DVD: The Copenhagen Ring

Scenografien til Nibelungens Ring på Det Kongelige Teater blev brændt efter den sidste opførelse i 2006. Nu genopstår helheden på dvd til store forventninger - også i udlandet. Iscenesættelse er skabt af operachef Kasper Bech Holten i samarbejde med scenograferne Steffen Aarfing og Marie í Dali, chefdirigent Michael Schønwandt, lysdesigner Jesper Kongshaug og dramaturg Henrik Engelbrecht.

Holdet har valgt at fortælle historien som en familiesaga i det dynamiske og grusomme 20. århundrede set gennem en kvindes øjne.

Af Michael Bonnesen

Skarpe billeder, må man sige. Så vidt jeg kan se, læser Gutrune Vanity Fair i sin stormønstrede flydesofa, mens hun taler i mobiltelefon, zapper mellem tv-kanaler og venter på, at Siegfried skal komme hjem fra jagt. Hun er en vaskeægte bimbo med blond paryk, pink satinkimono og sort lingeri, som ikke godvilligt forbliver Gutrune's Secret. Eller tag billedet, der ledsager disse linjer. Valkyrien Waltraute - det er hende med de sorte vinger - er i 1. akt af Ragnarok kommet på besøg hos storesøster Brünnhilde, som også engang havde sorte valkyrievinger, indtil guden Wotan, hendes far, rev dem af hende og gjorde hende til en almindelig dødelig kvinde. Waltraute er ude i et vigtigt ærinde: guderne har givet op og sidder nu i Valhal og afventer verdens undergang, ja, Wotan orker ikke engang at spise Frejas gyldne æbler mere (det var ellers dem, der sikrede evig ungdom).

Kun ét kan redde verden: Brünnhilde skal give Nibelungens Ring, som ad lange og snørklede omveje - hele Ringen varer immervæk 14-15 timer - er havnet hos hende, tilbage til naturen, til rhindøtrene, som oprindelig ejede guldet. Men det vil Brünnhilde ikke; hun er åndeligt sneet inde i sin tosomme Siegfried-idyl - og så er det, Waltraute pludselig sidder sammenbrudt med hånden under kinden, i samme stilling som Melankoliens engel på Albrecht Dürers berømte stik fra 1514. Dürers engel er sunket sammen i depressiv lammelse, mens alle genstande omkring ham udtrykker forgængelighed, memento mori, forfængelighed, vanitas, og den evighed, der altid står for døren, hvad enten den er 8 dage eller 80 år om at banke på.

Disse billeder fra Københavnerringen er ikke kun nævnt, fordi Ylva Kihlberg som Gutrune og Anette Bod som Waltraute både dramatisk og musikalsk yder præstationer i topklasse (dem er der mange af i denne opsætning). Billederne dokumenterer også, hvad man med Nietzsches udtryk har kaldt »den dobbelte optik« hos Wagner: Evnen til at formidle det grove samtidig med det fine, overfladen sammen med dybden, de store linjer og den mikroskopiske detalje, den svulmende gestus med den sofistikerede tanke (Mark Twain sagde vittigt, at Wagners musik er meget bedre end den lyder, og gav dermed selv et eksempel på en dobbelt optik, som holder både på overfladen og i dybden).

Københavnerskolen
Denne dobbelte sans for de lange stræk og det oplysende øjeblik gennemsyrer både Michael Schønwandts sikre greb om det meget velklingende Kongelige kapel og det frugtbare holdarbejde bag Kasper Bech Holtens iscenesættelse. I naturvidenskaben har man i årtier talt om Københavnerskolen, den særlige fortolkning af den atomare verden og kvantefysikken, som blev opbygget af og omkring Niels Bohr. Måske vil man i nogle år ud i fremtiden også tale om Københavnerringen af analoge grunde: evnen til at fastholde modstridende fortolkninger, som forudsætter og kompletterer hinanden, i samme verdensbillede.

