Man har aldrig før hørt en
operasanger der fløjter på sin plade, men nu er det sket:
Andreas Scholl er fremragende til at fløjte viser det sig, og
virkningen er helt fortryllende i den engelske renæssanceballade
”Venus’ birds”. På resten af cd’en holder
han sig dog til sang, men også det er han nu temmelig god til.
Blandt verdens førende kontratenorer har ingen som han denne
blanding af engleagtig klangskønhed og maskulin kraft og
kontrol.
Repertoiret på cd’en er engelske sange
fra omkring år 1600. Næsten alle numre er langsomme og
melankolske, og særligt John Dowlands sange kredser evindeligt om
mørke, søvn og død. Det kan godt blive lidt
udmattende at høre en enlig kontratenor kvæde den slags
beklagelser til lutakkompagnement, men heldigvis er programmet
sammensat så det ikke sker. I mange numre ledsages Scholl af en
fornem gruppe gamber (forgængeren for strygekvartetten), og som
afveksling fra Dowlands depressive nattesange indskyder han mere
dansable sange af andre engelske renæssancekomponister. De
små sange af Robert Johnson er vidunderlige, f.eks. ”Have
you seen the bright lily grow?” som Scholl gør til en
perle af erotisk poesi.
Cd’en er meget flatterende
optaget, og den perfektionistiske Andreas Scholl fremtræder mere
spændende og sensuel end tidligere. En overlegen sanger har han
altid været. På denne cd forstærkes det indtryk
paradoksalt nok af de friheder han nu også tør tage.
Hør en skæring fra Crystal Tears: "Venus' birds whose mournful tunes"
Læs interview med Andreas Scholl (på fransk) på altamusica.com
Crystal Tears
Andreas Scholl, kontratenor
Concerto di viole. Julian Behr, lut.
Harmonia Mundi HMC 901993
