|
Det lyder som en succeshistorie, men Carlos Kleibers liv er historien om en tragedie.
Af Claus Johansen
Da
han døde i juli 2004, var han en af verdens mest kendte og mest ukendte
dirigenter. Mange fagfolk så ham som den absolut største i en epoke der
talte mestre som Boulez, Solti, Abbado og Karajan.
Millioner havde
fulgt hans dramatiske og musikantiske direktion i pragtfulde
tv-transmissioner af operaer som Boheme, Rosenkavaleren og Carmen.
Andre kendte ham som den suveræne inspirator og potente kraftkilde i
glødende Verdi- og Wagner-forestillinger eller i de store tyske
symfonier. Der var også de heldige (jeg er en af dem) som oplevede ham
live i orkestergraven og på podiet: En usandsynlig flot og medrivende
vital mand der blev til ét med musikken når han dirigerede.
Tilsyneladende lyttende, søgende, reagerende på alt hvad han hørte, men
i virkeligheden suverænt dominerende som en feltherre.
Sygelig velforberedt
Han
overspillede ikke, men som en anmelder skrev: ”Han gav 100 procent, og
han fik 100 procent”. Når tingene gik som han ønskede det, dirigerede
han med den ene hånd i lommen fordi han kunne stole på sit eget
indstuderingsarbejde. Han kunne improvisere til en opførelse, men han
krævede et utal af prøver og var sygeligt velforberedt, gennem måneder,
ja nogle gange gennem år.
I operaen lå partituret slået op på
første side, og der blev det, han kunne alt udenad, også teksterne i
operaerne. Og han kunne formidle musikken både forlæns til orkestret og
baglæns til publikum. Da han for millioner af tv-seere dirigerede
Wienerfilharmonikernes Nytårskoncert i 1989, blev han folkeeje. Så
seriøst, gennemprøvet og ægte havde ingen spillet Strauss-valse i
årtier. I de senere år var hans koncerter sjældne og udsolgte år i
forvejen. Det lyder som en succeshistorie, men Carlos Kleibers liv er
historien om en tragedie.
Ingen interviews
Manden
blev 74 år gammel og gav i hele sit liv ikke et eneste interview. Han
skyede pressen, boede afsides, gjorde alt for at skjule sig. De private
og mere pikante sandheder kommer nok aldrig frem, for Kleiber-familiens
arkiv er lukket og låst i al fremtid, men det som kan findes udenfor,
er nu fundet, samlet, kommenteret og udgivet af Alexander Werner i en
fed biografi som fylder næsten 600 sider.
Her er al den
dokumentation vi manglede i så mange år: Fortællingen om den unge mand
som flygter med sine forældre i raseri over naziregimet, og som hele
livet både må kæmpe mod en vildt dominerende amerikansk mor og slås med
skyggen fra sin far, den gamle Generalmusikdirektor Eric Kleiber. Den
unge mand som var døbt Karl, blev til Carlos under opholdet i
Sydamerika hvor folk som Hemingway og Fidel Castro diskuterede politik
og litteratur med ham under søndagsmiddagen hos de tyske flygtninge.
Perfektionist fra begyndelsen
Vi
hører om hjemrejsen til det nedbrændte Europa, om Carlos’ halvhjertede
studier i kemi og om hvordan musikken trækker så meget i ham at han må
krybe i sin fars fodspor. Bogen fortæller levende om læreår i
efterkrigstidens grå Tyskland og om de første engagementer på små
teatre i 50erne. Ballet, operette, syngespil, han tog det hele og
stillede allerede dengang vanvittige krav både til musikere og
honorarkontorer. Triumferne vekslede med skandalerne, for Carlos
Kleiber aflyste uden mindste tøven hvis han var utilfreds med noget,
nogen eller sig selv. Hans overblik og hans insisterende kraft var
kolossal når han dirigerede, men inden opførelsen fulgte rædsomme
perioder med stress, selvhad, mindreværd, storhedsvanvid og ofte rent
hysteri.
Privatlivet fortæller den nye bog ikke meget om, men
ellers er ikke meget skjult, heller ikke detaljer som at Kleibers
yndlingsbog var Peter Plys, at han var fascineret af sydamerikansk og
japansk kultur, og at han elskede hurtige biler. Han beherskede
adskillige sprog perfekt, var en talentfuld forfatter der trods flere
tilbud ikke så nogen grund til at udgive sine fremragende noveller. En
flittig brevskriver og privat vittig, venlig og meget imødekommende –
hvis det var en af de gode dage.
Sceneskræk
Kleiber
steg op gennem musiklivet som en komet, og han spændte ben for sig selv
hele vejen. Det kulminerede da han sagde nej til det ærefulde tilbud om
at efterfølge Karajan som dirigent for Berlinerfilharmonikerne.
Præstationsangsten blev til mareridt. Publikum jublede ved de
spektakulære og sjældne koncerter uden at ane at den karismatiske
dirigent var tæt på at dø af skræk.
Til sidst optrådte han så lidt
som muligt. ”Jeg dirigerer kun når min dybfryser er ved at være tom,”
sagde han til en ven. Det var den sjældent. Den sidste koncert han
afholdt i Tokyo, indbragte ham efter sigende 10 millioner dollars.
Vidnerne
Bogens
styrke er de mange interviews med sangere og musikere som oplevede ham
på nært hold. Bogens svaghed er at den i begejstring over emnet tager
det hele med. Som researchmateriale en utrolig samling, men for læseren
lidt af et maratonløb – på tysk. Det mest bevægende er egentlig
tidligere forbundspræsident von Weizäckers forord: ”I sit virke havde
han det uendeligt svært med verdens ufuldkommenhed. Han var utrættelig
i sin søgen efter det mageløse, det ideelle og det fuldkomne. Han
elskede sin kone, sine børn og deres land Slovenien. Der hviler han nu,
men i min erindring er han lige så levende som altid.”
Alexander Werner: Carlos Kleiber Eine Biografie. Schott Music GmbH & Co. KG. Mainz, 2008
På
internettet kan en søgning på Carlos Kleiber både byde på
filmoptagelser af Kleiber der dirigerer (You Tube), og diskografier om
hans indspilninger (f.eks. Wikipedia).
« Tilbage til Boganmeldelser
|
|
