Labre symfonier

Af Jens Cornelius

Danmarks største symfoni blev skrevet af Rued Langgaard da han var teenager, og uropført af Berliner Filharmonikerne i 1913. Det er et enormt værk. Hver opførelse er en begivenhed, og hver indspilning fortjener respekt!
Den første indspilning blev dirigeret af Ilya Stupel, råt og ligefremt, men med en instinktiv romantisk fornemmelse. Den næste var med Leif Segerstam, hæmningsløst storladent og næsten et kvarter langsommere. I det selskab er Thomas Dausgaard det mest fornuftige menneske. Han befinder sig midt imellem de to andres tempi, men er først og fremmest klar og moderne. Hans cd er desuden den mest velspillede og har den bedste lydkvalitet. Alt sammen en god hjælp når musikken som her breder sig over en time.
Symfoniens titel Klippepastoraler dækker over en symbolistisk opstigning der stræber mod toppens ultimative udsyn. Det sker ikke uden kamp, men inden for stilen er det musik med stor underholdningsværdi. Et monstrøst og helt pragtfuldt stykke musik som på denne nye cd er nemmere at gå til end nogensinde før.

Langgaard: Symfoni nr. 1, Klippepastoraler
DR Symfoniorkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard
Dacapo 6.220525


Når publikum i dag vrimler til orkesterkoncerter med Mahler og Richard Strauss, så må der snart falde lidt af på Karol Szymanowski også. Polens største komponist siden Chopin, en virtuos og visionær senromantiker. Start f.eks. med denne her cd som viser to af hans kunstneriske stadier.
Symfoni nr. 2 fra 1911 er som Strauss blandet med småpsykedelisk drømmeri à la Skrjabin. Typisk for tiden bliver der eksperimenteret med selve formen på symfonien. I dette tilfælde er den 1. sats i ”den store stil” hvorefter der kommer et tema med variationer og til sidst en stor fuga. Det er en selvsikker og blomstrende symfoni i art nouveau-stil, gylden, sær og fantastisk.
I Symfoni nr. 3 fra 1916 slipper Szymanowski helt jorden og drømmer sig til Persien for 1000 år siden. Orkestret er suppleret med kor og sangsolister som synger det berusende persiske digt Nattens Sang. Impressionistisk musik med originale klange og et stort hallucinatorisk potentiale.

Szymanowski: Symfoni nr. 2 & 3
Warszawa Filharmonikerne. Dirigent: Antoni Wit
Naxos 8.570721


Finder man Langgaard for lang og Szymanowski for parfumeret, så er Brahms en mulighed. Og da især i denne nye indspilning hvor musikken spilles med kompromisløs klarhed og potens. Cd’en er lidt af en begivenhed fordi den indleder en ny Brahms-serie med dirigenten John Eliot Gardiner, mest kendt som barok- og klassik-ekspert. Gardiner vil forbinde Brahms med fortiden, og det er der god mening i. Brahms var meget historisk bevidst og så sig selv som slutstenen i en udvikling på 200 år. Ved at bringe fortiden ind i udførelsen bliver den dramatiske 1. Symfoni endnu mere Beethoven’sk end den plejer. Ikke kun i det ydre (orkestret spiller på instrumenter som på Brahms’ tid), men også i fokuseringen på musikkens struktur og teknik.
Gardiner vil supplere hver symfoni med korværker af Brahms og hans forbilleder, i dette tilfælde Mendelssohn. Kor og orkester er af tårnhøj kvalitet. En pågående aha-oplevelse.

Brahms: Symfoni nr. 1
Orchestra Révolutionaire et Romantique. Monteverdi Koret.
Dirigent: John Eliot Gardiner
SDG 702