Musik i virkeligheden – essays om musik og mennesker

Af Jens Cornelius

Det gælder om at vælge det rigtige format. Og sin kunstart! Komponisten Karl Aage Rasmussen er sprunget fra musikken til skriveriet, og han føler sig tydeligvis hjemme i essay-genren, hvor man ikke skal forsvare sig med fodnoter og kildehenvisninger men ved at føre en velsmurt enetale. Der skal besnæres mere end argumenteres.
Karl Aage Rasmussen har udsendt to essay-samlinger om musik før, og Musik i virkeligheden holder stilen. Rasmussens essays er gjort med en fagmands indsigt, en nørds paratviden og en skrivekløe, der må udspringe af hans nylige hamskifte.

De 23 essays er sorteret i tre grupper: Først en række tekster med filosofiske overvejelser om oplevelse og erkendelse af musik. Del to er komponistportrætter og musikhistoriske essays, velturnerede fortællinger om værker og skæbner. Del tre er mere polemiske og debatterende tekster, bl.a. et velrettet spark mod musiklivets årlige ”Spil-Dansk”-dag.
Mest imødekommende er samlingens del to, hvor forskellige komponister og deres musik bliver trukket frem. Især de skæve typer interesserer Rasmussen; dem med tilpasningsvanskeligheder og dem, der falder igennem historiens grovmaskede si. Han har en interessant forkærlighed for det tabte og det ufuldbyrdede: Mahlers afskedsmusik, Busoni, der lovede mere end han holdt rent musikalsk, de ukendte sider af Schubert og spekulationenerne om Sibelius’ 8. Symfoni, der formodentlig endte i kaminen.

Undervejs strør Rasmussen om sig med referencer og name dropping. Tonen er casual med en forkærlighed for engelske ord fremhævet i kursiv, men de mange facts er ikke uden krav til læseren. Komponisterne og deres værker forudsættes bekendt, og når den unge Sjostakovitj karakteriseres som en ”Siegfried-agtig selskabsløve” har forfatteren måske ikke tænkt over, at selv ikke den mest interesserede læser nødvendigvis jonglerer med helten Siegfried fra Wagners Nibelungens Ring som menneskelig arketype.
De fleste af teksterne er for ordrige, men det er vel en del af stilen, når man skyder fra hoften. De mest tankevækkende er dem, hvor Karl Aage Rasmussen ser tilbage på sin egen tids musikalske tankegods som noget, der allerede er forhistorie. Og på en nutid, der set fra en moderne komponists synsvinkel er ubrugelig –”en umusikalsk verden badet i musik”, som han præcist formulerer det. Det er modigt, og gid flere komponister turde hæve blikket fra nodepapiret og nedkradse nogle få ord om deres syn på kunsten. Kom ud af busken – vi vil gerne læse hvad I mener.

Karl Aage Rasmussen: Musik i virkeligheden – essays om musik og mennesker
Gyldendal, 248 s.
279 kr. 

« Tilbage til Boganmeldelser