Svjatoslav Richter var en myte før nogen i Vesten endnu havde hørt ham spille.
Karl-Aage
Rasmussen har skrevet en biografi om den sovjetiske pianist Svjatoslav
Richter. Den blændende pianist der forblev en hemmelighed i mange år,
både på grund af jerntæppet og hans egen utilbøjelighed til at åbne for
sit komplicerede privatliv.
Af Jens Cornelius
Svjatoslav Richter var en myte
før nogen i Vesten endnu havde hørt ham spille. Da den sovjetiske
pianist som 45-årig endelig fik lov til at optræde på den anden side af
jerntæppet, havde rygterne om en grænseoverskridende musiker allerede
pisket en heftig stemning op.
Myten varede til Richters død i 1997 – og længere end det. En følge
af hans uberegnelighed, hans kommen og gåen og et spil der var søgende
og ofte teknisk blændende.
Richters person var lukket land, og
Karl Aage Rasmussens biografi ville ikke kunne være skrevet hvis ikke
hovedpersonens syn på sig selv var blevet afsløret for nogle år siden i
Bruno Monsaingeons dokumentarfilm Richter – The Enigma. I filmen (og i
en posthum udgave af Richters dagbøger) blotter den udslidte, døende
pianist sig totalt i depressiv selvkritik. En lang livsgerning stemples
som en fiasko. Karl Aage Rasmussens bog er langt hen ad vejen en
fortolkning af filmen og dagbøgerne, med hovedvægten lagt på det
åbenlyse misforhold mellem Richter oplevet udefra og indefra.
En plaget mand
Richter
var stort set selvlært som pianist og levede et enspænderliv. Øvede sig
skiftevis manisk eller slet ikke. Kunne forsvinde i dagevis eller sidde
en uge på et hotelværelse og stirre ind i tapetet.
Søjlerne i hans liv viser sig ikke overraskende at være stærkt
krogede. Afgørende var den Hamlet-agtige affære hvor Richters mor stak
af til udlandet med sin elsker efter at Stalins agenter havde henrettet
Richters gamle far på en losseplads. Taktfuldt behandles pianistens
mørklagte homoseksualitet og det særprægede, livslange samliv med
sopranen Nina Dorliak der var lesbisk. Og til sidst affyrer bogen en
virkelig bombe: At Nina Dorliak livet igennem lænsede Richter for penge
for at forsørge sin alkoholiske og uduelige nevø som hun var besat af.
Et besynderligt forhold der førte til at Dorliak giftede sig med
Richter to måneder efter hans død for at sikre sig indtægterne fra hans
pladeindspilninger. Historien er meget andet end pikant fordi den både
viser Richters ligegyldighed over for praktiske forhold og
eksemplificerer de urimeligheder han privat og politisk levede under.
En fremragende tekniker
Under
hele fortællingen ligger en næsegrus beundring for Richter som musiker.
”Fortolker” var et ord Richter hadede, og Rasmussen påviser hvor speget
et forhold han havde til sin rolle som performer. Ifølge Karl Aage
Rasmussen var Richter ”second to none” hvad angår spilleteknik og
fingerfærdighed – en påstand der ikke alene kan diskuteres, men vel
også måles, og som næppe er sand. Richters ufrivilligt store diskografi
der vokser med ukendte koncertoptagelser år for år, viser ham fra alle
sider, inklusive fejlskud og dårlige dage. Den afsluttende liste med
anbefalede optagelser er derfor vældig relevant.
Som så mange
andre sovjetiske kunstnere er Richters liv og værk uhyre spændende, men
dårligt dokumenteret. Karl Aage Rasmussen har samlet alle tilgængelige
kilder og supplerer med interviews af personer fra kredsen omkring
Richter. Han har det med at gå i detaljer (vi får citater fra Richters
fars karakterbog og bemærkninger om den ukrainske hvedeeksport i
1800-tallet), og også den flydende skrivestil er med til at gøre bogen
på små 100 sider for tyk. To kapitler om Sjostakovitj og Prokofjev er
nærmest en bog-i-bogen, og der burde redaktøren have anbefalet at
Rasmussen i stedet kunne skrive sin næste bog om dem.
Men først og fremmest er det virkelig usædvanligt at en dansker på
en beundrers afstand har skrevet så autoritær en biografi. Bogen er som
skabt til at blive oversat til hovedsprogene som den hidtil bedste
beskrivelse af det uudgrundelige klavergeni.
Karl Aage Rasmussen: Svjatoslav Richter, pianist
Gyldendal
408 sider, 299 kroner
« Tilbage til Boganmeldelser
