Det kvindelige spillerum

Af Cecilie Fabricius Ifversen

I borgerskabets kulturelle København blomstrede i 1800-tallet kunsten, teatret, musikken og poesien. I den dengang lille, men dog livlige hovedstad skabte komponisten Emma Hartmann nogle af tidens fineste romancer.
Historikeren Lisbeth Ahlgren Jensen der er seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek, har med bogen Det kvindelige spillerum atter kastet lys over en efterhånden glemt del af dansk kulturhistorie. Hun forklarer at studiet af fem kvindelige komponisters vilkår og hvad der har drevet dem til at komponere, giver et interessant indblik i kulturhistorien selvom de ganske vist kun udgør en meget lille del af den.
I sin bog har Lisbeth Ahlgren Jensen specielt fokuseret på kvindernes individuelle betingelser og vilkår. Der er nemlig ingen tvivl om at kvinderne har komponeret på nogle præmisser der var ganske forskellige fra dem vi kender i dag.

Husmor og komponist
Selv om Emma Hartmann levede i et kreativt og kunstnerisk miljø hvor selvudfoldelse var en naturlighed selv for en kvinde, har der været mange forpligtelser forbundet med rollen som hustru og dannet kvinde i 1800-tallets borgerskab. Som hustru til en af Danmarks kendte komponister (J.P.E. Hartmann), mor til ti børn, samt ansvarlig for en husholdning bestående af tjenere og undervisere, har der i hendes hverdag været fuldt op at gøre med mennesker, huslige gøremål og selskabelighed. ”At administrere en husholdning og samtidig sørge for selskabelighed har været krav af et omfang som vi slet ikke forestiller os i dag,” forklarer Lisbeth Ahlgren Jensen.
Men hvem var hun egentlig denne Emma Hartmann, udover at være en god mor og dygtig hustru for sin mand? Hun var kvinden bag en række iørefaldende og elegante melodier og samtidig den eneste danske kvindelige komponist man kan dokumentere fandt vej til et kunstmusikalsk repertoire, og som fik et eftermæle i offentligheden.
Med sit livlige, charmerende og begavede væsen var hun et naturligt centrum for selskabelighed og er beskrevet som en ’perle’ af sine nærmeste. Lisbeth Ahlgren Jensen fortæller at Emma Hartmann har været et lidenskabeligt, engageret og bredt favnende menneske der gennem musikken fik afløb for det hendes hverdag ikke kunne give. ”Når man hører hendes musik i dag, handler den om ensomhed og længsel. Hun har haft behov som hun ikke har haft mulighed for at udtrykke på anden vis,” vurderer Lisbeth Ahlgren Jensen. ”Noget som ikke blev tilgodeset i den tilværelse hun levede.”

Den musikalske skoling
Som datter af en storkøbmand tilhørte Emma Hartmann en lille privilegeret del af borgerskabet. Hun voksede op i et kultiveret og dannet hjem der gerne dyrkede soiréer med sang, kammermusik og digtoplæsninger og med en hverdag hvor musikken spillede en stor rolle. Gennem den privatundervisning hun modtog i sang og klaver, opfattede hun tidligt musikken som et udtryksmiddel.
Ægteskabet med komponisten J.P.E. Hartmann har formodentlig også haft afgørende indflydelse på hendes ønske om at komponere. J.P.E. Hartmann opfordrede hende endog varmt til at udgive sin musik. Hun fik sin vante gang i inderkredsen af dansk kultur- og musikliv, og hendes omgangskreds bestod af datidens kendte kunstnere og højtstående embedsmænd der uden tvivl har været yderst inspirerende på et kreativt og højt dannet niveau. Blandt andre kom H.C. Andersen i hendes hjem.

De svære noder
Under navnet Frederik Palmer udgav Emma Hartmann flere nodehæfter med romancer. Hendes ønske om anonymitet har været en kilde til nysgerrighed og forundring. Men Lisbeth Ahlgren Jensen mener ikke at pseudonymet var en nødvendighed, snarere at det skal betragtes som en privat foranstaltning. ”Emma Hartmann kunne gøre som hun havde lyst, men kvaliteten af at være kendt havde en anden betydning dengang,” forklarer hun.
Det kulturelle miljø Emma Hartmann levede i, gav hende ikke blot større mulighed for at udfolde sig, men stillede også tilsvarende højere krav til hendes musikalske kundskaber end den traditionelle klaver- og sangundervisning rakte til.
”Hun befandt sig i et musikermiljø hvor man ikke bare kunne lave noget skidt. Musikken skulle leve op til en vis standard,” siger Lisbeth Ahlgren Jensen og forklarer at Emma Hartmann komponerede med udgivelse for øje.
Hendes mand vejledte og rådgav hende, men det var vennen Ernst Weis der ivrigst og med størst trofasthed hjalp hende. Selv var hun sig klart bevidst om manglende nodefærdigheder og var Weiss evigt taknemlig, men også dybt afhængig af hans hjælp.
”Hun har kunnet høre akkorderne for sig og har haft en klanglig forestilling om hvordan sangstemmen skulle lyde, men så har det knebet med stemmeføringen og notationen,” forklarer Lisbeth Ahlgren Jensen. Den musikalske uddannelse som kvinderne fik, gjorde det ikke blot svært for dem at notere deres kompositioner, men satte også en begrænsning i forhold til hvad de komponerede.
Med det større fokus der kom på koncertsalene, var liedaftener og soiréer på retur, og de sange som Emma Hartmann udgav, er for længst gået i graven sammen med den borgerlige kultur de blev dyrket i. Men størstedelen af hendes udgivne noder er i dag på Det Kongelige Bibliotek.

Det kvindelige spillerum
- fem kvindelige komponister i Danmark i 1800-tallet
Af Lisbeth Ahlgren Jensen
Multivers
Illu., 250 sider, vejl. Pris: 248,-

 

« Tilbage til Boganmeldelser