The Copenhagen Ring vælger ikke mellem myte og psykologi, mellem epos, klassisk tragedie og politisk-moralsk lærestykke. I stedet sammenvæves den lille historie med den store på samme måde som i Huset Buddenbrook, Leoparden, Godfather I-III og Bertoluccis storfilm 1900. På den ene side en saga i nærbilleder om en families storhed og fald gennem tre generationer, på den anden side et politisk-moralsk opgør med det 20. århundrede. I Rhinguldet er de uskyldige naturvæsener, rhindøtrene, jazzede charleston-piger på en dekadent natklub, Alberich en fladtrådt flipproletar, Loge en kynisk journalist og Wotan en byggematador i 1920'rnes Berlin eller New York - borgerne er gangstere og gangsterne borgerlige ligesom hos Brecht & Weill. Valkyrien er henlagt til 50'ernes kolde krig: familien rykker sammen i moraliserende småborgerlighed, mens stormagterne Wotan og Alberich holder hinanden i et jerngreb af frygt og oprustning.

I Siegfried er smykkesmeden Mime blevet folkeskolelærer og forsøger forgæves at opdrage på ungdomsoprøreren Siegfried, som er ved at vælte parcelhuset, mens dragen Fafner har omdannet den kølige friske skov til en atomvinter eller miljøkatastrofe. I Götterdämmerung eller Ragnarok går familien i opløsning i sekterisk vold og indbyrdes forræderi, mens »den nye verdensorden« og den korte eufori efter 1989 synker ned i borgerkrige, folkedrab og terror.

Never a dull moment
Alt dette formidles i billeder og lyd af høj digital kvalitet, og producerne Uffe og Peter Borgwardt klipper i højt tempo med mange nærbilleder. Iscenesætteren Wieland Wagner plejede at sige, at Valhal er Wall Street, og at hans farfar, komponisten, i dag ville have arbejdet i Hollywood. Det var der god mening i: filmen er vor tids svar på 1800-tallets opera med sin formidling af litteratur til ikke-læsende, sin samling af alle kunstarter under én hat og sin demokratiske adgang - filmens altså! - for alle uanset økonomisk formåen.

Kasper Holtens iscenesættelse har både filmiske effekter og en del splatter, og det imponerende er, at hans meget detaljerede personinstruktion sagtens kan bære nærbillederne, selv om sangerne samtidig agerer til tilskuere på 25. række ved en levende forestilling. Det er konstant fængslende, never a dull moment! - og rummer forbløffende få eksempler på dét, Wagner med foragt kaldte »en effekt« og definerede som »en virkning uden årsag«.

Samspillet mellem iscenesætter, scenografer, dirigent, lysdesigner og dramaturg er fængslende beskrevet i dramaturgen Henrik Engelbrechts billedbog med titlen Brünnhildes ring, og resultatet vidner om spruttende inspiration og dementerer effektivt den gamle definition af »en kamel« som »en hest designet af en komité«.

Fremragende præstationer
Det er ikke muligt at nævne alle de medvirkende her - fortræffelighederne står i kø, både dramatisk og musikalsk! - men det dybe blåfunklende og skulpturelle lys, Jesper Kongshaug sætter på Brünnhilde i den såkaldte dødsforkyndelse i Valkyrien, skal og må nævnes som en uforglemmelighed blandt mange.

Der er kort sagt mange nutidige glæder plus et par lag historisk ironi at hente i denne Ring. De fem bagmænd og den ene bagkvinde (scenografen Marie í Dali) har valgt at smede deres »feministiske Ring« og rejse deres Valhal i skibsrederens palads ved Rhinens, undskyld: Holmens bred, og hele projektet, som får danskhedens hjerte til at svulme af stolthed, ville ikke have været muligt uden massive tilskud fra kapitalstærke fonde. Det bliver de milde gaver og den kunstneriske kvalitet ikke ringere af, men ironien svarer nøje til, hvad Wagner selv oplevede, da han måtte realisere sine »folkelige festspil« i Bayreuth ved hjælp af fyrster og industribaroner, hvorefter publikum aldrig glemte sin pligt til at være prangende (på Holmen blev arkitektens facade som bekendt ændret af bygherren for at forhindre det undrende folk udenfor i at skue de oplyste gæster i deres skinnende omgivelser).

Måske er det derfor, at Brünnhildes ydmyge pavillon på verdens og Valhals tag i Steffen Aarfings scenografi ligner noget fra Ny Carlsberg Glyptotekets ditto, også dét et kulturelt helle bygget på en gennem generationer opstablet industrikapital. Igen: det bliver hverken mæcenerne eller resultatet ringere af, men ironien er til at tage og føle på.

