Dansk senromantik

Af Jens Cornelius

Lange-Müller
Et liv med endeløst selvhad og kroniske sygdomme var med til at Lange-Müller holdt sin musik i beskedne formater. Han prøvede sjældent at imponere. Find i stedet noget andet i hans musik: Ømhed og stille skønhed med varme, bløde melodier og sødmefulde harmoniseringer. Det er ikke så ringe endda. Violinkoncerten fra 1904 er et godt eksempel. Den begynder som om man dumper ind halvvejs - Lange-Müller enten kan eller vil ikke bygge en traditionel, udadvendt koncert, og kryber konfliktsky udenom. Forløbet bliver rapsodisk, men musikalsk tilfredsstillende fordi det rapsodiske er en naturlig udtryksmåde for ham.

Jørgen I. Jensen skriver i sin Carl Nielsen-bog om det han kalder ”biperson-syndromet”, dvs. et udtalt ønske om ikke at være hovedpersonen, selv om man er det. Det farver faktisk næsten al Lange-Müllers musik og forklarer hvorfor selv de fineste nyindspilninger af Lange-Müller bliver mødt med store spørgsmålstegn i udlandet. De uforstående må sætte sig lidt nærmere ind i skyggesiden af den danske karakter.

Det Kgl. Kapels koncertmester Lars Bjørnkjær spiller koncerten med storsindet engagement. Hans indsats er ikke et hurtigt pladejob, men en ægte pionergerning. Bjørnkjær har endda selv skrevet solokadencen i slutningen af 1. sats. Også Johan Svendsens norske Violinkoncert fra 1870, det andet værk på cd’en, falder lidt ved siden af de akademiske normer og nyder godt af en så forstående fortolker.

Louis Glass
Sammen med Rued Langgaard er Louis Glass (1864-1936) den mest skadelidte komponist fra den danske senromantik. Den antiromantiske udrensning i midten af 1900-tallet har faktisk totalt udraderet Glass, ikke bare fra musiklivet, men også med tilbagevirkende kraft i musikhistorien.

I modsætning til Langgaard var Glass ellers respekteret i sin samtid. Han var en fremragende pianist og en anerkendt lærer. Hans filosofiske værker gjorde ham dog aldrig til en publikumsfavorit.

Englænderen Peter Seivewright har indspillet Glass’ to klaversonater, den åndfulde Fantasi op. 35 og forskellige mindre ting hvoraf de 3 Klaverstykker op. 66 burde være et dansk standardværk. Sonaterne er store værker beslægtet med Cesar Franck og den sene Beethoven, og Seivewright ønsker tilsyneladende at betone deres monumentalitet. Det er i hvert fald ikke i de hurtige, smidige passager han har sin styrke. Indspilningerne er lavet ”live”, og det kan være at tempoet er sænket for sikkerhedens skyld. For det går godt nok langsomt. Op til en halv gang langsommere end på en cd fra 1993 hvor værkerne spilles med poetisk flugt af Nina Gade:

Sonate nr. 1: Nina Gade 27', Peter Seivewright 37’.
Sonate nr. 2: Nina Gade 29', Peter Seivewright 42'
(Molto adagio-satsen alene: Nina Gade 6'19, Peter Seivewright 12'08)
Fantasi op. 35: Nina Gade 14’46, Peter Seivewright 21’14.

Sonaterne og Fantasien er værdifuld musik der fortjener at blive opført og hørt. Spørgsmålet er hvad der skal til for at gøre Louis Glass' musik til noget man elsker og ikke bare respekterer. Peter Seivewright giver ikke svaret. Måske findes det et sted mellem de to tilgængelige indspilninger?

---

Lange-Müller og Johan Svendsen: Violinkoncerter
Lars Bjørnkjær, violin
Aarhus Symfoniorkester. Dirigent: Giordano Bellincampi.
Danacord DACOCD 662

Louis Glass: Klaverværker
Peter Seivewright, klaver
Divine Art 21205 (2 cd’er)