overværer i Manon, er Anna Netrebko. « Tilbage til Cd og dvd |