Effekterne
Et kort tilbageblik på »effekterne«: Rammehistorien med Brünnhilde på sporet af den svundne tid i Wotans familiearkiv i begyndelsen af Rhinguldet - og verdens undergang som arkivets brand i slutningen af Ragnarok - fungerer udmærket: det er jo som nævnt Brünnhildes ring. Det er Sieglinde og ikke Siegmund, der trækker sværdet ud af asketræets stamme, og lige så modsat af det tilvante og »værktro« omkommer den onde Alberich, myrdet af sin egen søn, Hagen, mens Brünnhilde overlever Ragnarok og står tilbage med sin og Siegfrieds nyfødte baby i armene.

Forunderligt - i enhver af ordets betydninger. Der er ellers god mening i, at det onde stadig er på fri fod, når den fagre nye verden skal til at begynde. Værre er, at Siegfried besynger den kølige og friske skov under lindetræernes kroner på en vinterlig atomlosseplads, hvor Hagen tilmed allerede dukker op som stor dreng, cirka en hel opera for tidligt. Efter omfanget af Brünnhildes frugtsommelige mave at dømme er der maksimalt gået et halvt år fra slutningen af Siegfried til begyndelsen af Götterdämmerung, men Hagen er blevet 30 år ældre, mens ingen anden person er blevet tilsvarende ældet. Ganske vist siger Hagen selv, at hans træge blod og glædesløse hævntørst har ældet ham før tiden, men så hurtigt? Han ligner på en prik en tør og morderisk bureaukrat som Adolf Eichmann, skræmmende!

Den feministiske ring
Brünnhildes ring er allerede - også i udlandet, hvor anmeldelserne af forestillingerne har været gode og forventningerne til dvd-udgivelsen store - kendt vidt og bredt som »den feministiske ring«. Men er dette mere end et fængende slogan for markedsføringen: skal man ikke være mistænksom over for feministiske (bag)mænd? En monumental dårlig samvittighed, en snigende behagesyge - en fed score-replik i fire afdelinger med stort orkester?

Sagen er den, at Wagners Ring altid har været og altid vil være på kvindernes side - ingen har som han haft så skarpt et blik for kvinders klogskab, kærlighed og kreativitet og for mænds morderiske manipulationer og magtsyge. Eller for grådighedens forbandelse og naturens og kulturens gensidige ødelæggelse af hinanden og menneskers unødige lidelser på vejen fra rhinguld til ragnarok. Den sidste aften, han var i live, satte han sig til klaveret i Vendraminpaladset i Venedig og spillede rhindøtrenes klage: Falsk og fejt er alt dét, der fryder og soler sig og glimrer deroppe i det høje. Kun i dybet bor det ægte, det sande og trofaste! For ham sammenfattede denne klage en bærende grundtanke i Ringen, og som nævnt vidste han ud fra sine erfaringer med de »demokratiske« festspil i Bayreuth, hvad han talte om.

Det gør denne Københavnerring også.

Se videoklip på Det Kongelige Teaters hjemmeside

The Copenhagen Ring, 7 dvd'er fra Decca, kan i øjeblikket købes for cirka 750 kroner.

Henrik Engelbrecht: Brünnhildes ring. 209 sider, rigt illustreret, Gyldendal 2004. Kan p.t. købes for 195 kroner inkl. moms og porto på Det Kongelige Teaters Netbutik.  

Den Kongelige Operas DVD-udgave af Wagners Nibelungens Ring, The Copenhagen Ring, er blevet modtaget med stor ros i flere internationale medier. Overbevisende og på et højt internationalt niveau er nogle af ordene.

Det Kongelige Teater har sakset disse citater:

"København har i de forgangne år med egne sangere stablet en Ring på benene, som vil forblive længere i erindringen end så mange Bayreuth-produktioner efter Chéreau". Opernwelt

"Denne kærlighed til detaljerne, denne ord- og tonetrofasthed og denne subtile humor kunne man godt ønske sig i Bayreuth". Frankfurter Allgemeine Zeitung

"Et regi-koncept, som uden krampagtighed og uden brud, overbeviser fra første til sidste scene". Opernglas

"Mange af de operahuse, der i øjeblikket smeder en Ring, må skue misundeligt mod København". Fono Forum

"Dette er en fantastisk Ring både at se på og lytte til, et must for Wagnerianere overalt". Opera

"Hele ensemblets vokale præstation er på et højt internationalt niveau". Opera News

"Det her er en Ring, som jeg kommer til at vende tilbage til mange gange".Tidskriften Opera