Beethoven: Symfonier og ouverturer

Kender vi Beethoven og hans musik? spørger dirigenten Jos van Immerseel. Hans holdning er at hvert spørgsmål vi besvarer, rejser et nyt. Og at det netop er grunden til at man hele tiden må videre, undersøge og spille musikken forfra igen og igen.

Immerseel og hans orkester spiller de ni symfonier på instrumenter der svarer til dem Beethoven kendte. Orkestret Anima Eterna er på knap 40 mand som på Beethovens tid. Der er måske nogle der vil tro at den slags lyder underligt, men det er altså indbildning. Man hører her en Beethoven fuld af logik og fornuft. Det sære må man opsøge i indspilninger med superstjernedirigenter som excentriske Mikhail Pletnjov og Simon Rattle. Jos van Immerseel og hans lille orkester spiller no-nonsense Beethoven. Måske mindre spektakulært end de tilsvarende sæt med Gardiner eller Harnoncourt, men også mindre manisk.

Man har her at gøre med en dirigent og hans specialistensemble der har brugt hele deres voksenliv på at skaffe sig indsigt i musikkens stilarter. Det høres på den naturlighed der musiceres med. Intonation og rytmik er fuldstændig under kontrol, og den samlede orkesterlyd er fast, nøgtern og klar.

De gamle wienerinstrumenter (med pragtfulde blæsere) er stemt i moderne kammertone som Immerseel mener man også brugte i Wien dengang. I det hele taget følger Immerseel Beethoven bogstaveligt. Bl.a. går han ikke på kompromis med tempoangivelserne som moderne orkestre synes er alt for hurtige. Her lykkes de med selvfølgelighed og kæmpe succes, ikke mindst i forholdene mellem de forskellige tempi. Sørgemarcherne i Symfoni nr. 3 og 7 går i et hurtigt, men logisk tempo der får de fleste traditionelle Beethoven-opførelser til at virke meget omstændelige.

Blandt højdepunkterne er en glasklar Eroica (nr. 3), en lynhurtig Skæbnesymfoni (nr. 5) og en usædvanlig frisk og smittende Pastorale-symfoni (nr. 6). Der er en bonus i form af et stort udvalg af ouverturer, bl.a. en overlegen Coriolan-ouverture. På alle seks cd'er hører man en fantastisk orkesterbalance der kort sagt afslører hvad Beethoven har skrevet. På minussiden savner man undertiden lidt vanvid, og at Immerseels "lige" puls danser lidt mere, f.eks. i den 7. Symfoni.

Der rokker nu ikke ved at den høje standard og imponerende helhedsfornemmelse (og prisen på under 400 kr.) gør denne boks til et af de bedste bud på en ny Beethoven-cyklus. Den giver i sjælden grad lyst til at man lige snupper sig en symfoni mere end den man satte på.

Beethoven: Symfonier og ouverturer
Anima Eterna. Dirigent: Jos van Immerseel.
Zig-Zag Territoires ZZT080402.6 (6 cd'er)


I 1800-tallet kunne end ikke den største musikelsker forvente at få alle Beethovens ni symfonier at høre i løbet af et liv. Orkesterkoncerter hang ikke på træerne. Der var altså en mission i at Liszt arrangerede Beethovens symfonier om for klaver. Han ville udbrede musikken, og arbejdede hårdt på at gøre det i udgaver der gav så dækkende et billede som muligt af symfoniernes storhed.
Den 9. Symfoni på 75 minutter gav dog Liszt problemer. Især finalen med dens kor og sangsolister. Inden han nåede frem til en udgave for soloklaver, mente han at det måtte være bedre med en udgave for to klaverer. Tyve fingre kunne bedre end ti realisere alt det Beethoven havde lagt i sin sidste symfoni.
"Selv den ringeste litografi kan give et indtryk af Michelangelos geni," sagde Liszt i forordet til sin to-klavers-udgave. Og man får da også et meget klart overblik over symfoniens forløb selv om farverne og tyngden mangler. I dag kan alle komme til at høre den 9. Symfoni i sin originalform, men Liszts samvittighedsfulde klavertransskription opfylder stadig sine to andre formål: Den gør et gigantisk orkesterværk gennemskueligt og er et pianistisk koncertværk med masser af kød på. De to britiske pianister tager opgaven helt alvorligt og spiller med stor gejst og præcision.

Beethoven/Liszt: Symfoni nr. 9
Leon McCawley & Ashley Wass, klaverer
Naxos 8.570466