Af Jens Cornelius
Erfarne lyttere vil huske hvordan blomsterbarnet Jacqueline du Pré i
1960’erne smed al britisk pænhed af sig når hun med håret flagrende
spillede Elgars Cellokoncert. Hendes berømte indspilninger af koncerten
er som møllesten om halsen på alle cellister. Men tiden er vel
efterhånden moden til at henregne de 40 år gamle plader til den
historiske afdeling?
Da Jacqueline du Pré trak sig tilbage pga.
sclerose i midten af 1970’erne, var den engelske cellist Natalie Clein
slet ikke født endnu. Hun vandt EBU’s solistkonkurrence med netop det
værk i 1994, men har ventet til nu med at indspille den. Også på den
måde er hendes indspilning udtryk for modenhed og beskedenhed.
Cellokoncerten er et gennemsigtigt og ret kortfattet værk. Natalie
Clein understreger det ved at spille koncerten som var den et stort
stykke kammermusik, befriende klart både rytmisk og klangligt.
Musikkens blanding af fortvivlelse og folketone præsenteres
udtryksfuldt, men uden svulstighed. Elgars lakoniske formuleringer
lyder pludselig helt moderne.
Det har krævet stort mod af dette
højt begavede engelske håb at fortolke musikken så anderledes end
legenden du Pré. Men fremtiden tilhører Natalie Clein, selv når hun
spiller victoriansk musik.
På Elgars tid var hans
Violinkoncert højere rangeret end Cellokoncerten. Den er ikke nær så
intens og hudløs som Cellokoncerten, men det skal da ikke komme an på
det. Violinkoncerten er en smuk, lyrisk strømmen der folder sig ud i
det helt store format (den varer næsten 50 minutter). Skal man
sammenligne den med noget, er det f.eks. Brahms’ Klaverkoncert nr. 2
der på samme måde er et symfonisk værk med en integreret solist.
Som i så meget af Elgars musik er det de melankolske følelser der
dominerer, her angiveligt på baggrund af en uforløst forelskelse. Den
31-årige canadiske violinist James Ehnes er på sin nye indspilning en
perfekt solist. Han har en helt utroligt velfriseret, aristokratisk
stil med overlegen kontrol over klang og artikulation. Han minder lidt
om vores egen violinstjerne Nikolaj Znaider, men Ehnes har mere stiff
upperlip. Et velvalgt temperament i denne musik der er så engelsk som
blomsterfestivaler and a nice cup of tea.
Hvor tit hører man
Elgar i en dansk koncertsal? Enigma variationerne og Cellokoncerten
måske, men violinkoncerten, symfonierne, ouverturerne, kormusikken? Nej
vel, man må have cd’erne frem. Den livlige organist Ulrik Spang-Hanssen
bidrager med et udvalg af Elgars orgelmusik. Hovedværkerne er en
fuldvoksen, nærmest orkestral sonate samt en samling stykker til den
katolske vesper-gudstjeneste (Elgars katolicisme gav ham livslange
komplekser). Dertil den berømte Pomp and Circumstance march nr. 1 og to
andre stykker der også oprindeligt er for orkester. Musikken er både
melodisk og farverig, og Spang-Hanssens veloplagte advokatur falder på
et tørt sted.
Elgar: Cellokoncert
Natalie Clein, cello
Royal Liverpool Philharmonic Orchestra. Dirigent: Vernon Handley
EMI 5 01409 2
Elgar: Violinkoncert
James Ehnes, violin
Philharmonia Orchestra. Dirigent: Andrew Davies
Onyx 4025
Elgar: Orgelværker
Ulrik Spang-Hanssen, orgel
Classico CLASSCD 727
