Julegaveideer

18-12-11

Den franske afdeling af Harmonia Mundi har givet os lidt af en julegave: en elegant boks bestående af 30 cd’er og et fyldigt teksthefte på tre sprog om musikken som er sammensat under temaet Oplysningstiden. Claus Jarløv har hørt ”Lumières” og fryder sig ...

Af Claus Adam Jarløv

30 cd’er med musik fra 1700-tallet som den opstod i en brydningstid med nye muligheder, videnskab og oplysning. Det er noget af en gave Harmonia Mundi her tilbyder.

30 skiver med hver mindst en times musik kan naturligvis ikke dække et helt århundredes musik i Europa. Man har derfor truffet nogle valg. Naturligvis er Vivaldi, Bach, Handel, Mozart, Haydn og Beethoven repræsenteret, ikke altid med de forudsigelige værker, men også med sjældnere ting fra de gamle mestre. Jo, De Fire Årstider er der skam, endda i en fremragende udgave; men disse fire herlige koncerter får på samme cd følgeskab af en sjov violinkoncert af Telemann og Bachs mørklødede 6. Brandenburgkoncert plus en orgelkoncert af Handel. Mange af cd’erne i æsken tager os simpelt hen til koncert, hvilket bestemt højner underholdningsværdien.

Flere af de kendte værker opleves i forskellige kombinationer: to tidlige Haydnsymfonier og Mozarts Pariser-symfoni. Man kommer ikke til at kede sig. Og da slet ikke med Mozarts Figaros Bryllup i René Jacobs buldrende og bragende tolkning.

Der er endda plads til det lidt krævende: Rameaus kæmpeopera Castor et Pollux, en hel cd udelukkende med cembalomusik af Couperin og et program med Beethovens sene strygekvartetter. Oven i alt det kan vi stifte bekendtskab med Sammartini, Monn, Kuhnau, Stamitz og mange andre mindre kendte mestre.

De bedste på originalinstrumenter
Nu kunne man så tro at der er tale om gamle indspilninger eller mindre spændende kunstnere; men der tager man grueligt fejl. Boksen tager os med på den musikalske udflugt gennem Frankrig, Italien, Østrig og Tyskland i selskab med fremragende musikere og ensembler.

Elitebands som Freiburger Barockorchester, the English Concert, The Academy of Ancient Music og den heftige gruppe med det kedelige navn Akademie für alte Musik er blot nogle af vores rejseledere. Hertil kommer et mylder af solister af bedste skuffe.

Harmonia Mundi har prioriteret tolkninger med forankring i tidens spillestil og ”originalinstrumenter”. Også derfor er det velgørende at det er de fineste inden for denne genre der har fundet vej ned i denne æske. Men også mere traditionelle grupper finder vi: BBC Symphony Orchestra, the Jerusalem Quartet, the Tokyo Quartet.

Det medfølgende teksthefte gennemgår hvert enkelt værk på interessant og vedkommende facon. Jeg indrømmer at jeg har meget af musikken i forvejen. Ikke desto mindre blev jeg begejstret for at man kan få så meget musik i en så fornem kvalitet for et så rimeligt beløb. Sættet kan varmt anbefales alle der er interesseret i den klassiske musik, eller som endnu ikke ved at de er det!

Årets bedste anbefalet af Politiken og Berlingske
I Politiken anbefaler Thomas Michelsen 20 cd’er som han synes det er værd at investere i. Nr. 1 på listen er Joseph Calleja: The Maltese Tenor:
”Et eksplosivt Suisse Romande-orkester dirigeret af Marco Armiliato og så en tenor, der kan synge 'Så kold den lille hånd er', så man er paralyseret og kommer til at tænke på Pavarotti, dengang han var ung og fantastisk.”

Berlingskes musikredaktion har udvalgt 10 cd’er, og nr. 1 på deres liste er Alban Berg: »Lulu« (To dvd'er på Deutsche Grammophon):
“»This production includes violence and nudity«. Alban Bergs ufuldendte »Lulu« er en feministisk fabel fra Wien før nazismen. En modernistisk historie om kvinden, der lader sig forme af alt for mange mænd. De tre akter blev redigeret og gjort færdig i 1979 og har siden gået deres sejrsgang verden over. Optagelsen stammer fra en opsætning i Barcelona sidste år: Patricia Petibon står suverænt i titelrollen og matches af en klangkunstnerisk Michael Boder foran orkestret. Scenografien bæres af neon i alle kulører. For en gangs skyld opera, der passer til fladskærm. Årets bedste i den udfordrende genre.”

Bookmark and Share

Køb ”Lumières”
Hos imusic.dk for kr. 329.95, forsendelse 70 kr.

Hos Presto classical for 377,40 DKK, forsendelse 18,40 DKK

Hos Amazon.co.uk for 39,99 GBP, fri forsendelse, men så tager det 3-7 dage