Beethoven violinkoncert og Kreutzer-sonaten

To unge violinstjerner har fået samme idé, nemlig at indspille Beethovens Violinkoncert og hans store Kreutzer-sonate. Kreutzer-sonaten er i sin form og udstyr faktisk en "Violinkoncert nr. 2" med klaverakkompagnement, og hørt på den måde er de to værker virkelig et fascinerende par. Det samme er de to cd’er der er fremragende på hver deres måde.

Den russiske violinist Vadim Repin lanceres som genfødt i sin første cd for Deutsche Grammophon, Beethoven-plademærket over dem alle. Den får alt hvad den kan trække, og intet mindre end den dyreste dirigent, den sjældneste akkompagnatør og det fineste orkester kan gøre det. Der er noget altmodisch ved Repins fortolkninger som læner sig kraftigt op af gamle konventioner, men gør det smukkere end noget jeg kan komme i tanke om.

Beethoven er Gud, og Vadim Repin hans profet. Det er en ceremoniel fortolkning af Violinkoncerten gennemført med ekstrem forfinelse af alle involverede.

På den anden cd hører man Isabelle Faust, en af Tysklands største musikere der underligt nok er temmelig ukendt herhjemme. Hun spiller med et tjekkisk kammerorkester på næsten halv størrelse af Repins Wiener Filharmonikere, men det klinger meget fyldigt pga. en imponerende og ikke helt realistisk optagelse.

Isabelle Faust trækker koncerten ned på jorden og giver den varme og krop - og humor i 3.-satsen der er inspireret af jagthornsignaler. I den langsomme 2. sats er hendes høje toner utrolige og skal simpelthen høres. Repin går skridtet videre og spiller satsen langsommere og sartere end nogen anden violinist. Generelt er Repin 15-20% langsommere end Faust, og af samme grund breder han sig ud over to cd'er (der dog sælges til prisen for 1).
Beethoven lader det være op til solisten hvordan solokadencerne i 1. og 3. sats skal være. Vadim Repin vælger de gammelkendte kadencer skrevet af Fritz Kreisler, mens Isabelle Faust har lavet sine egne. Plus til hende for nytænkning her selv om Repin er brilliant inden for traditionen.

Kreutzer-Sonaten er opkaldt efter den violinist Beethoven tilegnede værket. Han kvitterede ved at nægte at spille den fordi han fandt den "fuldkommen ubegribelig". Sådan en sippe. Musikken er et eksempel på Beethoven når han er allerstørst. Medrivende fremtidsmusik gjort med fantastisk arkitektonisk geni.

Vadim Repins klaverpartner er den tilbedte Martha Argerich. Hun er en drøm af en kammermusiker der bruger sin eksplosivitet inden for samspillets rammer. Som rytmisk motor for musikken er hun mere spændende end dirigenten Riccardo Muti er i Violinkoncerten.

Isabelle Fausts pianist Alexander Melnikov er også glimrende, men har ikke Argerichs karismatiske temperament. Faust og Melkinov er et homogent par, mens Repin og Argerich er ret forskellige typer. Samspillet er perfekt i begge tilfælde.

I den langsomme 2. sats træder indspilningerne i karakter. Hos Repin er musikken en æterisk drøm, hos Faust har den dansende charme. I himmelen eller på jorden, Beethovens musik kan høre hjemme begge steder. Alt i alt dødt løb mellem to fremragende indspilninger af de samme værker. De vil kunne give stor glæde og stof til eftertanke i årevis.

Isabelle Faust
Prag Philharmonia & Jiri Belohlávek
Alexander Melnikov, klaver
Harmonia Mundi HMC 901944

Vadim Repin
Wiener Filharmonikerne & Riccardo Muti
Martha Argerich, klaver.
Deutsche Grammophon 477 6596